Ingen har fået så meget ud af et grundkursus i filosofi som Alexander Sokol, selv om han måske ikke har taget et. Hans bog kan sagtens indgå som et fint supplement til en bachelorgrad i det fag, så grundig og omfattende som den er. I den observation ligger både en anerkendelse af bogen og en påpegning af en begrænsning ved den.
På den positive side er bogen forbilledlig i sit forehavende. Når man, som Sokol, identificerer et problem i samfundet, har man også formuleret en opgave, som skal løses. Sokol har tænkt grundigt igennem, hvad det er, der konsekvent går galt i verden omkring ham, og han giver sig i kast med at bøde på problemet. Det i sig selv er forbilledligt.