Det er blevet en ny politisk refleks: Når der mangler hænder, skal vi hente dem i udlandet. Når velfærden halter, må vi importere folk til at vedligeholde den. Og når vi mangler børn, ja, så foreslås det implicit, at vi erstatter dem med voksne udefra.

Demografisk selvmord forklædt som nødvendighed
Danmark er ikke en fabrik, eller en økonomisk zone. Danmark er et folk - et levende, organisk fællesskab. Vi er ikke sat i verden for at optimere bundlinjen, men for at videreføre en konkret nedarvet identitet.

Når vi behandler mennesker udefra som udskiftelige produktionsenheder, begår vi to fejl: Vi umenneskeliggør dem, og samtidigt opløser vi os selv. Vi inviterer dem ind for at dække et “behov”, men forventer samtidig, at de opgiver deres rødder, deres sprog, deres særegenhed.

De skal blive som os, for at kunne tjene os. Det er en kolonisering, men den foregår ikke ved vold eller magt. Vores eget samfund gøres afhængigt af mennesker, der dybest set ikke burde være her.

Folkefælleskab eller system
Når vi i dag hører erhvervsorganisationer tale om “manglen på arbejdskraft”, og kommuner tale om “rekrutteringsstrategier” i udlandet, bør vi stoppe op og spørge: Hvad er det, vi egentlig forsøger at opretholde? Er det samfundet, er det folkefællesskabets fremtid, eller er det bare systemet?

For velfærdsstaten i sig selv er ikke noget mål. Den er kun værdifuld, hvis den bæres af et folk, der oplever den som sin. En velfærdsstat uden folkefællesskab bliver til en velsmurt forvaltningsmaskine uden sjæl.

Det er sådan, vi er begyndt at indrette os på fremtiden; vi betragter “systemet” som nødvendigt, og hævet over kritiske spørgsmål i sin essens, og for at vedligeholde dette system, kræver det import af unge mennesker i den arbejdsdygtige alder.

Men selvom vi betragter dem som golde produktionsenheder, er de lige så forbundne til eget sprog, egen historie og arv, som vi er til vores. Vores krav om at de tilpasser sig, er et implicit krav om at de tager afsked med deres egen etnokulturelle identitet - vi sætter altså et systems overlevelse over de mennesker, som skal bære det.

Varsling om kulturel udslettelse
Hvis vi ikke stopper op, vil vi i dette århundrede gøre danskere til en historisk parentes. Politiken kunne for nylig berette, at danskere med oprindelse i Danmark vil være i mindretal allerede i 2096, hvis den nuværende udvikling fortsætter.

Det er ikke en teknisk fremskrivning, ikke blot endnu en statistik, det er en varsling om kulturel udslettelse. Når vi udskifter befolkningen, udskifter vi også det kulturelle særegnede, vores sprog, vores sociale tillid, og vores normer.

Det sker ikke nødvendigvis med vold, men det sker med et ønske om at fodre et velfærdshamsterhjul, hvor vi af egen vilje inviterer dem indenfor – og det er dét, der gør det farligt.

Løsningen ligger i vores egen vilje
Løsningen er ikke fremmede hænder. Løsningen er vores egne hænder, vores egne børn, og vores egen vilje. Vi må turde føre en radikal fødsels- og familiepolitik - ikke bare med kosmetiske tiltag, men med reel forpligtelse og ambition.

Udover en økonomisk grundstøtte til førstegangsfødende, en skattebonus til den traditionelle kernefamilie og kulturbaserede mediekampagner for det familiebærende livsvalg, kan vi tage ved lære af Ungarn.

I 2010 lancerede landet en omfattende national strategi med ét mål: at vende befolkningsfaldet uden masseindvandring. Strategien var ikke baseret på skåltaler, men på konkrete incitamenter: Skattefritagelse for kvinder med fire eller flere børn, hele livet.

Rentefrie lån til unge ægtepar, der tilbagebetales gradvist med hvert barn og fordelagtige boliglån for børnefamilier. En bevidst kulturpolitik, hvor familien blev hyldet som samfundets moralske og organiske kerne. Resultatet? Fertiliteten steg fra 1,2 til 1,6 på under ti år, altså den hurtigste vækst i EU.

Investere i sit eget folk
Ikke ved at udlicitere fremtiden, men ved at investere i sit eget folk. Det kan naturligvis diskuteres, hvorvidt tallet er tilstrækkeligt til reproduktion, men retningen er klar: demografisk genrejsning sker indefra og ikke gennem import af produktionsenheder.

Danmark kunne gøre det samme. Vi kunne, hvis vi turde, tage ansvar for vores egen fremtid, med løsninger her og nu, som har positive, permanente resultater. Det kræver en regering, der tør prioritere børn frem for budgetbalance.

Det kræver et embedsværk, der tør tænke langsigtet og folkeligt, og ikke kun teknokratisk. Og det kræver, at vi som samfund erkender, at vi ikke kan outsource vores eksistens. Det kræver nytænkning og mod.

Men alternativet er ubærligt: en gradvis, selvpåført udskiftning, som hverken lader os være os selv eller lader dem, vi importerer, være dem selv.

Lad os genopdage modet til at være os selv
For det er jo netop det næste skridt: Assimilation. Vi forlanger, at de skal opgive deres egne sprog, skikke, værdier, så de kan passe ind i en samfundsmaskine, vi ikke engang længere har mod til at forsvare.

Det er et umenneskeligt krav over for dem, som vi dehumaniserer og reducerer til erstatbare produktionsenheder, og et selvmorderisk svigt over for os selv.

Derfor er mit budskab enkelt: Lad os standse den sjæleløse og uetiske fokusering på arbejdskraftindvandring. Vi må finde modet til at sige nej til flere midlertidige løsninger med permanente konsekvenser.

Samtidigt er vi tvunget til at genopdage modet til at være os selv. Et folk, som vi tør sætte navn, ansigt og grænse på, der tør eksistere for sin egen skyld - ikke et systems skyld - og for sine egne børns fremtid.