Analyse

Jesper Kraft: Renselsens pris

Forud for weekendens ekstraordinære landsmøde ligger Venstres meningsmålinger smerteligt lave, mens både formanden og den politiske ordfører tilsyneladende forsøger at tie problemerne ihjel. Dramaet i Venstre er ikke slut endnu.
Foto: Henrik Bjerregrav / Venstre, Flickr
Foto: Henrik Bjerregrav / Venstre, Flickr

Udgivet 22.1.21

Hvis man er i tvivl om tingenes tilstand i dansk politik, behøver man kun at kaste et overfladisk blik på dagen torsdag d. 21. januar 2021, og skæl vil falde fra ethvert øje.   

Statsminister Mette Frederiksen gennemførte uden større dramatik en mindre ressortændring. Overskriften på pressemeddelelsen var ”Nyt Indenrigs- og Boligministerium”, og det er såmænd rigtigt nok. Men den retvisende overskrift havde været ”regeringen gør sig klar til kommunal- og regionsvalg 2021”. 

Kaare Dybvad forfremmes til indenrigs- og boligminister og får ansvaret for at udmønte signaturprojektet om mindre forskel på land og by, som Frederiksen også nævnte i nytårstalen. Magnus Heunicke afgiver ældreområdet, så han kan koncentrere sig om corona, mens Astrid Krag i fremtiden kan dele sin tid nogenlunde ligeligt mellem ældrepolitikken, socialpolitikken og intens lovprisning af statsministeren på de sociale medier. 

Det hele er pænt, ordentligt og måske en smule kedeligt. Men hvad gør det, hvis det er effektivt? Vi skal til i hvert fald ét valg i år, og Socialdemokratiet vil selvfølgelig forsøge at hjemtage en stor del af gevinsten i de nærmest fantomagtige meningsmålinger, der efterhånden sjældent kryber under de 30 pct. Og gerne de steder, hvor Venstre historisk har stået stærkt. Derfor skal der leveres på det, de har stillet danskerne i udsigt. Det virker næsten foghsk. 

Torsdag var også dagen, hvor der blev offentliggjort den tredje meningsmåling, som måtte slukke ethvert håb i Venstre om, at de to forudgående målinger ramte helt ved siden af skiven. Partiet står til 9,2 pct. i YouGov, 13 pct. i Voxmeter og 11,3 pct. i Megafon, og Socialdemokratiet er dermed sådan cirka tre gange større end Venstre. Av, av, av. Det gør ondt i ethvert Venstre-hjerte, og smerten bliver ikke mindre af, at Det Konservative Folkeparti i to af målingerne er det største borgerlige parti. Borgerlig politik er for tiden et rigtigt kedeligt nulsumsspil, og der spilles om førstefødselsretten som den naturlige statsministerkandidat. 

Primært de andres skyld

Man skal tilbage til 1988 for at finde et valgresultat for Venstre under de 15 pct. – dengang hed partiets formand også Ellemann-Jensen – og det virker efterhånden også, som om man skal lige så langt tilbage for at finde medlemmer af partiets ledelse, der fuldtonet vil forsvare formanden offentligt. Det har i hvert fald ikke været overvældende med synlig støtte til formanden fra den øvrige partiledelse, der – set udefra – har gjort det til en holdsport at lege gemmeleg. 

Det er fx blevet bemærket, at partiets politiske ordfører, Sophie Løhde, der ellers ikke er pressesky, næsten er som sunket i jorden. Hun virker i hvert fald ikke decideret ivrig efter at stille op til interviews om krisen, men nøjes i det store og hele med at sende nogenlunde identiske sms’er til medierne, hver gang partiet sætter en ny bundrekord i tilslutningen. Under normale omstændigheder ville det være den politiske ordførers opgave at gå forrest i forsvaret. 

Men forsvaret udebliver. Det kan skyldes, at ledelsen – formand und alles – har vurderet, at al opmærksomhed er dårlig opmærksomhed i situationen, og man skal forsøge at tie problemerne ihjel. Eller også forsøger Løhde for sin egen skyld at undgå at blive ansigtet på nedsmeltningen. Ingen af delene vidner om en strategi, der består af andet og mere end at dukke sig og håbe på det bedste. 

