1. Mellemøsten: Det offentlige var med til at ødelægge kompasset

Fahmy Almajid har syrisk baggrund og har boet omkring 50 år i Danmark og arbejdet inden for integrationsområdet som konsulent, journalist, forfatter og foredragsholder. At det er folk med oprindelse i MENAPT-landene, der ligger øverst i kriminalitetsstatistikkerne, ser han ikke kun socioøkonomiske, men også kulturelle årsager til: 

”I Danmark skriver vi fra venstre mod højre, i Mellemøsten er det omvendt, og sådan er det ud i mange af livets forhold med hensyn dansk og mellemøstlig kultur. Ikke mindst når det kommer til opdragelse. Først når barnet er omkring 14 år, tager forældrene rigtigt fat. Moderen opdrager pigen i køkkenet, og faren forsøger at få gjort drenge til mænd fra den ene dag til den anden. Hvilket jo er alt for sent i en dansk kontekst.” 

Det afgørende er, at danske børn ikke har fået lov til at sejle deres egen sø på samme måde, som mellemøstlige børn generelt har – især for drengenes vedkommende, blandt andet på gader og stræder, uden opsyn af voksne. Billedet kompliceres yderligere, når en kultur med disse karakteristika omplantes til Danmark.

”Hjemme i Mellemøsten er der kun manden til at forsørge familien. I Danmark kunne han pludselig daske rundt på offentlig forsørgelse i stedet og blive en dårlig rollemodel for drengebørnene, mens moren har travlt med at tage sig af 5-6 børn og alle de huslige forpligtelser. Så i mødet med den danske velfærdsstat bliver den manglende ligestilling, man medbringer hjemmefra, også et stort problem, hvilket sætter sig i opdragelsen og manglen på samme.”

Når der i både statistikker for kriminalitet og beskæftigelse er forskel på indvandrere og efterkommere med rødder i Pakistan og Tyrkiet, sammenlignet med øvrige MENAPT-lande, er der ifølge Almajid et afgørende element:

”Det handler grundlæggende om, hvorfor man kom til landet i sin tid. I 1960’erne og 70’erne kom folk for at arbejde og sende penge hjem – og siden rejse tilbage. Derfor var man ikke så optaget af at integrere sig og endte, uden at det var planen, i parallelsamfund for manges vedkommende. Når det trods er gået værre med hensyn til indvandringen fra de arabiske og afrikanske lande, skyldes det, at målsætningen generelt ændrede sig i 1980’erne og 90’erne hos folk, der kom hertil. Hvad end det var som flygtninge eller familiesammenførte. Nu handlede det om at sikre sig og familien en fremtid i en velfærdsstat, hvor det var en mulighed – men ikke et krav – at forsørge sig selv. Det motiv havde man ikke som gæstearbejder i 1960’erne eller 70erne.”

En uheldig udvikling tog ifølge Almajid nu fart, hvor familier sendte deres unge sønner i forvejen grundet reglen om uledsagede flygtningebørn. Derefter kunne der opnås familiesammenføring og siden også letkøbte erklæringer fra læger, psykologer og socialrådgivere, der kunne danne fundament for permanent offentlig forsørgelse:   

”Det offentlige har med den politik og administration været med til at ødelægge det moralske kompas hos mange af de her mennesker. Man accepterede i praksis, at man kunne komme til landet og tage for sig uden at yde noget til gengæld. Og når man ikke vant til offentlig forsørgelse i Mellemøsten, virker Danmark som lidt af et slaraffenland. Så begyndte folk at strømme til fra Mellemøsten, mange af dem endte i ghettoer, og i ghettoer gælder ghettoregler, og i 1980’erne ser vi kriminaliteten stige i ghettoerne.”

En faktor, som Almajid også vurderer skal medtages, når det handler om kriminalitet begået af folk med oprindelse i MENAPT-lande, er den måde, man ser på kriminalitet i de lande. Der er nemlig store forskelle på et land som Danmark og disse lande i synet på og håndteringen af kriminalitet. Der straffes det nemlig langt hårdere end hertillands, og dette, vurderer han, har fået den konsekvens, at man i ghettomiljøet ikke helt forstår alvoren i det danske samfunds syn på kriminalitet og ikke frygter ordensmagten, retssystemet og fængselsvæsnet, i samme omfang som etniske danskere gør. 

