Trump fortjener Nobels fredspris, lød det fra både Armeniens premierminister Niko Pashinyan og Aserbajdsjans præsident Ilham Aliyev.

De to landes ledere har ellers ikke været enige om meget. Sidste uge konkurrerede de nærmest om at fedte for USA's præsident i forbindelse med et topmøde i Washington, som skulle markere en ny æra. Efter årtiers konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan i det bjergrige Kaukasus var tiden kommet til en fredsaftale.

”Vi udtrykker vores dybe taknemmelighed til præsident Donald J. Trump”, lød det i den fælles erklæring.

Armenien ønsker 'bare' fred
På papiret er det meget enkelt. Armenien ønsker ”bare” fred og fordragelighed med sine naboer. Aserbajdsjan ønsker en korridor, så man har adgang til broderfolket i Tyrkiet.

Og Aserbajdsjan ønsker desuden endegyldig kontrol over Nagorno-Karabakh regionen, hvor etniske armeniere dannede en udbryder-republik i starten af 1990erne. Det har været en hovedanstødssten i årtier.

Set fra armensk perspektiv er jubelen begrænset. Landet kan ikke længere forsvare sig selv. I 2023 blev over 100.000 kristne armeniere jaget ud af deres hjem i Nagorno-Karabakh. En etnisk udrensning i stor skala på grænsen til Europa.

Efter at have oprustet i mange år, takket være oliepenge, ville Aserbajdsjans diktator Ilham Aliev – med Tyrkiets hjælp – generobre området. Det lykkedes, ikke mindst fordi Aserbajdsjan brugte det nye vindundervåben: droner. Armenierne troede sig sikre oppe i bjergene, men blev banket sønder og sammen.

Et kristent land klemt inde mellem muslimske naboer
Kampen mellem Armenien og Aserbajdsjan handler om mere end Nagorno-Karabakh. Det er en kamp om national sikkerhed, hvor især Armenien føler sig truet af sine naboer. Det lille kristne land er simpelthen klemt inde mellem muslimske lande:

Tyrkiet blokerer grænsen mod vest, Aserbajdsjan mod øst og Iran mod syd. Dybt i armenierne ligger en frygt for gentagelsen af det tyrkiske folkemord, som ramte befolkningen under Første Verdenskrig og kostede over en million døde.

Blev løbet over ende til europæisk tavshed
Da Nagorno-Karabakh blev løbet over ende i 2023, var de oprørte stemmer i den vestlige verden få og små. Krigen i Ukraine fyldte mere. Og desuden skulle EU bruge gas fra Aserbajdsjan som erstatning for russisk gas.

Måske var EU's logik: Hellere handle med en diktator fra et lille land, end med en diktator fra et stort. Det er selvfølgelig svært at sammenligne politiske ledere. Men Aliyev er ikke meget bedre end Putin, snarere tværtimod.

Man kan sige meget skidt om Putin. Men i det mindste har han ikke arvet præsidentposten fra sin far. Og i det mindste er han ikke gift med sin vicepræsident. Det er Ilham Aliyev. Han står oven i købet bag den hvidvask af penge og kanalisering af bestikkelse til EU, som senere kostede Danske Bank dyrt.

Aliyev har holdt sig ved magten i kraft af olie, gas og ønsket om at generobre Nagorno-Karabakh og få hævn over Armenien. Han har sågar fremsat krav på Armeniens hovedstad Jerevan med påstanden om, at Jerevan historisk tilhører Aserbajdsjan.

Et åbent sår i årtier
Grænsedragningerne i området er vanskelige pga. arven fra Sovjetunionen og Osmannerriget. Da Sovjetunionen brød sammen i 1991, havde armenierne i Nagorno-Karabakh for længst taget forskud på glæderne og erklæret sig uafhængige af Aserbajdsjan. Oprørene sikrede sig en korridor til Armenien – og forsyningslinjer, der kunne opretholde uafhængigheden.

Men den internationale anerkendelse af den nye grænsedragning kom aldrig. Og netop derfor har konflikten været et åbent sår i årtier. Internationalt set følger man dogmet om, at grænsedragning ikke kan ændres. Det giver mening for at beskytte civilbefolkningen. Undtagen, når det ikke gør – som i tilfældet med Nagorno-Karabakh, hvor det etnisk armenske flertal af Stalin blev tvunget til at høre under sovjetrepublikken Aserbajdsjan.

