Anmeldelse

Som et strejf af en fokusgruppe

‘Blondinens betragtninger’ indeholder ingen originale tanker og stiller ingen nye spørgsmål. Den rummer til gengæld en stribe paradokser, skriver anmelder Tobias Petersen om den nye feministiske debatbog fra tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Bogen er nyligt udkommet på Forlaget 28B.
Bogen er nyligt udkommet på Forlaget 28B.

Udgivet 06.10.21

Hvis man samlede en gruppe af unge feminister og bad dem komme med forslag til, hvad en bog om køn, feminisme og MeToo skulle indeholde i 2021, ville resultatet blive Helle Thorning-Schmidts nye bog, Blondinens betragtninger – om køn, feminisme og #metoo. Så syntetisk er den. Fra første til sidste side har man en klar fornemmelse af at sidde med et produkt, ikke med en bog.

Man kan næsten høre stemmerne for sig, mens man læser den. ”Husk at skrive noget om patriarkatet, det er vigtigt! Men du må heller ikke glemme slutshaming, mansplaining, whatabaoutism, kønsstereotyper, majoritetskultur, klasse, etnicitet, hudfarve, sexisme, MeToo, intersektionalitet, ligeløn, kønsidentitet og queerteori! Og har du husket Sofie Linde?”

Fordi Blondinens betragtninger er et produkt, tager den også hensyn til de lidt ældre læsere, der er skeptiske over for ungdommens identitetspolitiske luner. Helle Thorning-Schmidt giver den ikke kun som den cool mor, der er ung med de unge, men også som den forstående veninde, der ikke bebrejder sine jævnaldrende, at de ikke har styr på alle de rigtige ord endnu.

”Der er mange, der bliver trætte af identitetspolitik og oplever, at det mest af alt handler om, at alle føler sig specielle. Og jeg kan godt forstå, at man kan blive provokeret af, at folk søger efter at være ekstreme individualister. Det er værd at diskutere, om der er noget potentielt negativt ved hele den identitetspolitiske bevægelse, ved alt det woke, ved queer-tankegangen,” skriver den tidligere statsminister, inden hun kort efter beroliger sine ældre læsere med, at det nok skal gå alt sammen:

”Jeg anerkender, at den risiko findes, men jeg er ikke så bekymret, når det kommer til stykket. Jeg kan godt lide de unge mennesker i dag. Ungdommen har altid været søgende og i opposition til forældrene. Det er en del af det at blive voksen. Jeg har i min hverdag og i mine møder med yngre mennesker svært ved at se, at noget er galt på den front.”

Som produkt betragtet er bogen vellykket. Den appellerer til et bredt publikum af læsere, og de fleste af dem vil synes om den, for den fortæller dem, hvad de gerne vil høre: Mænd har undertrykt kvinder i århundreder, kvinder er trætte af sexisme, mænd skal alliere sig med kvinder i kampen for ligestilling, og vi skal ikke være så bange for de unges leg med køn og identitet. 

Som bog betragtet er sagen en anden. Helle Thorning-Schmidt bruger løs af den feministiske værktøjskasse, men forholder sig hverken til værktøjerne, kassen eller alt det, feminisme også er. Vi bliver bogen igennem på det overfladiske niveau, og den smule selvrefleksion, Blondinens betragtninger indeholder, virker lige så iscenesat som resten af værket.

Der er kort sagt tale om en bog, ingen bliver klogere af, men mange vil være glade for at læse. Et designprodukt til tiden. En sukkersød kanelsnurre fra Meyers i det helt rigtige papir.

En bog i strid med sig selv
Blondinens betragtninger er fuld af paradokser. Bogens hovedpointe er, at vi skal gøre op med den undertrykkelse af kvinder, samfundet i århundreder udsat kvinder for. Patriarkatet skal nedbrydes, og det vil komme alle til gavn, også mænd. Hvordan det kan hænge sammen, får vi dog ikke svar på. Hvis samfundet faktisk undertrykker kvinder og giver mænd fordele, som Helle Thorning-Schmidt mener, hvorfor skulle det så gavne mænd at lave om på det? Hvis det faktisk passer, at den nuværende samfundsindretning er så stor en fordel for mænd, som den tidligere statsminister på linje med andre feminister hævder, har mænd ikke den fjerneste grund i verden til at blive de allierede i kampen mod patriarkatet, hun opfordrer dem til at blive.

Et andet paradoks består i forholdet mellem Helle Thorning-Schmidts liv og analyse. På den ene side skriver hun side op og side ned om alt det, samfundet forhindrer kvinder i at opnå. På den anden side er hun som tidligere statsminister et levende bevis på, at kvinder kan nå til tops. Hvis patriarkatet eksisterer, har det ikke formået at stoppe Helle Thorning-Schmidt.

Et tredje paradoks findes i bogens afsnit om det at være mor. Helle Thorning-Schmidt understreger, at kvinder skal holde op med at forsøge at være perfekte. Der er ”en udbredt stræben efter perfektion i moderskabet, som i mine øjne er usund,” skriver hun. 

”Kvinder har værsgo at tage sig sammen. Ikke i kampen for at være perfekte, men i forhold til at turde være det modsatte. Ingen behøver sammenligne sig selv med alle mulige andre hele tiden og tro, at man har tabt, bare fordi man ikke lever op til et eller andet, ofte uopnåeligt, ideal,” fortsætter den tidligere statsminister lidt efter.

Denne ”formaning” til mødre om ikke at stræbe efter det perfekte - som naturligvis ikke er spor andet end de ord, de fleste kvinder gerne vil høre: Du er okay, som du er - står i kontrast til Helle Thorning-Schmidts eget moderskab, som det er lykkedes hende at kombinere med et hektisk arbejdsliv som toppolitiker. Den tidligere statsminister fortæller blandt andet, at hun aldrig har skammet sig over at købe pizza eller pølsehorn med til fester i børnehaven eller skolen, når tiden ikke var til hjemmelavet mad eller kage. ”Det gad jeg ikke være flov over. Det var ikke en konkurrence, jeg deltog i,” skriver hun. Både her og andre steder i sin moderskabsfortælling fremstår Helle Thorning-Schmidt som en selvsikker kvinde, der ikke ligger under for omverdenens forventninger. Mon ikke, det er den mor, mange kvinder gerne vil være? Den perfekt uperfekte mor.

Et fjerde paradoks, og så vil jeg heller ikke nævne flere, handler om puder. Mere specifikt de ”bløde puder”, kvinder ifølge Helle Thorning-Schmidt har tendens til at lægge ud, hver gang de kritiserer mænd. Formentlig inspireret af Sara Achmed og hendes idé om at være en feministisk killjoy, der ikke er bange for at ødelægge den gode stemning - men uden at nævne Achmed eller bruge hendes term – opfordrer Helle Thorning-Schmidt kvinder til at holde op med det.

”Kvinder tager let ansvaret for at bevare den gode stemning for enhver pris, og det er jeg ikke sikker på, er hverken sundt eller hensigtsmæssigt,” skriver hun og fortsætter lidt efter:

”Kollektivt laver vi kvinder et blødt leje, manden kan lande på. Så snart vi er i gang med at så frøet til et opgør, for eksempel ved at sige fra over for seksuel chikane, går der fem minutter, og så er der kvinder, som understreger, at det ikke er spor farligt: ‘Vi ved godt, at flertallet af jer er så søde og rare, og tak, fordi I kan lade være at danse tæt, når det ikke er passende, og i det hele taget kan opføre jer ordentligt.’ Pyh, så er der forhåbentlig ingen sure mænd.”

I kapitlet, bogens sjette, langer Helle Thorning-Schmidt ud efter journalist og tv-vært Puk Elgård, som på Instagram på et tidspunkt skrev en hyldest til ”de gode mænd”:

”Jeg synes, det er på tide, at vi hepper på de gode mænd. De mænd, der aldrig danser for tæt eller er grænseoverskridende og dominerende. De mænd, der er vores fortrolige, og de mænd, der skaber god stemning på vores arbejdspladser. De mænd, der passer på os i nattelivet, i hverdagen og i hjemmet og spørger, om vi er okay, og giver tryghed og god energi. De mænd findes, og dem må vi ikke glemme. Tak for jer,” skrev Puk Elgård i opslaget.

Ifølge Helle Thorning-Schmidt begik Puk Elgård her den fejl at lægge en blød pude ud, mænd kunne lande på.

”Puks opslag var også en af den slags små puder. Og den underforståede inddeling af mænd i to grupper, som det udsagn indeholder, gjorde mig træt. De gode mænd og de dårlige mænd. For skaber man den opdeling, misser man en vigtig pointe og et vigtigt stykke arbejde. Man siger til de ‘gode’ mænd, at de slet ikke har noget, de skal lave om: I er med, I har vundet, I har ikke nogen patriarkalsk struktur i jeres baghoved, som I skal arbejde med, I kan bare gå videre, som I er. I behøver ikke tage stilling til ligestilling. I behøver ikke overveje, om jeres egen opførsel altid har været helt fin i kanten. For I er ‘de gode mænd’. Passér gaden!” skriver Helle Thorning-Schmidt og tilføjer:

”Det bliver endnu en måde at pakke mænd ind i vat på. De får et fripas, de behøver ikke stille de svære spørgsmål til sig selv: Er jeg selv en del af løsningen? Hvordan kan jeg være en del af løsningen? Forstår jeg egentlig de mekanismer, der er i spil? Har jeg modet til at aflære nogle af de ting, jeg selv er vokset op med, og nogle af de ting, jeg tror, jeg ved? Kan jeg være en bedre mand, end jeg er?”

Helle Thorning-Schmidts kontante modstand mod ”bløde puder” står i kontrast til den overbærenhed, hun andre steder i bogen lægger op til. For eksempel i bogen syvende kapitel, ’Om at sige undskyld’, i hvilket hun opfordrer kvinder til at acceptere mænds undskyldninger. Her kommer den tidligere statsminister blandt andet ind på Jeppe Kofods meget omtalte deltagelse ved et DSU-arrangement, hvor den på det tidspunkt 34-årige socialdemokrat havde sex med en 15-årig pige.

”Jeppe sagde undskyld for sin opførsel dengang, og med tiden gav vi ham hans ordførerskaber tilbage. Fem år senere opfordrede jeg ham til at blive partiets spidskandidat til Europa-Parlamentet, ligesom han som bekendt siden blev udenrigsminister,” skriver Helle Thorning-Schmidt og fortsætter:

”I forbindelse med #metoo-bølgen kom sagen til debat igen, i forhold til om det kunne forsvares, at Jeppe var udenrigsminister, med den historie, han havde med i bagagen. Det mener jeg godt, at det kan – forudsat at en undskyldning er oprigtig, og at der ikke er flere sager, vil jeg holde fast i, at vi skal have plads til at lære af vores fejl, komme videre og blive bedre.”

Hvis ikke det er en blød pude, hvad er det så?

Jes Dorphs manglende undskyldning
Blondinens betragtninger er i al væsentlighed en gennemarbejdet bog. Men den rummer mindst ét kritisabelt problem. Det fremgår af bogens netop omtalte syvende kapitel, ’Om at sige undskyld’, hvori Helle Thorning-Schmidt diskuterer sagen om tidligere tv-vært Jes Dorph-Petersen. 

”Set udefra virkede det, som om Jes brugte mere tid på at kritisere TV 2 for at have behandlet ham urimeligt, end han brugte på at give en ordentlig undskyldning. Det ene burde ikke udelukke det andet. Det skal ikke handle om den sag, men som eksempel: Jes kan godt have været udsat for en problematisk proces hos sin tidligere arbejdsgiver og samtidig give klart udtryk for, at han er ked af, hvis han har opført sig forkert over for kvinder,” skriver Helle Thorning-Schmidt og tilføjer lidt efter:

”Hvis en mand i den situation i stedet sagde: ‘Undskyld! Det er jeg ked af, det skammer jeg mig over, jeg tager ansvar for den smerte, jeg har forvoldt. Det, kan jeg godt se nu, var alt for meget. Jeg vil prøve at forbedre mig fremover, hvad kan jeg gøre for at hjælpe?’, var vi allerede kommet videre. Fremfor at alt igen går op i sårede egoer og fnidder.”

Jes Dorph-Petersens sag begyndte at rulle i medierne 5. januar 2021. Allerede en måned senere, 4. februar, undskyldte Jes Dorph-Petersen til de kvinder, sagen drejede sig om. Det skete i P1-programmet ’Tal til mig’ i en episode med titlen: ’Jes Dorph-Petersen: ”Jeg vil gerne give en undskyldning”’.

”Hvis jeg havde haft muligheden for at sidde overfor specielt den ene, der anmeldte mig, er jeg ret sikker på, at hun og jeg kunne have talt det her igennem, og jeg kunne have givet en undskyldning. Og så tror jeg faktisk, at vi var gået ud af rummet som to mennesker, der forstod hinanden. Men ja, en undskyldning kan man jo godt give, ikke kun fordi man har gjort noget der er skamfuldt, men fordi man har gjort noget, der har såret andre. Og så vil jeg gerne sige undskyld,” sagde Jes Dorph-Petersen.

Helle Thorning-Schmidt nævner andre steder i Blondinens betragtninger hændelser, som er fundet sted til og med sommeren 2021, for eksempel episoden på en skole i Vejle, hvor piger blev forbudt at gå i crop tops (et forbud, som meget hurtigt blev trukket tilbage igen). Når hun tegner et billede af, at Jes Dorph-Petersen ikke har undskyldt, kan det derfor ikke forklares med, at undskyldningen faldt, efter bogen var skrevet. Der er tale om et bevidst fravalg. Et uklædeligt et af slagsen.