På højrefløjen griber man ofte til den forklaring på integrationsproblemerne, at de grundlæggende skyldes den kultur, som medbringer, ikke mindst religionen. Mens man på venstrefløjen er skeptisk over for enhedsforklaringer omkring den mellemøstlige kultur og islams negative indflydelse på integrationen. Det er Almajid også, men han mener samtidig ikke, at man bare kan affeje det som højrepopulistisk propaganda at inddrage islam i analysen af de problemer, som forårsager kriminalitet og andre problemer. 

”Det er muligt, at islam spiller en rolle i forhold til, hvordan man forholder sig til det danske samfund, men generelt er det ikke min erfaring, at det er den afgørende faktor her.”

Fahmy Almajid vurderer ud fra sin erfaring, at over 80 procent af dem, der er kommet hertil, ikke i udgangspunktet var særligt at optaget af deres muslimske tro, hvis de havde sådan en, men at der er sket en identitetsdannelse, hvor islam er blevet en faktor som en fælles referenceramme i ghettomiljøet. Men på en lidt paradoksal måde: 

”Meget få kender deres koran særligt godt, hvis de overhovedet har en. Og hvis de har, kan de færreste reelt læse den og endnu færre forstå den, af forskellige sproglige og litterære årsager. Islams øvrige hellige skrifter er de færreste fortrolige med, hvis de overhovedet kender til dem, selvom de skrifter er meget centrale i forhold til forståelsen og udøvelsen af islam. Hvis der endelig er en bog, som alle muslimer derimod kender og forstår – og sætter pris på – er det Tusind og en nats eventyr,” fremhæver Almajid. 

Det får så den betydning, at det muslimske miljø bliver et anarkistisk marked, hvor diverse former for ”hjemmelavet islam” kan trives, som Almajid beskriver det. Ofte som legitimering af en amerikansk inspireret ghettomentalitet, der distancerer sig fra det danske samfund, og hvor ”ghettoimamer” får autoritet uden megen lærdom i bagagen, hvis bare de kan levere et let forståeligt budskab. Dermed opstår der en uheldig cocktail af religion, tradition og ordinære sociale problemer. Og her får offermentaliteten ben at gå på.

”Man oplever ofte folk, der brokker sig over det danske samfund og beklager sig over racisme og intolerance, mens selvkritik typisk er mere fraværende. Og så opstår der en fortælling om, at det hele er samfundets skyld.”

Men Fahmy Almajid vurderer dog også, at det har spillet en negativ rolle, at danskerne som personer generelt er lidt lukkede og indforståede, hvad den sociale mentalitet angår, også sammenlignet med mange andre vestlige lande. Således har både majoritets- såvel som minoritetssamfundet lukket sig om sig selv på en uheldig måde.

*

2. Indien og naboer: En anderledes succeshistorie
Hvor historien om integrationen af folk med oprindelse i MENAPT-landene således er en broget affære, er billedet mere entydigt med hensyn til folk med oprindelse i Indien, Sri Lanka og Nepal. Entydigt positivt. Både med hensyn til beskæftigelse og kriminalitet. Årsagen kan ifølge den erfarne herboende Indien-analytiker Mrutyuanjai Mishra skyldes en række kulturelle faktorer, som vi her fokuserer på frem for de socioøkonomiske (blandt andet fordi folk fra MENAPT-landene og landene øst herfor i vidt omfang er kommet til landet med det samme socioøkonomiske udgangspunkt).

I gruppen er der, ligesom med hensyn til MENAPT-landene, både indvandrere (og deres efterkommere), der kom til landet for rundt regnet 50 år siden, især hinduistiske indere, og folk, der flygtede fra krig i 80’erne - herunder en del tamiler fra Sri Lanka. Gruppen er således ikke så homogen, som for eksempel en sammendyngning af de skandinaviske folk ville være, om end de har det tilfælles, at de færreste af dem er muslimer, og at deres hjemlande er stærkt præget af den britiske kolonisering, de har været udsat for på godt og ondt. Her tillader vi os at opholde os lidt ved det gode og gemmer det onde til en anden gang:

