Analyse

Drømmen om den anstændige borgerlige

Mikkel Andersson: Der er trængsel på den politiske midte, og spørgsmålet er, om der ikke snart er flere partier for anstændige borgerlige, end der er vælgere til dem.
Foto: News Øresund / Sofie Paisley, Wikimedia Commons
Foto: News Øresund / Sofie Paisley, Wikimedia Commons

Udgivet 29.1.21

I politisk mytologi findes mange fascinerende fabeldyr, der i tide og utide blive hevet af stalden. For tiden er særligt et kommet på mode igen efter ellers at have været næsten forsvundet i mange årtier. Der er tale om den anstændige borgerlige, som var meget omtalt særligt i 1990’erne, hvor det var den slags borgerlig, man var, hvis man som parlamentariker var uenig med Pia Kjærsgaard. Dengang var der rigtig mange anstændige borgerlige på tinge, og selve idéen om at bruge Pia Kjærsgaards mandater som parlamentarisk grundlag var ved valget i 1998 nærmest kvalmende for Venstres daværende leder Uffe Ellemann-Jensen.

Imidlertid blev det omkring 2001 tydeligt for de fleste borgerlige partier, at ganske mange af deres vælgere faktisk var ganske uanstændige borgerlige, der mente, at man sagtens kunne og burde samarbejde med DF og i øvrigt indføre en hel masse stramninger, der var meget lidt stuerene og konsekvent blev udskreget som værende på kant med både konventioner, menneskerettigheder og anstændighed. 

Efter 2001 forsvandt den anstændige borgerlige som realpolitisk aktør fra den politiske scene og blev i stedet reduceret til noget, som primært folk på venstrefløjen drømte om, mens de belejligt glemte, at selv de faktisk eksisterende anstændige borgerlige blev udskreget som noget nær kryptoracister for at ønske marginale indvandringsstramninger i 1990’erne – noget, der sågar overgik selv den meget lidt borgerlige socialdemokrat Thorkild Simonsen. 

Den anstændige borgerlige fik et kort og fyrigt comeback med stiftelsen af partiet Ny Alliance i 2007, der mente, at “nok var nok” i forhold til Pia Kjærsgaards indflydelse på dansk politik. Den anstændige borgerligheds tid i spotlightet blev dog temmelig kort, og der gik ikke længe, før en af partistiftere, Naser Khader, forlod projektet og meldte sig under de uanstændige borgerliges faner.

Det var også i den periode, at en ung Jakob Ellemann som en af de antageligvis sidste anstændige borgerlige i Venstre formåede at melde sig ud af partiet i protest mod partiets indvandringspolitik, og at man her kunne rumme den nyindmeldte islam- og indvandringskritiker samt eks-socialdemokrat (og senere Venstre-minister) Karen Jespersen.

Ellemann eller Støjberg

Men siden valget i 2019 har den anstændige borgerlighed oplevet sin tredje store genkomst på tinge. Lars Løkke Rasmussen fandt under en valgkamp, der indledningsvist gik ud på at angribe Radikale Venstre for udlændingepolitisk uansvarlighed, ud af, at han risikerede at blive peget på af de uanstændige borgerlige i det nystiftede Nye Borgelige. Så efter at Løkke Rasmussen havde formået både som stats- og indenrigsminister at samarbejde med det tidligere uacceptable Dansk Folkeparti, var der nu kommet en ny aktør, som, man måtte forstå, denne gang altså virkelig var uanstændige. Nu var tiden kommet til at være anstændige inde på midten af dansk politik, mente den tidligere blokpolitiker par excellance.

Men ikke nok med det. Den tidligere LA-formandsaspirant Simon Emil Ammitzbøll, der som minister stod på mål for blandt andet den blandt mange selverklærede humanister så forkætrede ghettopakke, fandt også ud af, at han faktisk var anstændig borgerlig, og stiftede sammen med en Christina Egelund partiet Fremad, der dog viste sig meget lidt levedygtigt.

Med Jakob Ellemann-Jensens placering på formandsstolen i Venstre tyder en del på, at de anstændige borgerlige endelig har fået magten i et større – omend i meningsmålingerne hastigt skrumpende – parti. 

I seneste udgave af Debatten på DR2 fik undertegnede læst og påskrevet af op til flere Venstre-medlemmer, inkl. Claus Hjort, der mente, at Jakob Ellemann skam var så bundsolid på indvandringspolitikken som nogen andre – at, om Inger Støjberg eller Jakob Ellemann var formand ville faktisk ikke gøre den fjerneste forskel på udlændingepolitikken – og at alle konflikter herimellem var rent personfnidder blæst helt ud af proportioner af konflikthungrende medier. 

Og selvfølgelig kan man godt vælge at tage den udmelding for pålydende og formode, at manden, der har fået sit parti til at træffe et – politisk – valg om at stille Støjberg for en rigsret og er medforfatter på anklageskriftet (med den temmelig bizarre begrundelse, at man stiller hende for rigsretten for at få hende frikendt) og altså tidligere valgte at forlade Venstre på grund af partiets udlændingepolitiske linje og samarbejde med Dansk Folkeparti, faktisk mener præcis det samme som Inger Støjberg. 

Man kan dog også tvivle på det.

Venstres deroute

Og tvivle synes en del tidligere Venstre-vælgere at gøre for indeværende. Tilslutningen til Venstre er den laveste i mands minde (og måske endda markant længere, da mands minde i politik som bekendt er ret kort), og de frafaldne vælgere er entydigt gået til partiet med enten en tilsvarende eller strammere udlændingepolitik. Kun en enkelt procent af frafaldne Venstre-vælgere er gået til De Radikale, som ellers måtte formodes at kunne opsamle en anstændig borgerlig eller to, hvis grunden til at forlade Venstre var det pågående kaos i partiet og ikke utilfredshed med Ellemanns linje. Dertil kommer en ganske pæn sivning af Venstre-medlemmer, som næppe bliver mindre, når/hvis Støjberg enten forlader partiet eller bliver smidt ud.

Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til en borgerlig udgave af Radikale Venstre, men meget lidt tyder på, at vælgeropbakningen til det projekt er overvældende, selvom man i store dele af den politiske klasse og med solid opbakning fra folk på venstrefløjen, der aldrig ville stemme borgerligt´uanset hvad, synes at have fået sig overbevist om, at det er en vindersag.

I den virkelige verden synes det dog umiddelbart svært at forestille sig, at Venstre igen bliver et regeringsparti, hvis man lægger sig på linje med eller til venstre for Socialdemokratiet på udlændingepolitikken.

Dertil kommer, at Lars Løkke Rasmussen, tilsyneladende inspireret af den franske Emmanuel Macron, synes i gang med opbygge et netværk, hvorfra han så senere kan håndplukke kompetente folketingskandidater og dermed danne et midterparti, hvis politiske projekt det endnu synes overordentligt svært at skelne fra Jacob Ellemanns Venstre. 

Som anstændig borgerlig eksisterer der altså historisk gode muligheder for at engagere sig politisk i såvel netværk som partier – spørgsmålet er imidlertid, om der findes lige så mange anstændige borgerlige.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter