Ruslands anerkendelse af de såkaldte folkerepublikker Donetsk og Luhansks uafhængighed tyder på, at Rusland nu helt har opgivet håbet om at få opfyldt sikkerhedsgarantier, heriblandt at NATO ikke optager Ukraine og Georgien som medlemmer, fra Vestens side. Ruslands beslutning og efterfølgende militær indtræden på de to republikkers territorium kan ikke betegnes anderledes end et klart udtryk for Ruslands frustration.
Beslutningen er risikabel for alle involverede parter og kan få store konsekvenser, da den per definition er en invasion af Ukraine. Afgørende for konfliktens eskalering bliver, hvorvidt Rusland vil “nøjes” med de to udbryderrepublikkers territorium, som separatisterne kontrollerer nu, eller om Rusland også vil have de dele, som i dag er under ukrainsk kontrol. Ruslands præsident Vladimir Putin har tirsdag aften meldt ud, at anerkendelsen gælder republikkernes grænser, som de blev etableret efter republikkernes folkeafstemning i 2014 og dermed også områder under ukrainsk kontrol, men kravet er formentlig kun en taktisk manøvre, som skal give et bedre udgangspunkt for eventuelle videre forhandlinger.