I politisk mytologi findes mange fascinerende fabeldyr, der i tide og utide blive hevet af stalden. For tiden er særligt et kommet på mode igen efter ellers at have været næsten forsvundet i mange årtier. Der er tale om den anstændige borgerlige, som var meget omtalt særligt i 1990’erne, hvor det var den slags borgerlig, man var, hvis man som parlamentariker var uenig med Pia Kjærsgaard. Dengang var der rigtig mange anstændige borgerlige på tinge, og selve idéen om at bruge Pia Kjærsgaards mandater som parlamentarisk grundlag var ved valget i 1998 nærmest kvalmende for Venstres daværende leder Uffe Ellemann-Jensen.
Imidlertid blev det omkring 2001 tydeligt for de fleste borgerlige partier, at ganske mange af deres vælgere faktisk var ganske uanstændige borgerlige, der mente, at man sagtens kunne og burde samarbejde med DF og i øvrigt indføre en hel masse stramninger, der var meget lidt stuerene og konsekvent blev udskreget som værende på kant med både konventioner, menneskerettigheder og anstændighed.
