Det borgerlige Danmark er langt bedre stillet med Morten Messerschmidt som formand for DF. Meget bedre end de vilkår, som borgerlige blev budt i de år, hvor DF voksede sig store under Kristian Thulesen Dahl.
Det er en konklusion, som jeg ikke er bange for at drage efter at have læst Morten Messerschmidts nye bog, som han kalder Dansk Forår.
Hvorfor kan jeg sige det så skråsikkert? Er DF ikke stadig blot en version af Socialdemokratiet med en skarpere udlændingeprofil, som det udviklede sig til i takt med, at Kristian Thulesen Dahl øgede sin dominans over partiet?
Nej, det er det ikke. Det har jeg forsøgt at afkode, siden DF faldt fra hinanden og Messerschmidt overtog formandsposten tilbage i januar 2022. Hvor ville DF gå hen? Når man har læst bogen, som jeg vil anbefale alle, der interesserer sig for det borgerlige Danmark, at gøre, bliver man sikrere i sin sag.
Troværdigt og ærlig ment
Dansk folkeparti har en formand, som reflekterer over borgerligheden, det nationale, traditionerne, den personlige frihed, kristendommens betydning og ikke mindst fællesskaberne midt i alt det. Han skriver ret ligefremt med udgangspunkt i sine egne livserfaringer og uden de store filosofiske omveje.
Det virker troværdigt og ærlig ment, når han for eksempel reflekterer over familiens betydning, som det vigtigste fundament under de fleste menneskers liv. Han fortæller om sin egen utraditionelle opvækst med en fraværende far og bedsteforældre som primære voksne, men med et blik for, hvordan familiebånd forbliver forpligtende og frisættende på samme tid.
Gennemtænkt og velargumenteret er det også, når han forsøger at forklare skillelinjen mellem det liberale-kulturradikale samfunds- og menneskesyn og de konservative grundholdninger, som han har udviklet som fundament under sit eget politiske virke – og vel under sit liv.
Broen mellem konservative og liberale
Der er i bogen ikke blot det forventelige opgør med woke-ideologien, men også en let forståelig diagnose af, hvad der sker med unge mennesker, når den personlige frihed udarter til normløshed. I et kapitel forsøger han – med held, synes jeg – at bygge den nødvendige bro i det borgerlige Danmark mellem de liberale og de konservative.
Han forkaster ikke oplysningstidens frihedsidealer, men sætter dem ind i en konservativ ramme, hvor ikke alt kan vælges af den unge, men at meget gives på forhånd i form af arv, kultur, tradition og ikke mindst den kristne dåb og det nationale fællesskab.
Han slår til lyd for, at der er for lidt "skal" i de unges møde med omverdenen, og for meget ansvarsfrit valg. Det kobler han til mistrivsel og en generel manglende robusthed hos de yngre til at absorbere livets stød, modstand og modgang.
Hans svar er mere moral om ansvar og pligt, mere respekt for autoriteter besindelse på generationskontrakten, der både rækker bagud og fremad og så det nationale, fædrelandet som ramme.
Fællesskaberne
I den forbindelse kritiserer han andre i den borgerlige familie, som synes at mene, at det er tilstrækkeligt at afvise de venstreorienterede med, at de er "kollektivister". Det finder Morten Messerschmidt er for fattig en kritik og tilmed forkert.
For er familien, ægteskabet, de frivillige fællesskaber og det folkelige fællesskab ikke netop former for kollektiver, hvor man indskrænker sin egen frihed for at kunne nyde frugterne af fællesskabet? Han ser udfordringen fra venstrefløjen i, at den netop stræber efter at opløse de gamle fællesskaber uden at tilbyde den yngre nye – men blot et liv i afsondrethed som frit svævende løsrevet individ.
Deri ligger der en stærk borgerlig fortælling, som kan omsættes til politik og udgøre rygraden i det, jeg ynder at kalde en borgerlig renæssance.
Refleksionen står stærkere end politikken
Bogen er, som bøger nu engang er, opbygget i kapitler. 17 styks. De er skrevet over samme skabelon, de fleste af dem. Morten reflekterer over aspekter af livet og fortæller om sig selv. Han kritiserer samfundsudviklingen og præsenterer DF’s forslag til, hvordan skaden kan gøres god igen.
Det er så afgjort de reflekterende og fortællende dele i hvert kapitel, der er mest læseværdige. De konkrete politiske afsnit er betydeligt svagere, og personligt kunne jeg godt have været dem foruden, selvom jeg godt kan anerkende andres behov for også at få præsenteret nogle løsninger.
Men det er, når politik kommer til at fylde mere i bogen, at DF’s svaghed, bliver åbenlys. For partiet har ikke – endnu – udviklet en politik, der flugter med den ideologiske grund, som Morten Messerschmidt står på og med den ret klare samfundsanalyse, han lægger frem.
Et arbejde venter forude for DF
Der er meget traditionelt tænkt arvegods fra det gamle DF. Der er stort fokus på den offentlige sektor, på velfærdsstatens pligter overfor borgerne og ikke ret meget nytænkt borgerlig politik, hvor man kan mærke klarsynet hos Morten selv, om det borgerlige samfund som syntesen mellem det liberale og det konservative menneske- og samfundssyn.
Nu har jeg gennem mange år arbejdet med politikudvikling for adskillige partier, og jeg ved, at det er svært. Alle partier består af kludetæpper af gammel politik, ny politik, kompromisser og ret og skær vanetænkning, som gør det ret umuligt på kort tid at skabe en sammenhængende fortælling, der er ideologisk grundfæstet, klartseende i forhold til udfordringerne, velargumenteret på fakta og virkelighed og også salgbar.
Det er enormt hårdt arbejde, kræver dygtige medarbejdere, intelligente politikere længere nede på stigen, som kan give medspil og bidrage, og det kræver ikke mindst tid. Morten Messerschmidt har meget selv, af det, der skal til, men han har ikke det hele, der kræves. Så har jeg ikke hængt nogen ud.
Jeg synes, du skal gå ned i boghandlen og købe bogen. Den er god læsning.
Morten Messerschmidt: Dansk Forår - fra krise til sammenhold
358 sider, 238 kr.
Forlaget Momenta
