Filmen Drive My Car bygger på Haruki Murakamis novelle fra 2014 med samme navn, som findes i novellesamlingen Mænd uden kvinder. En novellesamling der indeholder syv fortællinger om livet med og uden kærlighed, hvor alle fortællingerne er om mænd, der har mistet den kvinde, de elskede. Det er over denne kun 33 siders lange novelle Ryusuke Hamaguchi (også kendt for Japanske fortællinger, 2001) har skabt dette tre timers lange desillusionsdrama, der med ophøjet japansk værdighed, lader kunsten og livet afspejle og betinge hinanden.
I filmen følger vi teaterinstruktøren og skuespilleren Yusuke Kafuku (Hidetoshi Nishijima), som lever i et kærligt parforhold med sin hustru tv-forfatteren Oto (Reika Kirishima). De lever begge af at skabe historier, og det er i historien, de for alvor mødes. Den er deres intime rum, deres fællesskab. Det er mens og især efter sex, hvor Oto ud af orgasmens frydefulde tilstand af tenderende trance spinder sine historier. Her smelter fortælling, kunst og sex sammen. Dagen efter kan hun ikke huske sine historier, så Yusuke genfortæller dem, så hun kan skrive dem ned.
Selvom de deler en stor sorg i deres forhold, og Oto - måske pga. det, måske ikke - kaster en skygge over deres fælles liv, tvivler man aldrig på kærlighedens ægthed og oprigtighed mellem de to. Filmen kryber sig smukt og med ømhed ned i kærlighedens komplekse og nogle gange uforståelige væsen.
Når Oto fortæller historier, vender hun altid tilbage til den samme, der handler om en teenagepige, der i sit tidligere liv var en lampret. Hun sniger sig ind på værelset hos en dreng fra skolen, som hun er forelsket i og bytter en af sine ting ud med en af hans. Når hun er der, forsøger hun altid at overvinde fristelsen for at onanere. Men en dag overgiver hun sig til lysten, og mens hun ligger på hans seng, kan hun høre, døren til huset, bliver åbnet. Når hun fortæller historien til Yusuke ender historien altid her, som en cliffhanger, uden afslutning. Men senere skal Yusuke høre historien genfortalt af en anden mand og med en afslutning. Vi forstår, at det ikke bare er en hvilken som helst historie, men at det er en metaforisk bekendelse om hende selv.
Egentlig foregår størstedelen af plottet i Hiroshima, hvor Yusuke er taget til for at sætte den berømte forestilling Onkel Vanja op af Anton Tjekhov. Teatret beordrer ham at skulle have privatchauffør på grund af en tidligere instruktørs biluheld. Det er ikke med lidet uvilje for hans elskede røde Saab 900 Turbo er så godt som hans andet hjem. Det er hans rum for at være, tænke og finde fred. Og så arbejder han i den. Han øver og reciterer replikker. I bilen er han tæt på Otos stemme som giver genklang i hele bilen, for hun laver lydkasseoptagelser af de stykker, han arbejder på, så han kan høre dem, mens han kører. Andre skal ikke forstyrre hans personlige space.
Men hvis han vil fortsætte arbejdet, bliver det med chauffør. Det er teatrets udtalelse, for de kan ikke risikere en ulykke igen, og chaufføren er også allerede betalt. Chaufføren er en ung kvinde, Misaka (Tôko Miura), som ud over at være en glimrende billist, også skal vise sig, at blive en slags sjæleven. Ingen af dem er særligt transparente i deres følelsesliv, men de opdager, at de deler sorgen og fortrydelsen. Sammen søger de svar, og måske finder de dem ikke, men de reflekterer og hjælper hinanden til at finde accept.
Drive My Car er som sådan et langt roadtrip i sorg og en rejse i at give slip på det i fortiden, man ikke kan ændre på. Den byder på kærlighed, sorg og store familiehemmeligheder, og når to lidt indelukkede mennesker skal tale om sådanne ting, gør det vist et eller andet godt for samtalen og fortroligheden at man kan sidde i en bil og bare kigge ligeud.
Det er med al sandsynlighed heller ikke tilfældigt, at det netop er Onkel Vanja, et stykke moderne realistisk drama, hvor livsallegorien er vigtigere end handlingen, som Yusuke kaldes til Hiroshima for at opføre. Tjekhov ønskede at dramaet skulle afspejle livet som det er, og at scenen skulle være scene for den genkendelige livsnære hverdagsagtige samtale, udfoldelse og følelse. Dramaet skal tale ind i menneskets genkendelige og reelle liv. Og i den forbitrede Onkel Vanja genkender Yusuke noget af sig selv. De er begge låst fast i en følelse af spildt liv og tanker om, hvad der kunne have været.
De fortalte og opførte historier - både dem Oto fortæller og dem Yusuke instruerer - fletter sig ind i virkeligheden og viser at livet og kunsten taler sammen. Yusuke forstår, at historierne er til ham. Kunsten som en tale ind i livet lykkedes, for den lykkedes med at skabe et rum i hvilket man lærer noget om sig selv og dermed blive klogere.
Drive My Car er med sin langsommelighed ikke for alle, og der er mange huller i den, man selv skal udfylde. Men kan man lide det, er det også en film, der kan give enormt meget. Billedsiden er eminent, og det er en meditativ fryd at følge den røde Saab 900 Turbo i fugleperspektiv på de japanske veje med dets skilte, kraner og grønne bakker og træer. Filmen er en lang proces i at turde slippe rattet og ånde ud. Selvom filmen viser, at sorgen indimellem er livets følgevend, så er det en film, der vil livet, og man forlader den håbefuld og med lethed.
