Lad os begynde med det åbenlyse: Jeg er som kvinde ikke i målgruppen for “Mand kend din styrke”, en guidebog til unge mænd, som skal finde sig til rette i en tid, hvor køn er eksplosivt. Men jeg har læst den nye håndbog for unge mænd for at se, hvilke guldkorn der er at hente.

For at se om forfatterne lykkes med deres projekt: at stive de unge mænds selvtillid af og bygge bro mellem kønnene - og de politiske fløje. Ingen ekstremisme og Andrew Tate, mere dialog og anerkendelse af den biologiske virkelighed.

Bogen lykkes til dels med det sympatiske projekt. Delt op i afsnittene “Køn”, “Samfund”, “Mænd” og “Kvinder” kommer vi omkring kost, træning, karriere, sex og mere. Det er en ordentlig mundfuld, som bliver en anelse overfladisk, da man ikke kan afdække alt dette på 320 sider.

Bogen går før, den kan kravle
Målgruppen flagrer lidt, da den er udnævnt til at være de helt unge knejter, men der skrives en del om ægteskab, at få børn, og om at undgå at blive en taber, der spilder sit liv; relevante emner, men det er vel de færreste 16-årige, der behøver tænke på, hvad de skal gøre for ikke at blive en sløv sofakartoffel, når de er i 30'erne..?

I en verden, hvor de unge allerede kæmper i uddannelsesmanegen, synes jeg også, at det er tidligt, hvis de skal tage bogens karrieretips til sig. Målgruppen bor oftest hjemme, og det er rigeligt, hvis de har et almindeligt lønmodtagerjob, hvor de lærer at være mødestabile og arbejdsomme. Man må kravle, før man kan gå.

Hvilke afsnit fungerer så bedst? Første halvdel af bogen, som fokuserer på to køn (set fra biologiens standpunkt) og samfund. Her lærte jeg en del nyt, og forfatterne har brugt rigeligt med interessante grafer til at illustrere pointerne.

For en kvinde er biologiafsnittene et mareridt at læse
Selve bogens projekt er prisværdigt, fordi ja: Det er svært at være mand p.t. og navigere i en meget rammeløs verden, som vi af en eller anden grund (postmodernismen, læser jeg i bogen) synes er fantastisk i Nordeuropa.

En stor del af biologiafsnittene er dog som kvinde over 30 lidt af et mareridt at læse. Det var som et voldsomt biluheld: Jeg havde ikke lyst til at se på grafen over, hvor uattraktiv jeg åbenbart er som 37-årig, men jeg kunne ikke lade være. Det var sært fascinerende.

Men der var også afsnit i bogen, hvor jeg spontant udbrød “Nej” og “Det passer ikke” - idéer, som jeg simpelthen synes stinker. Det var især bogens datingråd, (i bogens anden halvdel) der faldt mig for brystet. Af højdepunkter kan nævnes rådet om at have to-tre fotos på ens Tinderprofil (vi kvinder ser få fotos som et forsøg på at snyde os) og at være så fåmælt, at kvinden skal trække information ud af manden.

Revival af 00'erne
Forfatterne har en tese om, at kvinder elsker mysterier. De råder derfor til, at man(d) ikke fortæller noget om sig selv. Man skal med andre ord være en dødssejler af en samtalepartner!

Jeg kan ikke afvise, at nogen elsker det, men personligt tænker jeg, at hvis en mand ikke kan holde en enkel samtale kørende med mig, så kan han nok ikke så meget.

Bogen opfordrer også til en revival af et af 00'ernes scoretrick, negging: pil kvinden ned, men pak det ind som et kompliment. Jeg husker disse sproglige stikpiller fra nullerne, og de virkede ikke. At se negging på programmet i 2025 er nostalgisk, men vammelt. Som en Piña Colada.

Der er også påstande, der fremstilles som fakta, men som jeg på grund af manglende kilder, må antage er meninger. For eksempel blev det gentaget flere gange, at kvinder elsker drama. Ikke “nogle kvinder” eller “unge kvinder” - alle kvinder, uanset alder. En anden påstand er, at mænd ikke må vise svaghed, fordi kvinder tænder af på det.

Bramfri lummeronkel
Generaliseringer som disse, tror jeg, skader forfatternes ønske om dialog og brobygning. Forfatterne forklarer faktisk om generaliseringer i introduktionen: Man er nødt til at generalisere lidt for at kunne tale om den biologiske virkelighed, og det er jeg meget enig i.

Men der er forskel på at generalisere baseret på statistik (kvinder er lavere end mænd), og at udnævne alle kvinder til dramaqueens. Deres holdninger har de naturligvis lov at have og ytre og især i disse tider, hvor ytringsfriheden er under pres, men det er vigtigt at gøre klart, hvilke påstande, der er faktuelle, og hvilke der er ens meninger. Ellers kan det blive meningsforstyrrende.

Bogen er ellers skrevet i et letlæseligt sprog, og tonen er “ung lummeronkel”. Uformelt og bramfrit. Forfatterne ønsker, at bogen skal være politisk ukorrekt, og dét er de lykkedes med. Mine yndlingspassager i bogen var elementer, der på sin vis var løsrevet resten: nemlig indskudte bokse hvor Asger og Alexander i jeg-form, fortæller om deres liv. Forfatterne reflekterer så fint og rørende om det, der har formet dem som mænd, og jeg fik tanken, at en samtalebog mellem de to måske var en idé til fremtiden.

“Mand kend din styrke”, Asger Garde & Alexander Kvist Hansen
Udgivet på forlaget: Pressto
323 sider
Pris: 299 kroner