Det er, mens jeg sidder og forsøger at orientere mig i teologen Hans Nørkjær Franch nye bog om Knausgårds forfatterskab, at jeg får kigget op. I et øjeblik vandrer mit blik. Jeg ser alle de flakkende måger omkring mig, jeg ser, hvordan en lille familie på fire spiser pizza (hvorfor mågerne er her), jeg ser damen ved siden af mig læse, mens hun glemmer at drikke af sin kaffe, der er lavet med havremælk, for den særlige hvidbeige farve har kun havremælk.
Jeg ser drengen, der hælder sand i sin vandflaske og løber frem og tilbage. Jeg ser cyklerne, jeg ser de næsten udsprungne kirsebærtræer. Jeg ser solen og lader den varme mit ansigt. Det er her, i dette øjeblik, at jeg forstår Knausgård.