Om det er Støjbergs rigsret eller Løkkes exit, der driver målingerne nedad, afhænger vist mest af øjnene, der ser. Men alle i partiet kan blive enige om, at intern uro er dårligt, og at det primært er de andres skyld. De fleste er dybt bekymrede over, at partiet står midt i en nedsmeltning – og bekymring hjælpes altid godt på vej hos folketingsmedlemmer ved risiko for at miste mandatet. Men de er helt uenige om, hvad der skal gøres ved det. Og man fornemmer, at en del af den storbyliberale fløj, hvis indflydelse nærmer sig total dominans i både folketingsgruppen og ledelsen, ser det, der foregår i Venstre lige nu, som en slags feber, der skal til for at drive sygdom ud. En nødvendig renselse.  

Nationalkonservative gøgeunger og storbyliberale

I den del af Venstre har der længe været en følelse af, at partiet på det nærmeste har været holdt som gidsel. At de ægte liberale er forsøgt skubbet ud af reden af nationalkonservative gøgeunger, der ved en fejl er endt i Venstre. Men nu er tiden kommet til at skubbe igen. Som Jan E. Jørgensen – storbyliberal par excellence – skrev i Ræson for nylig: ”Venstre og LA har svært ved at navigere i forhold til den nationalkonservative strømning, som vi egentlig bare burde overlade til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – og måske også Det Konservative Folkeparti, hvis det virkelig er der, de mener, at de hører til.” Og ja, måske koster det på opbakningen, men hvis folk forlader Venstre til fordel for Nye Borgerlige, så har de aldrig været sande Venstre-folk, som Søren Pind – også storbyliberal par excellence skrev i går på Twitter. En afskedssalut, der jo ikke ligefrem holder døren på klem for de frafaldne.

Jan E. Jørgensen valgte i øvrigt ved et pudsigt sammentræf af udgive sin bog En ægte liberal i ugen, hvor Venstre skulle afgøre, om Støjberg skulle tiltales ved en rigsret. Genudgivelsen blev ledsaget af et interview til Berlingske, hvor han lægger afstand til en række af Socialdemokratiets forslag på udlændinge- og integrationsområdet og advarer om, at Venstre ikke kan holde til at overhale Socialdemokratiet højre om i udlændingedebatten. Og måske ikke engang følge med. 

Det brød ledelsen sig ikke om. Og da særligt ikke i en situation, hvor formanden udadtil havde gentaget besværgelsen om, at Venstre stadig vil være garanten for en stram udlændingepolitik, efter Støjberg blev tvunget væk fra næstformandsposten. 

”Det står for Jans egen regning”, lød den skriftlige kommentar fra politisk ordfører Sophie Løhde, og på et efterfølgende gruppemøde måtte Jan E. Jørgensen gå bodsgang. Og en del af boden skulle eftersigende være, at han vil frasige sig sine poster i Udlændinge- og Integrationsudvalget og Indfødsretsudvalget i så tilpas meget afstand til interviewet i Berlingske, at det ikke virker, som om der er en sammenhæng. Helst uden for meget opmærksomhed og officielt begrundet i ønsket om at bruge mere tid på kommunalvalget på Frederiksberg.  

Mens kommunalvalget i november stadig kun er en prik på den politiske horisont, er Venstres ekstraordinære landsmøde søndag anderledes tæt på. Det egentlige formål med landsmødet – at vælge en ny næstformand – er det mindst spændende punkt. Til gengæld er der voldsom interesse for Støjbergs tale. Hun har fået 10 minutter, og Støjberg holder ifølge Ekstra Bladet kortene særdeles tæt til kroppen. Det har ikke just gjort interessen mindre. Imens er folk også begyndt at spekulere i, om Ellemann mon vil bruge sin egen taletid på at forsøge at sætte en tydelig og tiltrængt retning for partiet. 

Vi får se. Dramaet i Venstre er ikke slut endnu.  

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter