Anmeldelse

06.03.25

Tarzans testamente

EN MAND ANMELDER: Jorden brænder under dagens unge mand. Men bare rolig. En krabask af en bog er udkommet som redning. Thomas Wivel anmelder Asger Garde og Alexander Kvist Hansens "Mand kend din styrke". Vist har den styrker, men også svagheder. Men missionen, den er stærkt tiltrængt.

Jeg var med til at starte Manderådet på Københavns Rådhus i 2018. Der var brug for et bolværk mod den flydende magma, der faretruende strømmede over bjergkæderne fra MeToo. Mænd i alle afskygninger var fra den ene dag til den anden satans yngel.

Sidenhen er det ikke blevet meget nemmere. Testosteron er ikke i høj kurs. Så det er med glæde, at jeg ser denne bog blive skudt afsted over Danmark. De to forfattere, Asger Garde og Alexander Kvist Hansen, har tydeligvis sat sig for at flexe den mandige muskel i en hårdt pumpet sixpack af en bog.

Værket er særligt henvendt til den unge mand, der famler i urskove af forvirring.

Den unge mand bærer verden på sine skuldre. Han er ikke langt fra at kollapse, og bogens bjælke vil bære ham. Forfatterne går indlevet til værks i forførelsens labyrintiske fremdrift. Forførelsens dilemmaer og paradokser foldes flot og indlevet ud. Som en gladiator er forfatterne klar til at kæmpe med rovdyret og går med oprejst pande i arenaen. De vover at udfordre den forkætrede samtykkelov, der trådte i kraft i 2021.

Man kan ikke forhandle begær. Loven rammer mænd i særdeleshed er påstanden. Den kastrerer. Med klinisk kulde lammer den lyst og libido. Et nej er ikke altid et nej. Men den sanseløse erobring reduceres til en paragraf i en retsbestemmelse. Her indtager forfatterne strålende det ledige standpunkt. Det er stærk og vigtig læsning.

Mænd hader kvinder - eller er det omvendt?
Da MeToo for alvor satte fra land i 2017, formåede kvinder lynsnart at samle sig i fælles front mod overgreb. Et nyt sprog viste sig fra fronterne: toksisk maskulinitet, privilegieblindhed og mansplaining var skældsord, mænd måtte forholde sig til. Det splittede identiteterne.

På side 1 i den nye grundlov står, at mænd hader kvinder. Det er ikke til diskussion. Heksejagten er forbi. Nu er det kvinder, der tænder bålene. Hammeren falder, og den falder tungt. Et meteor splintrer planeten. Kampen er muteret. Hvis du er så naiv at antage, at du er mand, er du ramt af en konspiration.

Du er flasket op med en biologisk løgn. Men du er ikke et resultat af din biologi. Din krop er ikke en brøkregning. Woke sætter reglerne op, så du forstår, hvad det er for et spind af usandheder, du har viklet dig ind i. Woke advarer: Øgler fra en fjern fortid brøler til dig, at dit underliv definerer dig.

Det diktat har du blindt taget til dig. Men sådan må du ikke se dig selv. Patriarkatet har åbnet en afgrund, og du falder dybt i den. Hold fast! Du er, hvad du identificerer dig med. Sidst jeg så efter, er der 72 køn i omløb. Så hvis du opfatter dig som mand, er du gidsel i forbenet fortid.

Det er disse sokler, bogen heltemodigt vælter. Manden må tilbage som Løvernes Konge.

Et godt makkerpar
De to budbringere, hvoraf den ene er født i 1970 og har beskæftiget sig med kommunikation og sociale medier på Christiansborg siden 2018. Den anden er fra 1986 og har med juridisk rådgivning på Christiansborg at gøre. Der er altså et godt tænkt spænd i forskellene på dem aldersmæssigt, der forsyner analysen med forskellige perspektiver.

I presseteksten står, at projektet runder biologi, tiltrækning, den seksuelle markedsplads, maskulinitet, forførelse, sex og parforhold. Det er ikke nødvendigvis en bog, man skal læse som en roman. Du kan sagtens se den som en vejledning, du kan gå til og fra i, og som du kan slå op i efter behov. Så langt så godt.

Forvirret på et højere plan
Men jeg tilstår og hoster tørt her: Jeg har nu i ugevis pløjet mig igennem dens oceaner af statistikker, grafer, tabeller og regnestykker. Jeg er en erfaren læser, og jeg mistede pusten. Hvis hensigten er at gøre livet enklere for den rundtossede unge mand, så vil jeg mene, at deres prisværdige bestræbelse kan risikere at forvirre yderligere.

Alexander og Asger fortæller deres personlige historie i sorte rubrikker i nogle af kapitlerne. De tjener til at underbygge den leksikale gennemgang. De er det mest interessante ved bogen.

Alexander skriver om at forsøge at redde sin berusede far. Det lykkedes ikke. ”Jeg lærte, at man kan ikke hjælpe én, der ikke vil hjælpes..”. Det er ikke et langt afsnit, men det greb mig. Den personlige erindring fungerer her. Den ville jeg gerne læse meget mere af. 

Men hvorfor er det trykt med så små typer? Min læsebrille er på overarbejde. Der er klausuler i en forsikringsaftale, der står med større bogstaver.

Kun snyd, hvis det opdages
Afsnittet ”Gør dig højere” instruerer pertentligt i, at du kun er god nok, hvis du er over 1 meter og 81. Hvis du fejler her, så kan du godt droppe at få opmærksomhed fra kvinder. Forfatterne foreslår i fuld alvor, at så skal du endelig sørge for at gøre sig højere. Det kolliderer med den ellers prægnante pointe om, at vi skal være os selv bekendt.

Forfatterne formaner også, at overvægt er et problem, hvis man vil score. De har endda illustreret det med en kraftig fyr overfor en slank. Hvis man som ung mand kæmper med højde og vægt, så kurerer den metode ikke ligefrem lavt selvværd.

De anfører, at vrede er godt, men stoicisme er kernen. Jeg kan ikke tilslutte mig begge konklusioner. Jeg mener, at den stoiske tilgang har gjort meget skade på mandens selvforståelse. Den har lært ham at undertrykke sin angst. Vi må være strengt selvovervågende. Men vi risikerer at smadre i den bæltefiksering, det stoiske krav kan være.

Hatten af for missionen
Missionen er yderst tiltrængt. Bogen er et åndehul. Men hvis postulatet er, at den unge mand i dag mangler orientering, så ærgrer det mig, at dens ruteplan er så uoverskuelig.

Den vil det hele, men skrider under egen tyngde. På den anden side: Bogen minder på den måde overbevisende om den unge mand i dag. Men det er næppe målet.

“Mand kend din styrke”, Asger Garde & Alexander Kvist Hansen
Udgivet på forlaget: Pressto
323 sider
Pris: 299 kroner

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter