Analyse

Den knap så søde ventetid

De minkpolitiske terninger er kastet, men stadig ikke landet. Ugens hasteforespørgsel var en opvisning i fastlåste positioner, og de radikales forslag om en parlamentarisk undersøgelse kan være den største julegave, statsminister Mette Frederiksen nogensinde har fået.
Foto: Arthur, Flickr
Foto: Arthur, Flickr

Udgivet 27.11.20

Krigstrommerne lød i mere end én forstand, da ugens store begivenhed i dansk politik onsdag løb af stablen i folketingssalen. På Christiansborg Slotsplads havde de forpjuskede rester fra epidemilovsdemonstrationen, der har valgt kakofonisk spektakelmageri som udtryksform, taget opstilling med en stortromme, der hørtes som et dystert lydspor til den hasteforespørgsel, som foregik inden for murene. Her skulle statsminister Mette Frederiksen og justitsminister Nick Hækkerup svare på spørgsmål fra oppositionen, der markerede sagens alvor ved at stille med partiformændene.  

Hvis regeringens mål var at dæmpe gemytterne, lykkedes det ikke. Tværtimod lod det til, at Frederiksen og Hækkerup fik hidset både opposition og momentant også den for tiden radikale Jens Rohde endnu mere op. 

Årsagen var bl.a. justitsministerens forsøg udi autoritativ begrebsdefinition. Han skulle skille skæg og snot – politik og jura – for sig og forklare, hvorfor der ifølge regeringen ligesom overhovedet slet ikke var tale om en ulovlig ordre på det pressemøde. Det kommer let til at lyde lige så tonedøvt som verdensfjernt, og ingen almindelige mennesker – og da slet ikke minkavlerne – vil umiddelbart kunne genkende justitsministerens udlægning. 

Men nu er det alvor, og regeringen må selvfølgelig have fast juridisk grund under fødderne i Folketinget, når de skal diskutere en så alvorlig sag, hvor der både florerer krav om en undersøgelseskommission og videoer, der viser statsministeren bag tremmer. Også selvom de juridiske argumenter strider mod den almindelige opfattelse i befolkningen og provokerer Jens Rohde

Det gør en for regeringen i forvejen vanskelig kommunikationsopgave næsten umulig – det er svært at bedyre sin uskyld uden samtidig at negligere alvoren. Mon ikke statsministeren er glad for, at hun har sin justitsminister til lige netop den del? 


Stor ståhej

Resultatet af hasteforespørgslen var, som man kunne forudse. Ingenting. Vi er i en ventetid. De seneste uger har været et eksperiment – fronterne er trukket usædvanligt hårdt op. Det er ikke hverdag, at regeringen uden hjemmel afliver både mink og et erhverv, og det er ikke hverdag, at oppositionen straks kræver regeringens afgang og undersøgelseskommission, hvis det kan gøre det. Hvis minksagen var et vaccineforsøg, har testpersonerne fået indsprøjtningen, og nu er vi i perioden, hvor alle holder vejret for at se, hvem der danner antistoffer, hvem der får bivirkninger, og hvem der ikke mærker nogen som helst forskel.

Hvordan det ender, vil tiden og meningsmålingerne vise. Indtil da kan man jo fordrive tiden med at spekulere. 

Det er en mulighed, at sagen rykker mærkbart på opbakningen til regeringen og rød blok, og at det aktiverer folk, der simpelthen har fået nok og rejser sig i trods. Et coronatræt kludetæppe af alle, der savner den restriktionsløse tilværelse, forhenværende minkavlere, samværshungrende gymnasieelever, små erhvervsdrivende, der savner omsætning, og grydelågsdemonstranter, der ikke har noget fornuftigt at tage sig til.  

Det er også en mulighed, at sagen bliver for højrefløjen, hvad Irak-krigen – uden sammenligning i øvrigt – var for venstrefløjen. En sag, som man vil vende tilbage til igen og igen og bruge uendeligt meget energi på at forfølge, men som aldrig får de store konsekvenser. Hvorfor Irak-krigen endte sådan, kan man have mange holdninger til. Men mon ikke en del af svaret er, at det var svært at argumentere imod at fjerne Saddam Hussein, og at krigen i det store og hele ikke var noget, der havde særlig betydning for de allerfleste danskeres hverdag.

De elementer er i hvert fald delvist også til stede i minksagen. Det er svært at argumentere imod, at minkavlen måtte ophøre efter en klar risikovurdering fra Statens Serum Institut, og minkavlen er alt andet lige ikke noget, der har betydning for langt de fleste danskeres hverdag. Hvis man dertil lægger, at landbruget i forvejen hører solidt til på højrefløjen, har man de svage konturer af, at det kan risikere at være stor ståhej for minkenting. (Undskyld.) 


Den største julegave

Mens vi venter, er det mest spændende, hvilken undersøgelse af forløbet Folketinget beslutter sig for. Der er stadig ikke flertal for hverken en hurtig og skriftlig advokatundersøgelse, en langsommelig undersøgelseskommission med vidneafhøring eller de radikales forslag om en slags bastard - den parlamentariske undersøgelse. 

Lad os se lidt på den sidste, der er den mest interessante, fordi den stikker mest ud. Der har ikke været en lignende undersøgelse siden 2. verdenskrig, og de radikale har de afgørende mandater, når et flertal skal findes på et tidspunkt i december. Det lader i øvrigt til, at de andre støttepartier langsomt bevæger sig i samme retning. 

Hvis det radikale forslag bliver til virkelighed, vil det potentielt være den største julegave til en statsminister i mange, mange år. 

Folketingsmedlemmerne er generelt bedre end deres rygte, men metodik, præcision i spørgsmål og evnen til at udrede komplicerede hændelsesforløb er ikke det, der normalt kendetegner landets parlamentarikere. Og hvor der er politikere og medietid, vil der altid være både politisering og profilering. Man kan ikke forestille sig noget bedre grundlag for, at regeringen kan slå undersøgelsen hen som Christiansborg-fnidder. Og hvis man samtidig tænker sig, at folketingsmedlemmer på nogen måde skal være den drivende kraft, taler al erfaring for, at det ender uden et blot nogenlunde brugbart resultat.  

Det vil med andre ord ende nøjagtigt ligesom onsdagens hasteforespørgsel. 

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter