I dagene efter Morten Østergaards exit fra Radikale Venstre i efteråret 2020 meldte mere end 200 medlemmer sig ud. En af dem var tidligere sekretariatsleder Anders Kloppenborg, der sagde til Skive Folkeblad:

”Besindelse og omtanke blev skubbet helt til side af en feministisk, inkvisitorisk heksejagt forestået af en gruppe ikke-tilgivende, nådesløse furier og amazoner, som virker, som om de ikke helmer, før det ultimative matriarkat er indført på værste fundamentalistiske vis.”

Kloppenborgs udtalelse indgår ikke i Marianne Stidsens nye bog, Køn og identitet – et spadestik dybere, men er et fornemt eksempel fra virkeligheden på den udvikling, Stidsen i bogen sætter sig for at indkredse, analysere, kritisere og opfordre til modstand mod. Kloppenborgs udtalelse blev hurtigt til et feministisk meme, og der gik ikke lang tid, før udtrykket “nådesløs furie” begyndte at dukke op på alt fra T-shirts til muleposer. Det, der var ment som en kritik og en advarsel, blev af de feministiske aktivister modtaget med stolthed og dyrket som en hyldest.

Stidsen som polemiker
I rollen som offentlig debattør balancerer Marianne Stidsen ofte på grænsen til det polemiske. Eksempelvis vakte det stor vrede, da hun i en kronik i Politiken i februar 2020 lancerede begrebet ”mazisme”, som ifølge Stidsen betegner ”en ny form for matriarkalsk socialisme”, men som af andre – ikke urimeligt – blev opfattet som en sammenkædning af feminisme og nazisme.

Velkendte er også de reaktioner, Stidsens vedholdende kritik af identitetspolitik og radikal venstrepopulisme, herunder MeToo-bevægelsen, medførte i Det Danske Akademi, hvor flere medlemmer i foråret 2020 meldte sig ud i protest mod Stidsens udtalelser. I efteråret 2019 havde Stidsen til Berlingske sagt, at ”MeToo er en terrorbevægelse, og tiden er inde til at begynde at retsforfølge MeToo-aktivister efter terrorparagraffen.” Det var blandt andet den udtalelse, flere af akademimedlemmerne tog afstand fra.

Da jeg gik i gang med Køn og identitet – et spadestik dybere, frygtede jeg derfor, at bogen først og fremmest ville være polemisk. At den ville være en gentagelse af Stidsens voldsomme retorik, men savne den grundige analyse og kølige refleksion, som er nødvendig, hvis en bog skal hæve sig over polemikken og være andet og mere end højrøstet.

Heldigvis viste det sig ikke at være tilfældet. For nok er Køn og identitet – et spadestik dybere sine steder polemisk, og nok rummer den Stidsens vanlige aggressivitet i sproget, men bogen lever samtidig op til sit navn og leverer en filosofisk-idéhistorisk analyse af wokeismens fremkomst, som er mange andre bøger om emnet overlegen. Bogen indeholder desuden konkrete, anvendelige forslag til, hvordan udviklingen kan vendes. Ser du nogen hævde, at Køn og identitet – et spadestik dybere alene er polemisk, kan du være sikker på, at de ikke har læst den.

Et længere forspil
Køn og identitet – et spadestik dybere er inddelt i tre dele og rummer 17 kapitler. I bogens første del præsenterer Stidsen sin analyse af ondets rod. Det sker via en undertiden ganske tung gennemgang af de idéer, som ifølge Stidsen med udgangspunkt i europæisk filosofi spredte sig til USA og siden er vendt tilbage i forvansket form. 

Læsere uden indgående kendskab til sprogvidenskab og filosofi vil skulle spidse ører, når Stidsen forklarer, hvordan det er gået for sig. Del I rummer henvisninger til så mange filosoffer og samfundstænkere, at det er lige før, man bliver svimmel af det. Dette er dog ikke ment som en kritik. Det er en af Køn og identitet – et spadestik dybere klare styrker, at Stidsen leverer en så grundig analyse af forudsætningerne for den identitetspolitik, den vestlige verden er blevet så fuld af. 

Det muliggør både en forståelse af, hvad der er sket, og en diskussion, som har større dybde end den, som ofte finder sted. Hvis prisen for det er, at nogle læsere må springe lidt let hen over nogle af bogens kapitler, når Stidens diskuterer emner som ”den æstetiske dekonstruktion” eller ”det dualistiske aspekt” hos Derrida, Barthes og Kristeva, så er det en pris, der er værd at betale. 

Stidsens pointe er, at poststrukturalismen i sin oprindelige europæiske form ikke forvekslede det virkelige med det uvirkelige. Den forstod, at nogle ting hører hjemme i sfærer hinsides den hverdagsverden, vi alle færdes i. At nogle idéer skal blive i idéernes verden, så at sige. Men noget gik galt, påpeger Stidsen, da den europæiske poststrukturalisme blev populær og udbredt på de amerikanske universiteter. Her forandrede den sig og mistede sit blik for denne opdeling. 

”Resultatet af de forskellige operationer eller tiltag er følgende: Den mere krævende erkendelsesteoretisk-filosofiske side af den franske poststrukturalisme, som nogle – efter min mening en kende uretfærdigt – har været efter, lægges efterhånden helt til side. Eller rettere: Bliver overtrumfet af den forsimplede magtteori hos Marx, Foucault og deres ihærdigste amerikanske arvtager, 4. fase-feministen Judith Butler,” skriver Stidsen og fortsætter:

”Derpå bliver magtteorien kombineret med den poststrukturalistiske metode i dens udpræget banaliserede og forgrovede form og socialkonstruktivismen, som produktet af denne proces hedder, er født. Den bliver efterfølgende brugt nærmest enerådende på alle emner, alle stofområder, al empiri, alt materiale. Med stort set samme resultat hver gang: de marginaliserede, hvad enten det er kvinderne, de farvede, transpersoner eller dyrene, skal tildeles magten over dem, de tidligere hævdes at have været undertrykt af: mændene, de hvide, de heteroseksuelle eller simpelthen homo sapiens. Ud fra den forestilling, at alle relationer i verden er magtrelationer, og at tanken om, at en menneskelig relation skulle kunne være ligeværdig og jævnbyrdig – en tanke, som vores kultur har hvilet på siden Oplysningstiden i og med begrebet om naturretten – er utænkelig, ja ligefrem bedragerisk. Og ud fra den marxistiske forestilling, at det ikke gælder om at fortolke verden, men om at ændre den. Ikke kun lidt, men meget. For ikke at sige radikalt.”

En utopi
I bogens anden del diskuterer Stidsen fremkomsten af det, hun kalder ”utopien om det køns- og identitetsopløste samfund”. Ifølge Stidsen er denne utopi endemålet for den aktivisme, som i disse år føres af bevægelser som Black Lives Matter, MeToo og ikke mindst LGBT+-bevægelsen, som Stidsen betragter som ”den mest magtfulde og ’snu’ bevægelse i det nye paradigme”.

I analysen gennemgår Stidsen nogle af de rædsler, mennesker i totalitære regimer har udsat hinanden for. Det sker under stadig henvisning til en af Stidsens store helte, Karl Popper, og dennes berømte værk, Det åbne samfund og dets fjender. Undervejs er Stidsen igen på filosofisk rejse forbi blandt andre Platon, Hegel og Comte i indkredsningen af, hvad totalitarismen kommer af, inden hun i kapitel 9 og 10 ser på dens konkrete eksempler i form af henholdsvis det klasseløse samfund (kommunismen) og det racerene samfund (nazismen). Disse kapitler fungerer som en optakt til kapitel 11, som rummer Stidens beskrivelse af det, hun betragter som vor tids totalitarisme, wokeismen, og dennes utopi om det køns- og identitetsopløste samfund. En utopi, Stidsen som nævnt i høj grad tilskriver LGBT+-bevægelsen:

”Denne bevægelse er, vil jeg mene, den absolutte mastermind, den suveræne hovedstrateg, når det gælder om at omsætte Butlers og Ahmeds teoretiske utopisme til hardcore virkelighed. Og føre den helt i mål. Det er først, når LGBT+-bevægelsen – eller -lobbyen, som den også bliver kaldt – bliver taget med ind i billedet, at de fulde konturer af den affektbårne socialkonsttruktivisme og intersektionalisme kommer for en dag. At femøren endelig falder, kan man sige. For mens MeToo og BLM har til formål at uddybe kløften – hvorfor man også kan bruge naive mennesker, der ikke har fattet pointen, i sit kram – så har LGBT+ til formål at pege frem mod det ultimative mål, det køns- og identitetsopløste samfund. Akkurat ligesom den socialismens fase med proletariatets diktatur, den oprindelige marxistiske klassekamp indbefattede, i sidste ende skulle pege frem mod det klasseløse, kommunistiske samfund.”

Et politisk program
I bogens tredje del fremsætter Stidsen tre konkrete forslag, som har til formål at forebygge de skader, wokeismen vil forholde. Med udgangspunkt i den meget omtalte V137 om forskningsfrihed på universiteterne foreslår Stidsen, at der vedtages en ”lov om kønsbetegnelser i statslige organer og fora”, en ”lov om religiøse og politiske symboler i det offentlige rum” samt en ”lov om indoktrinering i skole- og uddannelsessystemet”. Love, som Stidsen foreslår gennemført i hele Norden, da problemerne ikke kun er danske, og da det vil øge de enkelte nordiske landes muligheder for at stå imod presset fra blandt andet EU, hvis de står sammen.

Lovene skal sikre, at staten holder fast ved virkeligheden og ikke lader sig overtrumfe af ideologer og deres interesser. Det gælder i forhold til køn, hvor lovgivningen skal tage udgangspunkt i biologisk køn, det gælder i forhold til politiske symboler, herunder regnbueflaget, som skal fjernes fra offentlige bygninger af enhver slags, og det gælder undervisningen i skolerne, som skal friholdes for enhver form for indoktrinering, være den religiøs eller ideologisk, hvilket for Stidsen blandt andet indbefatter radikalfeminisme:

”Endelig som det fjerde – og måske i virkeligheden allervigtigste skridt – kunne man på fællesnordisk basis vedtage en lov, der på håndfast og umisforståelig vis forbød politisk og religiøs indoktrinering i skole- og uddannelsessystemet samt i børnehaverne. Hvad enten det drejer sig om hinduisme, islamisme og tantrisme eller højreekstremisme, radikalfeminisme og shariafundamentalisme. Især når det gælder radikalfeminismen (subsidiært identitetspolitikken), synes denne nye politiske ideologi at være trængt dybere ind i skole- og uddannelsessystemet i vores region, end nogen af de andre ekstremistiske retninger har formået (fordi man har været opmærksom på faren ved dem over længere tid). Og endog også længere end betonmarxismen nogensinde formåede, da den hærgede i 70’erne. (Jeg ved det af erfaring, for jeg gik selv i folkeskole på Midtsjælland dengang, da den røde klassekampideologi huserede). Det, vi ser i dag, er værre, for den neomarxistiske køns- og identitetspolitiske dagsorden har fuldstændig sat sig på hele uddannelsessystemet.”

I redegørelsen for sine forslag advarer Stidsen mod, at kampen mod det illegitime selv bliver illegitim. Formålet med forslagene er ikke at erstatte én form for undertrykkelse med en anden, sådan som man ser eksempler på i Østeuropa. Formålet er at sikre ideologisk diversitet, således at forskellige idésystemer kan sameksistere og udfordre hinanden.

Stidsens idé om en fællesnordisk front mod wokeismen forekommer fornuftig, men næppe realistisk. Det er svært at se Sverige, der blandt andet bedriver feministisk udenrigspolitik, tage Danmark og Norge i hånden i et opgør med MeToo-bevægelsen og den intersektionelle feminisme. Ikke desto mindre er Stidsens forslag interessante, ikke mindst fordi de gør det abstrakte konkret. Hvis man ikke er enig i disse forslag, hvilke vil man så fremsætte? Hvad vil man så gøre? Forslagene tvinger læseren – og kritikeren – til at tænke i handling.

Et vellykket værk
Køn og identitet – et spadestik dybere indeholder mange aspekter og refleksioner, jeg ikke har nævnt, og som jeg ikke kan nævne, da denne anmeldelse i så fald ville blive urimeligt lang. Men det er væsentligt at få med. Hvad jeg har skitseret, er bogens grundtegning. Ikke en udtømmende beskrivelse af, hvad der venter i de mange små og større rum, den udgøres af.

Læsere, der forventer vrede udfald fra Stidsen undervejs, vil ikke blive skuffede. Løbende møder man den Stidsen, som i den offentlige debat bruger sit sprog til at spidde såvel tidsånden som sine modstandere. Det sker for eksempel, når hun skriver om ”momismens og curlingkulturens socialisering af klik-glade børn og unge til fragile jordbær- og candyflossnisse-generationer”.

Men bogen er mere end det. Stidsen demonstrerer for dem, der ikke måtte vide det, at hun ikke kun er en nådesløs furie, men også et reflekteret og vidende menneske, som kan sin filosofihistorie og formår at bringe den i anvendelse. 

Noget, jeg i øvrigt glæder mig til at se reaktionerne på. Et ofte brugt forsvar for wokeismen – eller den venstreorienterede identitetspolitik – er at beskylde dens kritikere for at basere deres kritik på en sløset, hvis ikke ligefrem fordrejet, læsning af de tænkere, de henviser til. Med den grundighed, Stidsen er gået til sagen med, kan hendes analyse ikke afvises med samme lethed.

I mine øjne er Køn og identitet – et spadestik dybere et vellykket værk. Bogen rangerer blandt de bedste, der er skrevet om emnet på dansk, og kan sagtens konkurrere med mange engelsksprogede. Stidsens overordnede analyse er ikke væsensforskellig fra den, man finder hos blandt andre Jordan Peterson, Douglas Murray, Gad Saad og Henrik Dahl, men med sin filosofiske-idéhistoriske analyse bidrager Stidsen med en substans, som gavner diskussionen, og med sine lovforslag leverer hun konkrete løsninger, som giver den retning.

Jeg er normalt karrig med K’erne, men i dette tilfælde ser jeg grund til at bryde med min normale tilbageholdenhed og svinge mig helt op på fem. Køn og identitet – et spadestik dybere fortjener det.