I juledagene slæbte jeg mig igennem den aldeles ubehjælpsomme tv-serie A Very Royal Scandal, som DR åbenbart har følt sig kaldet at indkøbe for dyre licenspenge og diverteret med hele tre dage i den bedste sendetid. 

Serien er nummer jeg ved ej hvad i rækken af film og andre produktioner om sagen vedrørende Prins Andrew og hans ungdommelige eskapader med det modsatte køn. Denne sag endte dog med en større rabalderhistorie årtier efter i kølvandet på MeToo-bevægelsens luftmissilangreb.

Som i så mange andre tilfælde er det aldrig rigtigt blevet opklaret, hvad der egentlig foregik; hvem der gjorde hvad og hvorfor? Det eneste, vi ved, er, at den ene part påstår ét; den anden part påstår noget andet. Retssagen, som prinsen selv udtrykkeligt havde ønsket for at få sit navn renset, kom aldrig. I stedet blev der – på det engelske kongehus’ foranledning må vi forstå – indgået et forlig med den pågældende kvinde til 12 mio. pund (hun havde på daværende tidspunkt allerede landet et forlig på 500.000 dollar med Andrews bekendte Jeffrey Epstein).

Resultatet er det værst tænkelige for hertugen af York. Ikke pga. pengebeløbet, men pga. de menneskelige konsekvenser. For tid og evighed er han nu dømt ude af Folkedomstolen – som nok er værre end en hvilken som helst formel domstol, inklusive inkvisitionens. Den nye serie bekræfter således til fulde, hvordan den illegitime, uciviliserede MeToo-domstol sørger for at holde liv i anklager og bruge dem til at sværte personen, der rammes af dem, på livstid.

Kvinder, der nægter at blive voksne
Det er i sig selv foruroligende. Men også en anden ting ved A Very Royal Scandal må mane til eftertanke. For serien afslører noget ubehageligt om vores tid. Nemlig at mange piger og kvinder tilsyneladende har et enormt problem med at klare et ganske almindeligt voksenliv med dets naturlige udfordringer og dets blanding af medgang og modgang.

Og hvad værre er: De evner end ikke at se, at det er et problem. Både for dem selv og for omgivelserne. Måske fordi de bliver opdraget til intet ansvar at tage for noget overhovedet – og da mindst af alt dem selv. Selv det simpleste krav om modsigelsesfri logik og konsistent argumentation afføder ravage.

At det forholder sig sådan, fremgår af, at disse piger og kvinder ved enhver given lejlighed lægger sig ned og hviner i afmægtighed, så snart alt ikke lige går efter deres næse; så snart de ikke prompte får deres vilje; så snart hele verden ikke drejer sig ét hundred procent om dem og deres mere eller mindre fikse ideer.

Ofte foregår det endda på en totalt selvmodsigende måde. De vil tages seriøst, men opfører sig helt igennem useriøst. De vil være stærke, men påtager sig konstant offerrollen. De prædiker diversitet, lighed og inklusion, men er selv komplet ensporede, chauvinistiske og intolerante. De vil ikke være sexobjekter, men iscenesætter uafladeligt sig selv som sådanne. De vil have alle andre skal behandle dem som englerene, men selv forbeholder de sig ret til at pisse op og ned ad deres medmennesker, når som helst og hvor som helst, det passer dem.

MeToo på speed
Skræmmeeksemplet ser vi med al tydelighed i tv-serien, der – som det tvivlsomt hedder i introen – bygger på virkelige begivenheder og personer tilsat fiktive scener.

Hovedpersonen er den journalist, Emily Maitlis, som endte med lave interviewet, der gik over i historien som momentet, hvor Andrew efter sigende gravede sin egen grav. Jeg har selv en anden udlægning af interviewet i min bog Med lov skal land nedbrydes – Samtykkeloven og dens kollektive justitsmord. Her skriver jeg i bogens afslutning om den dokumentar, der blev lavet om hændelsen og ligeledes købt af og vist på DR:

”Hvad man ser i denne dokumentar, er i bund og grund et sindbillede på vores tid. En mand beskyldes for voldtægt af en kvinde uden objektive beviser. Han går beredvilligt ud i offentligheden og forsøger at svare på samtlige spørgsmål fra en BBC-journalist (…). Reaktionen fra det ophidsede kor af kvindelige medvirkende (i dokumentaren): ’Føj! Det er vi overhovedet ikke interesserede i. Vi er udelukkende interesserede i, at han skal ned på knæ, så guillotinen kan suse over hans nakke’.”

