Der er rigeligt galt her i Vesten. Galopperende selvhad manifesteret i en dysfunktionel identitetspolitik, der reducerer folk til stammer opdelt på køn, hudfarve og seksualitet, kombineret med en monomant selvpiskende opfattelse af Europa og USA som genesis for alt ondt i verdenshistorien. Læg dertil et EU, der virker stadig mere bureaukratisk, inkompetent, venstreorienteret samt på en gang fjernt og invasivt i forhold til livet for de borgere, unionen skulle forestille at repræsentere.
Men det betyder dog ikke, at den femhundredårige historie om Vestens rolle som den moderne verdens teknologiske, kulturelle og økonomiske centrum og primus motor er slut. Knap var blækket tørt på historiebøgernes kapitler om USA’s ydmygende fiaskoer i Afghanistan og Irak, før en ny fortælling tog sin begyndelse. Den startede med Ruslands invasion af Ukraine en kold februarmorgen i år. Og selvom det sidste kapitel i den historie langtfra er skrevet, er det svært at komme uden om, at den i langt højere grad handler om Ruslands (for)fald end om Vestens.
