Efter min artikel på Kontrast i sidste uge om det islamistisk-feministiske komplot, der ligger bag sagen mod Naser Khader, og som endte med at koste ham hans politiske liv, er det netværk, som har iscenesat og faciliteret komplottet, nærmest gået amok på de sociale medier.

Hordernes hærgen
Allerede få dage efter, artiklen var blevet publiceret, bragte Steffen Groth – som har deltaget i klapjagten på mig gennem mange år – et opslag om min artikel på sin facebookside. Groth gør utrolig meget ud af at bedyre, at det skam ikke er mig, Marianne Stidsen, der er skør, men min tekst.

Nærmere bestemt skriver han bl.a., idet han giver den som generøs skarpretter, at ”Det her bliver en lidt hård dom over en tekst. Men det er teksten, det handler om, ikke personen bag.”

Trods Groths gentleman-diplomati i forhold til kun at kalde min tekst og ikke min person for anløben, går hans væg herefter grassat i frådende angreb på netop min person. Vel at mærke fra de samme mennesker, som i tide og utide plaprer op om ”hadtale” og ”god tone”.

Her et lille udpluk fra kommentarfeltet. Der uvilkårligt får en til at tænke på Douglas Murray’s navnkundige bog Hordernes hærgen.

• ”Imponerende, at du rent faktisk læser færdigt og forholder dig til indholdet. Lige præcis med Stidsen fraviger jeg med stor fornøjelse princippet om at give et budskab en chance på trods af de forudfattede meninger, man måtte have om afsenderen. Det er efter hånden lang tid siden, at Stidsen tog afkørslen mod Kukkukistan og hun er aldrig kommet tilbage.”

• ”Utroligt irriterende at der altid skal bruges så meget energi på Stidsen. Jeg forstår ikke at forskellige medier igen og igen trykker hendes vanvid. De samme ville aldrig nogensinde trykke lignende vanvid, hvis det ikke handlede om muslimer.”

• ”Jeg var allerede på vej til at få hovedpine, inden du nævnte Marianne Stidsen!”

• ”Vi kan grine lidt af de her nutcases, som Stidsen og de typer. Men de er farlige. De har gang i præcis det samme som Det Tredje Riges agitatorer havde i 1930érne.”

• ”Presseetisk burde man måske også overveje om det er i orden at benytte sig af en skribent, der gang på gang demonstrerer at vedkommende har brug for hjælp. Jeg er uenig med Stidsen i alt, men når jeg lægger det til side, så tror jeg faktisk oprigtigt at der er noget helt galt.”

• ”Det er so langt ude og så fobisk st man burde yde psykiatrisk hjælp”

• ”Rent bimmelim”

• ”’Islamisk feminisme’, det lyder da umiddelbart som en god idé. ”

Forsøg på panisk-desperat brandslukning
Det er da såre heldigt, at jeg ikke selv er så sart og fintfølende som visse andre, for ellers kunne jeg vist have anlagt injuriesager herfra og til Store Bededag. Men herregud, det er jo bare folk, der åbenbart ikke evner at formulere sig bedre eller skarpere – og som ikke ved bedre.

Desuden kan jeg da i et svagt øjeblik godt more mig over den kreative opfindsomhed, når det gælder om at finde på grovkornede stikpiller om min person – for slet ikke at tale om den originale stavemåde i visse kommentarer. Den er jo nærmest guddommeligt morsom i sig selv.

Mere alvorligt er det, at den islamistisk-feministiske falanks går hårdt til makronerne, når de er på udebane.

Det sker to dage efter, hvor man ser deres metoder folde sig ud i fuldt flor på SF-politikeren Lise Müllers facebookside. Müllers ”brøde” er i deres øjne at have medvirket til at rundsprede den påståede løgn, at de har hængt sammen i et broderisme-lignende netværk, og i den egenskab har været med til at fyre op under og beskytte/forsvare en nu dømt forbryder som den fynske politimand Elvir Abaz.

Det gør hun ved bl.a. i opslaget at skrive, at Abaz åbenlyst ikke arbejdede alene: ”Der er en perlerække af både kendte og ukendte mennesker som har deltaget i de ødelæggende smædekampagner, han har ført og med tiden skal det nok blive afsløret, hvem, der har deltaget.”

Müllers baggrund for at skrive det er, som hun gør opmærksom på i et senere opslag, at hun på tætteste hold har fulgt nogle af de kvinder med minoritetsbaggrund, som har forsøgt at råbe op om den kvindeundertrykkelse, der foregår i muslimske miljøer, som Abaz og hans supporters har gjort alt for at mørklægge.

Har komplot-kumpanerne så nogen argumenter for, at det ikke passer, at de er hægtet sammen som ærtehalm i deres samfundsnedbrydende netværk? Nej, ikke et eneste.