Veludført, men ureflekteret
Sprogligt er Blondinens betragtninger på det jævne. Sine steder bærer teksten præg af, at Helle Thorning-Schmidt har skrevet flere taler end de fleste. I starten kan man ligefrem få det indtryk, at man læser et uddrag af Dronningens Nytårstale. Det er dog mere et kuriosum end et problem. Blondinens betragtninger er en debatbog, og debatbøger er ikke underlagt et krav om at være stor lyrik. De korte, letforståelige sætninger og afsnit og den ikke-akademiske tilgang til stoffet betyder også, at de fleste kan være med. Man behøver hverken en ph.d. i filosofi, litteratur eller kønsstudier for at forstå, hvad Helle Thorning-Schmidt skriver.

På indholdssiden er der dog meget lidt at komme efter. Helle Thorning-Schmidt tilfører ikke debatten om køn og ligestilling noget nyt. Bogen er en lang opremsning af allerede kendte idéer, som ikke behandles på andet end det mest overfladiske niveau. Blondinens betragtninger indeholder ingen originale tanker og stiller ingen nye spørgsmål. Den opsummerer fint, hvad mange feminister mener, men den udfordrer hverken sit eget udgangspunkt eller de læsere, for hvem idéer om patriarkatet, kønsstereotyper og majoritetskultur ikke kommer som en overraskelse. 

Det betyder dog ikke, at bogen ikke kan blive en bragende succes. Det, tror jeg, den har store chancer for at blive. Som produkt betragtet – og det er som nævnt indledningsvis den rette måde at betragte bogen på – er Blondinens betragtninger gennemtænkt og veludført. Når det inden længe bliver jul, kan bogen både ligge under træet til familiens gymnasiedatter og mors 50-årige søster. Helle Thorning-Schmidt formår i bogen både at henvende sig til de unge med en besked om, at hun forstår dem og lytter til dem, og til de lidt ældre, som hun opfordrer til at gøre det samme.

I sin tid som statsminister blev Helle Thorning-Schmidt ofte kritiseret for, at man ikke kunne mærke hende. Det var blandt andet et tilbagevendende tema i TV 2 NEWS-programmet ’Mogensen og Kristiansen’. Med bogen forsøger den tidligere statsminister at rode bod på det, men det lykkes ikke. Som læser sidder man tilbage med den samme følelse, som man gjorde, da Helle Thorning-Schmidt var statsminister: i tvivl om, ikke hvad hun mener, men hvorfor hun mener det.

Det er dog ikke derfor, bogen kun får to K’er. Blondinens betragtninger skal ikke bedømmes på Helle Thorning-Schmidts evne til at virke autentisk. Den skal heller ikke bedømmes på de beslutninger, hun traf i sin tid som statsminister. Blondinens betragtninger skal bedømmes på sit bidrag til debatten om køn og ligestilling, som den med undertitlen om køn, feminisme og #metoo skriver sig ind i. Den skal desuden bedømmes på sin evne til at formidle sine budskaber til læseren.

Det sidste lykkes bogen rigtig godt med. Blondinens betragtninger er veldisponeret, overskuelig og er behageligt sat op med god plads mellem linjerne og afsnittene. Trods sine små 200 sider er bogen derfor ikke længere, end at de fleste kan læse den på et par timer eller tre. Både Helle Thorning-Schmidt og folkene bag bogen kan være stolte af den side af sagen.

Nej, det er indholdet, der trækker ned. I glimt får vi indblik i Helle Thorning-Schmidts erfaringer og de tanker, hun har gjort sig i løbet af sit liv. Disse afsnit tilfører bogen værdi og løfter det samlede indtryk. Men de er ikke mange og stærke nok til at kompensere for den trivielle og helt igennem ureflekterede brug af feministisk tankegods, bogen hviler på.

Helle Thorning-Schmidt afslutter bogen med 10 betragtninger, som læseren opfordres til at tage med i sit privatliv, arbejdsliv og sociale liv. Jeg vil afslutte denne anmeldelse ved at bringe tre af dem og give den tidligere statsminister det sidste ord:

”Forskelsbehandling findes. Patriarkatet bor i os alle sammen. Vi gider ikke blive ved med at skulle begynde alle diskussioner om de her temaer med, at kvinder skal vende vrangen ud på sig selv og berette om private oplevelser for at bevise, at der stadig ikke er lighed mellem kønnene.”

”Køn er et spektrum. Den skarpe binære opdeling er ikke længere det eneste rigtige. Det er gammeldags og giver ikke mere frihed til alle.”

”Mænd skal gøre op med sig selv, om de er allierede med kvinder eller ej, og tænke over, hvordan de kan være med til at løse de her problemer. Det kræver, at også mænd orienterer sig i feministisk tænkning, accepterer, at der findes en majoritetskultur, som de typisk er en del af, og at de lytter til kvinder og ikke skyder budbringeren.”

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter