Filosofi er ikke kun for professorer, der diskuterer med andre professorer. Den er for alle, der forsøger at finde ud af, hvordan de skal leve deres liv. Det er udgangspunktet for Kontrasts modløber Mike Bruun-Lander i hans nye bog ”Hvad filosofferne har lært mig – tanker til en larmende tid”
Bruun-Lander, som er fast essayist på Kontrast, har en baggrund som socialpædagog og underviser. I 2022 sagde han sit job op for at forfølge en gammel drøm om at studere filosofi.
Det er der nu kommet en bog ud af. Ikke en lærebog, hvor filosofferne præsenteres én efter én med fødselsår, hovedværker og teorier. I stedet har Bruun-Lander udvalgt en række tænkere, hvis idéer har fået betydning for hans egen måde at forstå verden på.
Han tager læseren med ind i sit eget liv og lader filosofferne blande sig i samtalen.
Vi vælger bilen med større omhu end vennerne
Allerede i bogens første kapitel stiller Bruun-Lander et spørgsmål, som de færreste nok har tænkt over. Når vi skal købe en bil, sammenligner vi priser, prøvekører forskellige modeller og læser anmeldelser. Men hvor meget overvejer vi egentlig, hvem vi vælger som venner?
Ofte er venskaber opstået ved et tilfælde. Vi har gået i skole sammen, spillet fodbold eller mødt hinanden til en fest. Her henter Bruun-Lander hjælp hos Aristoteles. Den gamle græker skelnede mellem venskaber, der bygger på nytte, fornøjelse og gensidig værdsættelse af hinandens karakter.
Det sidste er det egentlige venskab. En sand ven er ikke blot en, man har det sjovt med, eller som kan hjælpe med at skaffe et job. Det er et menneske, der kender én, stiller krav og hjælper én med at blive et bedre menneske.
Bruun-Lander bruger blandt andet filmen Blinkende Lygter til at vise, hvordan et fællesskab kan blive truet, når et af medlemmerne forsøger at ændre sit liv. Filosofien bliver på den måde en anledning til at se på noget så almindeligt som vores omgangskreds med nye øjne.
Da kroppen sagde stop
Bogens måske mest personlige fortælling finder vi i kapitlet om den franske filosof Paul Virilio. Bruun-Lander beskriver en periode, hvor hans eget liv var præget af et voldsomt tempo. Han stod op klokken fire om morgenen, studerede, arbejdede, trænede til en Ironman og forsøgte samtidig at være far og ægtemand. Han havde også mistet en god ven.
En dag parkerede han foran Socialforvaltningen i Helsingør. Han skulle til møde, men da han slukkede bilens motor, kunne han ikke komme videre. Kroppen ville ikke længere lystre. Det er en stærk indgang til Virilios tanker om hastighed.
Teknologien gør det muligt at bevæge sig hurtigere, arbejde mere effektivt og nå stadig mere. Men hvad sker der med mennesket, når det selv forsøger at følge med? Spørgsmålet er, hvad vi egentlig vil bruge tiden til?
Vi kan ikke begynde forfra med alting
En anden central skikkelse er den tyske filosof Odo Marquard, som Bruun-Lander kalder sin yndlingsfilosof. Marquard minder os om noget, vi helst vil glemme. Nemlig at vi som mennesker er begrænsede. Vi kan ikke vide alt, nå alt eller skabe en fuldkommen verden.
Derfor har vi brug for det, andre har opbygget før os. Traditioner, institutioner, sprog og fællesskaber hjælper os med at leve i en verden, vi aldrig selv kan overskue fuldt ud. Det er en tanke, der løber gennem store dele af bogen.
Hos Kant undersøger Bruun-Lander, hvorfor pligter også kan være en kilde til frihed. Hos Amartya Sen finder han en forståelse af mennesket som noget langt mere sammensat end den ene identitet, som andre forsøger at påhæfte det.
Og undervejs tager han fat på nogle af tidens mest omstridte spørgsmål om køn, opdragelse, normalitet og kulturel identitet.
Bogen vil ikke have det sidste ord
Bruun-Lander lægger ikke skjul på sine egne holdninger. Men bogens afslutning rummer en vigtig påmindelse om, hvad filosofi også kræver.
Han fortæller om sin underviser, filosoffen Søren Gosvig Olesen, som afviste et forslag til en opgave om wokeisme. Bruun-Lander havde allerede så stærke holdninger til emnet, lød begrundelsen, at der næppe ville komme nogen egentlig tænkning ud af undersøgelsen.
Det er en pointe, forfatteren tager med sig. Filosofi handler ikke om at finde berømte tænkere, der kan bekræfte det, man allerede mener. Den skal også kunne forstyrre ens egne overbevisninger.
Bruun-Lander fortæller i indledningen, at hans niårige datter engang hørte ham læse et vanskeligt filosofisk tekststykke højt. Hun bemærkede, at hvis hun skulle skrive en bog, ville hun skrive én, som alle kunne forstå. Det har hendes far forsøgt.
Resultatet er en invitation til læsere, der måske aldrig tidligere har åbnet en filosofibog, men som gerne vil forstå lidt mere af sig selv og den tid, de lever i. Og man behøver ikke være enig med forfatteren for at tage imod invitationen. Måske er det ligefrem en fordel, hvis man ikke er det.
”Hvad filosofferne har lært mig – tanker til en larmende tid”
406 sider, 210,- kroner
Forlaget Kolbein, 2026.