I 2023 kunne armenierne ikke holde stand længere. Aserbajdsjans militær indtog enklaven efter få måneders krig og til mange armenieres store chok. De havde troet, at Rusland ville komme dem til undsætning. Var Putin ikke netop kristenhedens forsvarer?

Tyrkernes folkemord på armenierne sidder i den nationale sjæl
Mange armeniere satte deres lid til et forældet verdensbillede. De troede, at Rusland ville sikre stabilitet i Sydkaukasus, ligesom Sovjetunionen gjorde det i årtier. Armenierne havde også en følelsesmæssig grund til deres fejlanalyse. Under Første Verdenskrig benyttede den tyrkiske ledelse i Osmannerriget sig af krigen til at dræbe over en million armeniere i det tyvende århundredes første store folkemord.

Da krigen sluttede, og Osmannerriget var på tabernes side, blev det gamle tyrkisk styrede imperium opdelt, stump for stump. Fra Irak og Saudi Arabien i øst til græske områder i vest og armenske områder i nord. Men den tyrkiske hær fik hurtigt genvundet store områder – og den lille smule Armenien, der var tilbage efter folkemordet, blev underlagt Sovjetunionen. Ikke nogen ønskedrøm, men bedre end at blive  etnisk udrenset.

Svært at slippe fortiden
Historiens dybe spor blev synlige igen, da Sovjetunionen brød sammen, og både sovjetrepublikken Armenien og sovjetrepublikken Aserbajdsjan blev selvstændige. Den tidligere KGB-chef Haydar Aliyev tog magten i Aserbajdsjan – og gav siden magten videre til sin søn Ilham Aliyev.

I Armenien var billedet mere broget, mere præget af demokratiske bevægelser, men aldrig helt uden at slippe fortiden. Adskillige af Armeniens præsidenter havde rødder i Nagorno-Karabakh og dermed en naturlig forkærlighed for at forsvare området.

Ny præsident sætter alt på et bræt
Det ændrede sig betydeligt, da Nikol Pashinyan blev premierminister i Armenien i 2018. Pashinyan har målrettet forsøgt at få Armenien ud af Ruslands kontrol. Og det har efter alt at dømme kostet Armenien opbakning fra dets traditionelle allierede.  Det er i hvert fald en del af retorikken blandt nogle af de armeniere, som er kritiske overfor Pashinyans ledelse.

I 2024 deltog Pashinyan i Anders Fogh Rasmussens store konference Alliance of Democracies i København. Da jeg sad på tilhørerrækkerne og lyttede til ham, blev jeg grebet af en underlig fornemmelse. Enten ville han blive den største succes eller den største fiasko i Armeniens nyere historie. Nu har han gamblet alt på en aftale med Armeniens nemesis, Aserbajdsjan – som har Armeniens traditionelle fjende, Tyrkiet i ryggen.

Satser på USA
En del af gamblingen handler tydeligvis om at få amerikanerne involveret i Sydkaukasus. Måske i håbet om, at USA kan holde Tyrkiet i snor – og at Tyrkiet kan lægge en dæmper på Aserbajdsjan. Mange armeniere frygter, at naboerne ikke vil være tilfredse i længden med, hvad de har fået. Og de frygter, at den korridor mellem Tyrkiet og Aserbajdsjan, som amerikanerne skal bygge og styre, reelt vil blive overtaget af Tyrkiet. Sidste kapitel er ikke skrevet endnu.

Rusland kan næppe være tilfreds, og har en stor militærbase i Armenien. Og endnu en spiller venter på at blande sig: Iran. Her er man ikke tilfreds med, at amerikanerne udvider deres tilstedeværelse lige op ad Irans grænse til Armenien.

En presset præsident
Armenien går til parlamentsvalg i 2026. Og forinden regner man med at revidere forfatningen, så den ikke længere refererer til det nu tabte Nagorno-Karabakh. Pashinyans styre er under stort pres. Stærke kræfter i kirken vil af med ham. Og tidligere i år arresterede han en række af sine modstandere, som angiveligt planlagde et kup.

Meget kan nå at gå helt galt inden året er omme. Trump – men måske først og fremmest Tyrkiet – har vundet første runde. Men anden runde kan ende meget anderledes. Og uanset hvad risikerer Armenien at blive taberen. Igen.