Men for dem er det heller ikke vigtigt. For de har netop læst de nyeste woke-teorier om, at metoden til at få krammet på både politiske modstandere og sagesløse civile er at drive skræmmekampagner og heksejagt, hvor ord bruges som en form for ladt våben.

Det handler om hele tiden at formulere sig så skingert og hysterisk, at alene decibelniveaet får folk til at ryste i bukserne af skræk og stikke piben ind.

Her et udpluk af eksempler fra SF-politikerens kommentarspor – bemærk at de kommer med kort tids mellemrum:

Vist ikke underligt, at man kan få den tanke, at kritikerne er smedet sammen i en højst uhellig alliance. Det ligner unægtelig et – om end ubehjælpeligt – forsøg på panisk-desperat brandslukning. Nu også med medvirken af Khaterah Parwanis gode ”veninde”, som hun kalder hende i en facebookkommentar, Sara Bovin.

Den person, der – i parentes bemærket – var med til at igangsætte hele min artikelserie med sit injurierende facebookopslag om Naser Khader. Et indlæg, som hurtigt blev pillet ned igen – hvilket i øvrigt er typisk for gruppen, der er ganske øvet i at slette sporene efter sig.

Den ufrivillige selvafsløring
Men stadigvæk: Hvor er den rygende pistol, spørger måske nogle? Hvor ser vi en direkte indrømmelse fra deres side af, at de står i en form for forbund med hinanden?

Ja, den findes faktisk, denne indrømmelse. Leder man længe nok i høstakken – eller møddingen – af verbale skidtspande, som denne klub excellerer så brillant i, kommer den frem i lyset.

På den nu dømte politimand Elvir Abaz’ facebookside dukkede der således i 2022 en kommentar op fra netop en af de personer, som figurerer på ”persongalleriet”, der var gengivet i min seneste artikel. Nemlig Naderah Parwani, søster til den Khaterah Parwani, som i sin tid arbejdede sammen med den kvindelige imam Sherin Khankan omkring organisationen Exit-cirklen.

Den organisation, som jeg i min artikel påstår er afsættet for den hetzkampagne mod Naser Khader, som kulminerede med hans udtræden af Det Konservative Folkeparti i 2021. I den anden facebookkommentar er samme Naderah så i færd med at aktivere sit ”netværk” (hendes eget ord).

Her kommer kommentarerne i deres fulde ordlyd:

Kommentarerne blev – som det er så typisk for gruppens arbejdsmetode – slettet af forfatteren i samme øjeblik, Abaz blev sigtet. Men en årvågen kilde nåede at tage et screenshot af dem, hvorfor de altså kan dokumenteres her.

Og hvad er så det skruppelløse netværks fornemme mission? Jo, det fremgår af et par andre opslag af den selvsamme Naderah Parwani – altså søsteren til den Sara Bovin- og Sherin Khankan-allierede Khaterah Parwani:

Her må man nok sige, at maskerne falder og det durkdrevne Taqiyya-spil for galleriet bliver afsløret – om end ganske ufrivilligt. Dette her er, hvad deres mission i virkeligheden går ud på.

Slut med at stikke halen mellem benene
Spørgsmålet er, hvordan disse intrigemagere og samfundsnedbrydere vil knibe sig uden om hardcore-beviserne på deres sammenspisthed og skamløshed?

En ting er i hvert fald sikker: Det er ved at være ude med deres held, når det gælder om at få folk skræmt fra vid og sans. Efterhånden skal der mere til end en omgang dårligt iscenesat følelsespalaver uden nogen som helst substans til at lukke munden på os kritikere. For vi er ved at være noget så godt og grundigt trætte af bøller, der forsøger at ødelægge vores frie samfund og åbne demokrati under dække af at ville ”redde verden”.

Om det så er ved at hyle op på de sociale medier; ved at skrive frådende hysteriske mails til chefredaktøren på det medie, der som det første har haft modet til for alvor at lette låget til denne sydende islamistisk-feministiske heksebryg.

Eller det er ved, som det skete for nogle dage siden, at ringe forfatteren til komplot-artiklerne, dvs. undertegnede, op på hendes private telefon og udspy truende eder og forbandelser.

Beviserne for usmagelighederne har allerede tårnet sig op. Og på toppen af det hele figurerer den rygende pistol: indrømmelsen fra dem selv af, at de rent faktisk udgør et netværk. Og indrømmelsen fra dem selv af, at de er nogle ekstremistiske samfunds- og civilisationsnedbrydere. Nu står kun tilbage at tale om konsekvenserne; hvilken pris det egentlig skal have at gøre sådan noget.

Den lille sekt, som det trods alt drejer sig om, skal i hvert fald ikke længere have lov til at terrorisere den brede majoritet med deres ekstremistiske, samfundsundergravende virksomhed. Det synes jeg, vi her i Danmark skal give hinanden håndslag på. Ligesom vi skal give hinanden håndslag på, at det bør have et mærkbart efterspil.