Det fremgår af mediedækningen af denne sag – også den nyeste – at Andrew netop går ud i offentligheden i den tro, at det at være ærlig og fortælle sandheden, stadig tæller. Naivt! råber de ad ham.

Men hvad er det så egentlig, de siger? Jo, de siger: Blæs på, hvad der er sandt og falsk. Det her er ét stort skuespil; et stort beregnende spil for galleriet og intet andet. Hermed er enhver krog til den højere sindelagsetik – og dermed civilisation – også knækket af.

Kvindernes karakterproblem
Det synes at bekræfte ovennævnte udsagn om tidens kvinder – i hvert fald den mest højtråbende del af dem. Det samme gør den nye series hovedperson.

Emily Maitlis, intervieweren, er i A Very Royal Scandal fremstillet som en småhysterisk, ADHD/borderlineagtig person, der altid handler efter impulsens umiddelbare tilskyndelse. Således når hun – som ansat på det statslige medie BBC – ruller barnligt med øjnene under et interview med en Brexit-tilhænger. Tydeligvis er seriens underforståede morale, at vi skal ”holde med hende” i, at det var hun da i sin gode ret til. Og at hun jo ikke ”rullede særligt meget med øjnene”, som hun forklarede sin indtil tossegodhed solidarisk støttende mand.

Netop deres private samliv er utrolig afslørende for det psykologiske ”karakterproblem”, en del moderne piger og kvinder lider af. At der muligvis er foregået noget krænkende i forholdet mellem den unge pige og Prins Andrew 20 år tilbage i tiden, får tv-seriens hovedperson til på nul komma fem at konkludere, at samtlige kvinder til alle tider er blevet chikaneret halvt til døde af mænd, og at ingen ville tro dem, når de fortalte om det, og at de sågar – Herre Jemini – var nødt til at underbygge deres påstande med ordentlig og redelig dokumentation!

Mens disse udladninger foregår, midt om natten ovenikøbet, sidder den tøffelagtige husbond ved hendes side og giver hende ret i alt. I parentes bemærket har hun lige revet ham ud af sengen. Fordi hun ikke kunne sove, måtte han således heller ikke sove. Præcis som det ellers kun er børn beskåret at kræve af deres forældre.

Scenerne siger noget pinagtigt tydeligt om, hvad der er mange pigers og kvinders store brist i dag. De har ingen selverkendelse. Deres karakter knækker skizofrent over på midten. Det ene øjeblik vil de betragtes som frigjorte powerbabes, der ville være i stand til at løse alverdens problemer, hvis de blot fik verfet mændene væk og selv kom til fadet.

Det næste øjeblik ligger de og jamrer og klynker hysterisk, når ikke alle står hundrede procent til rådighed og på pinde for dem hele tiden.

Den altafslørende scene i A Very Royal Scandal er i så henseende den, hvor den angiveligt noget så seje og modige og dygtige og selvkørende BBC-journalist kommer hjem efter a long day at the office. Manden er som sædvanlig hjemme og ligger og hviler sig lidt på sofaen – måske slidt op efter at være blevet vækket og overdynget med brokkesnak af hustruen om natten. Hun flår ham ud af slummeren med et voldsomt udbrud. Det tager han – naturligvis – i stiv arm.

Scoop or die!
Det næste, der så sker, er, at hun bener hektisk ud i køkkenet for med sine strittende petroleumsblå negle at flå en flaske vodka ud af køleren – den, manden har sørget for at lægge klar til hende. Inden hun dejser om i køkkensofaen med sin flaske sprut og sin konstant galopperende mund med, hvad hun sekund for sekund mener og tænker og føler, konstaterer hun, at hunden har lagt en kæmpestor lort lige foran havedøren.

Der bliver lorten liggende. Lige til næste dag, hvor manden skriver en af sine oversøde beskeder til hende om, at han glæder sig til hendes hjemkomst – og at lorten er fjernet, og der er lagt en ny flaske booze på køl til hende.

Jeg kommer uvægerligt til at tænke på et skilt, jeg engang så uden for en villahave. På skiltet et billede af en skidende hund og teksten: Scoop or die!

Det allermest groteske ved alt dette er – at tv-serien tydeligvis vil have os til at anskue kvinden som en sand heltinde.

Tak for vodka, siger jeg bare.