I et brag af en bog undersøger to danske litterater Thy-lejrens, Ærø-manifestets og wellness-bølgens åndelige rødder i det tyske kejserrige.
Det Tyske Kejserrige (1871-1918) var Preussen, der af iagttagere blev beskrevet som en hær med et land og ikke et land med en hær. Preussens dominans og Det Tredje Rige 1933-1945 har forvrænget eftertidens syn på Tyskland, der i den folkelige forestillingsverden forbindes med kadaverdisciplin og strambuks.
Virkeligheden så (og ser) dog ganske anderledes ud; tyskerne var de mest udflippede og anti-borgerlige europæere omkring 1900; det var i Tyskland, at frøene blev sået til forbavsende mange af de alternative livsformer, som ungdomsoprørerne og hippierne langt senere forsøgte at udleve.
Og som vi ret beset stadig jager, når vi ”trækker stikket”, tager på retreat, detoxer, dyrker meditation og yoga osv.
Livsreformbevægelsen
Det kulturhistoriske fænomen, vi taler om her, kaldes ”livsreformbevægelsen”, og den har litteraterne Adam Paulsen og Vangshardt kortlagt med imponerende grundighed, intellektuelt overskud og fortælleglæde i deres nye, lækkert udstyrede fagbog En plads i solen.
De fortæller om dengang, fantasien skulle til magten, om ”drømme og forhåbninger så store, at de var dømt til at briste, om eventyrere og fantaster, om apostle, profeter og karismatiske Jesusskikkelser.
Det er historien om utopier, der udartede til dystopier, om visioner og idéer, der trækker spor helt frem til i dag.” Det er lige så flippet og underholdende, som det lyder.
Verdens frelse
”Livsreformbevægelsen” dækker over en amorf masse af idealister, genier og skøre kugler, der kendte hinanden fra Berlins og Münchens røgfyldte kunstnercafeer, som de opgav til fordel for landkommuner og økologiske jordbrugsfællesskaber.
De ville anvise nye livsformer og i sidste ende frelse menneskeheden.
De livsreformerte var gerne nudister og vegetarer, mændene havde langt hår og gik i sandaler; de afsvor alkohol og tobak, men dyrkede fri kærlighed; de var vaccine-skeptikere, sværmede for matriarkatet, og forbandede patriarkatet, maskinerne og kapitalismen.
Politisk bekendte de fleste sig til forskellige tilbage-til-naturen-utopier af anarkistisk-socialistisk tilsnit (men de interesserede sig ikke for Marx!); andre endte på den alleryderste højrefløj (der jo altid har været rød-grøn-brun). En stor del var apolitiske mystikere og kunstnertyper.
Kun kokosnødder
Hvad der retfærdiggør at kalde denne brogede skare en ”bevægelse”, var et fælles ønske om at vende ryggen til moderniteten, den fremmedgørende storby og den kedelige borgerlige tilværelse.
Denne enighed kunne selvfølgelig ikke forhindre magtkampe, ideologiske fløjkrige og sekteriske nydannelser i miljøet: Nogle livsreformerte var fx ”omnivorer”, andre ”frugivorer”, mens en lille gruppe satsede på ”kokovorisme” (de levede kun af kokos).
Ikke uden grund citerer Paulsen og Vangshardt hyppigt Freuds bemærkning om ”de små forskelles narcissisme”, der kendetegner alle sekteriske miljøer.
Forfatterne skal dog roses for, at de ikke forfalder til letkøbte latterliggørelser, men nøjes med lejlighedsvis at drysse mildt ironiske kommentarer ud over de tyske fantasters megalomane projekter og vilde ideer.
Bredt persongalleri
En plads i solen er en øjenåbnende, original og dybt underholdende kulturhistorie, der ovenikøbet er skrevet på et rigt og spændstigt dansk. Bogen stiller dog sine krav til læseren: Fx er persongalleriet enormt.
Nogle personer vil man kende fra den almene kulturhistorie - fx Max Weber, Rudolf Steiner, Herman Hesse – mens andre er for længst glemte, men udførligt beskrevet.
Dertil kommer alle de fiktive personer, man møder undervejs, når forfatterne omhyggeligt resumerer skønlitterære vidnesbyrd om livsreformbevægelsen. Det bliver svært at holde styr på i længden.
Nogle afsnit ligner deciderede afstikkere fra emnet, hvor fortælleglæden er løbet af med forfatterne: Fx den meget udførlige beskrivelse af den kortvarige socialistiske rådsrepublik i München efter Første Verdenskrig.
Overblik og allestedsværende
Det gør dog ikke det store, for det er hele tiden underholdende og oplysende, og forfatterne kommer altid i sidste øjeblik i tanker om bogens emne (livsreformbevægelsen), som de straks knytter an til.
Hvorfor man alt i alt må lette på hatten over deres sikre greb om den enorme stofmængde, de har bearbejdet.
Læseren kunne have sine tvivl om, hvorvidt et så eksotisk emne kan bære en selvstændig bog på næsten 500 sider, men det er der ingen grund til: ”Livsreformbevægelsen” er ikke et kuriøst randfænomen i tysk kulturhistorie, men en integreret del af vores moderne verden og mentalitet, der er så allestedsnærværende, at vi ikke kan få øje på den.
Medmindre vi læser denne bog.
Adam Paulsen og Rasmus Vangshardt, En plads i solen. Den tyske livsreformbevægelses kulturhistorie
544 sider, 380 kr.
Turbine
Læs også