”I Indien har man taget meget vestlig kultur til sig fra kolonitiden, og det gælder ikke bare dyrkelsen af det engelske fremmedsprog, men også demokratiet, retssystemet samt religions- og ytringsfriheden. Indien er for eksempel det land i verden med flest aviser, og en fri offentlig debat er et ideal, der sættes pris på, hvor den pluralisme, der kendetegner det multikulturelle indiske samfund, bliver synlig. Den protestantiske arbejdsmoral står der ligeledes respekt om, hvilket måske betyder noget, når det handler om integration i nordeuropæiske lande. Man bebrejder generelt ikke briterne alverden i dag – også selvom man måtte hjælpe dem lidt på vej ud i sin tid i kølvandet på 2. verdenskrig,” siger Mrutyuanjai Mishra.

Summa summarum har man altså i Indien og dets buddhistiske baghave forliget sig med den vestlige kultur på mange punkter (og omvendt), og at det skulle spille positivt ind på inderes og desliges integration i vestlige samfund, forekommer ikke verdensfjern spekulation.

Men Mishra vurderer, at der også er andre kulturelle faktorer i spil på det indiske subkontinent, der har virket integrationsfremmende og i ikke ringere grad kriminalitetsdæmpende. Vi taler nemlig her om samfund, hvor dyrkelse af viden i tusindvis af år har været tillagt stor betydning med en lærdomstradition, der går minimum 3.500 år tilbage – fra verdens ældste religiøse skrifter, de såkaldte vedaer, hvorpå både hinduismen og buddhismen udspringer. 

Veda betyder direkte oversat viden, og stræben efter viden er således ikke noget, briterne har introduceret inderne til. Men det er lærdom, der kan kombineres med nyere erkendelser og metoder på en fordelagtig måde i en moderne vestlig sammenhæng, både i akademisk og mere praktisk hverdagsorienteret forstand. Konkret eksemplificeret i for eksempel den også i Vesten populære yogakultur, som stammer fra hinduisme og buddhisme og bygger på universelle principper. 

”Som for eksempel, at hvis du skader nogen andre, skader du dig selv,” nævner Mishra.

Hermed lægges fokus altså på opnåelse af harmoni og på at kontrollere vrede via selvbeherskelse, som altså går helt tilbage fra kulturen omkring de gamle vedaer, blandt andet via principper om saglig argumentation, tilgivelse, respekt og tolerance. Som det for eksempel også praktiseredes af det moderne Indiens medgrundlægger Mahatma Gandhi med hans dyrkelse af visdomstraditioner, blandt andet i form af hans universelle ikke-voldelige principper. 

Et andet princip i den indiske kultur, som Mishra mener er relevant at inddrage, er idealet om taknemmelighed i bred og dyb forstand. For eksempel for så vidt angår det rindende vand, der kommer ud af hanen i alle vestlige lande, når han skal eksemplificere det lidt konkret rent antropologisk. Så privilegeret er man nemlig ikke i alle lag i det indiske klassesamfund. 

At integration af folk fra den indiske kulturkreds generelt er vellykket i Vesten, skyldes ifølge Mrutyuanjai Mishra også, at man ikke har så mange firkantede religiøse regler, men derimod nogle åndelige idealer, man efterstræber (med større eller mindre opmærksomhed). For eksempel opererer man ikke med strikse krav til, om man gifter sig med en hindu, en buddhist eller noget helt tredje, og skilsmisse er generelt mere accepteret sammenlignet med MENAPT-landene. Dansk kultur anskues som en modkultur af herboende indere. Med andre ord: Hvis man som indisk indvandrer eller efterkommer gerne vil gifte sig med en, der har en anden etnisk-kulturel baggrund, er familierne generelt til at have med at gøre. 

*

3. Østasien: At bøje hovedet i en fremmed mands hus

”Giv en mand en fisk, og han er mæt i dag. Lær ham at fiske, og han er også mæt i morgen.” 

Det gamle kinesiske ordsprog repræsenterer den ånd, som mange østasiater har taget med sig som indvandrere i Vesten, hvad enten det var som kinesiske fastfood-fremmedarbejdere for 50 år siden, vietnamesiske bådflygtninge for 40 år siden eller filippinske au pair-piger i dag. 

Der er mere af den ånd, hvor det kommer fra, fortæller journalist og østasienanalytiker gennem mange årtier Flemming Ytzen. Vi taler om den konfucianske kulturkreds og den historie og de værdier, der præger den del af verden – og derved også dem, der forlader den for at søge lykken og trygheden i Vesten af den ene eller den anden grund. 

Den konfucianske filosofi er baseret på praktisk moralske samfundstanker af den kinesiske filosof Konfutse, der levede cirka 500 år før vor tidsregning. Han var også embedsmand og ikke gudelig i nogen som helst forstand, og indgår derfor ikke i nogen metafysisk orden. Til gengæld er der en vældig orden i den samfundsform, som hans tanker skitserer på umisforståelig vis uden skær af østlig mystik. For skal der skabes harmoni i større samfund med modsætninger, som der er en del af i Østasien, kræver det detaljerede regelsæt og hierarkier. 

Og disse hierarkier opstår i kraft af familierelationen, dernæst landsbyen og allerøverst kejseren. Her skal man, ifølge Flemming Ytzens filosofiske nedkog, kende sin plads og udvise ærbødighed over for de ældre. En mentalitet, der opbygges fra barnsben. Hermed skabes fundamentet for autoritetstroen og meritokratiet – og dermed et velfungerende organisk samfund, baseret på flid og stræben. Og dermed også effektiv integration på adskillige tusinde kilometers afstand fra Konfutses hjemstavn? 

I hvert fald er det et kulturelt dogme i den konfucianske lære, som hele Østasien er præget af, at ”man bøjer hovedet, når man er i en fremmed mands hus,” nævner Flemming Ytzen. Æresbegreber opereres der ikke kun med i Mellemøsten, hvor det for eksempel handler om koner, døtre, søstre og niecers tildækning. Spørger man embedsmanden Konfutse frem for profeten Mohammed om, hvad familiens ære er for en størrelse, får man ifølge Flemming Ytzen lodret besked:

”Den fineste måde, du kan ære din slægt på, er ved at vise din mor og far, at du kan klare dig bedre end dem. Hvilket jo er et produktivt æresbegreb, da det dikterer en stræberkultur. Af folk, der har forladt deres østasiatiske hjemstavn, forventes det desuden, at de sender penge hjem. Penge, de vel at mærke selv har tjent, for det opfattes som dybt skamfuldt at modtage offentlige ydelser, hvis man altså abonnerer på den konfucianske filosofi – bevidst eller ubevidst,” siger Ytzen.  

Meget af Østasien, og for den sags skyld Indien med, er multikulturelt territorium, hvor mange religioner og andre livsanskuelser er i rimelig fri konkurrence (fra og med Pakistan, Afghanistan og Iran er det som bekendt en anden historie). Denne pluralisme gælder også Indonesien, selvom vi taler om det land i verden med det højeste antal muslimer. For også her er man præget af den konfucianske statsfilosofi.

“Det afspejler sig blandt andet i, at alle religioner er ligestillet i forfatningen,” fortæller Flemming Ytzen.

Hertil kan føjes, at muslimerne også er i flertal i nabolandet Malaysia, hvor religionsfrihed og multikulturalisme hører til dagens orden. 

Den tyske sociolog Max Weber, der i starten af 1900-tallet gav et signalement af den protestantiske arbejdsmoral og dens betydning for kapitalismen, analyserede sig i sin tid lidt skråsikkert frem til, at konfucianismen spærrede for kapitalismens fremvækst i Østasien. Om den hæderkronede teoretiker ville fastholde den konklusion i dag, står hen i det uvisse, og konklusionen kan muligvis delvist forsvares i henhold til nogle mere detaljerede kapitalismedefinitioner. Ikke desto mindre har en omfattende industrialisering, innovation og kapitalistisk samfundsudvikling fundet sted i Østasien igennem mange årtier nu – i modsætning til i MENAPT-landene, som gamle Weber ikke konkluderede så håndfast om. 

Hvad der derimod kan konkluderes med fed streg, handler om østasiaters og inderes tilpasningsdygtighed i den protestantisk prægede kapitalistiske samfundsorden i Vesten – herunder ikke mindst Danmark. Hvorom deres underrepræsentation i kriminalitetsstatikkerne bevidner.

Opdatering: Vi har justeret en formulering i teksten, der gav indtryk af, at de fleste tamiler er buddhister. De fleste tamiler er hinduer.