Artikel

05.02.23

Premium

Messerschmidt: “Der er ikke meget mere konservatisme i Det Konservative Folkeparti, end der er rejer i rejesalat”

Med retssager, interne kriser og valget bag sig vil Morten Messerschmidt forene det folkelige og det intellektuelle i landets ifølge ham eneste konservative parti.
Dansk Folkepartis formand bag sit skrivebord i sit nye kontor Christiansborgs tredje sal, hvor partiet netop er flyttet til. (Foto: Kontrast)
Dansk Folkepartis formand bag sit skrivebord i sit nye kontor Christiansborgs tredje sal, hvor partiet netop er flyttet til. (Foto: Kontrast)

“Dansk Folkeparti har været i en overlevelseskamp. Vi har været vant til at blive angrebet af vores politiske fjender, men fra 2020 til 2022 blev vi også angrebet indefra af folk, som ville os det ondt. Det skete både med etableringen af Danmarksdemokraterne, udvandringen af en række medlemmer og ressagen.”

Morten Messerschmidt opsummerer den perfekte krisestorm, som Dansk Folkeparti indtil det nyligt overståede valg stod midt i. Men trods et historisk undervældende valgresultat aner man så småt konturerne af et muligt comeback for partiet.

For efter syv år med undersøgelser og retssager endte MELD- og FELD-sagen med en frikendelse af Morten Messerschmidt. Meningsmålingerne peger forsigtigt mere op- end nedad, og mens det er blevet Nye Borgerliges tur til en omgang på den blå krisekarrusel, har Dansk Folkeparti opsamlet partiets nyvalgte stjernefrø og tidligere ungdomsformand Mikkel Bjørn Sørensen sammen med flere talenter fra partiets ungdomsafdeling. Mon ikke det kun er et spørgsmål om tid, inden Mette Thiesen gør dem følgeskab.

Kontrast har mødt partiformanden på hans nye kontor til en status over situationen efter valg- og krisetider samt Dansk Folkepartis fremtid.

Morten Messerschmidt, hvis alt går vel, og du får mulighed for at realisere dine visioner som formand, hvordan vil Dansk Folkeparti fremstå om et år?

“Først og fremmest vil jeg have, at folk skal vide, hvor de har Dansk Folkeparti. Det har været et problem i tiden op til, jeg blev formand, og jeg kunne ikke korrigere det i 2022, som var et vanvittigt år med to valgkampe, borgerkrig i partiet, retssag og krig i Ukraine. Derfor kommer vi til at strømline vores kommunikation og fokusere på de områder, hvor vi kan gøre en forskel, og et nyt grafisk udtryk, som gør det nemmere at genkende Dansk Folkeparti. Jeg vil gerne væk fra forestillingen om, at Dansk Folkeparti skulle være bedaget, så vi kommer til at lave en stor ændring. Ikke af det politiske, men af den måde, folk ser os på.”

Er Dansk Folkeparti et nationalkonservativt parti?

“Ja, det er det. Men det skal man ikke gå og sige for højt, efter at konservatismen som begreb er blevet vanrøgtet af så mange mennesker i 100 år. Tag Søren Papes parti, som kalder sig konservativt. Man fristes til at citere Freddy Blak og sige, at der ikke er meget mere konservatisme i Det Konservative Folkeparti, end der er rejer i en rejesalat. Det er blevet et rent utilitaristisk parti, som kun er optaget af nytteværdi, skattepolitik, “ned med staten” og så videre. Jeg har aldrig hørt det parti sige noget, der handlede om fædrelandet, danskernes ret til eget land, historie og så videre. Dem om det; de har kun fulgt den europæiske trend siden Murens fald, da alle de konservative partier i Vesteuropa blev opslugt af den amerikanske konservatisme, som ikke er så åndfuld igen.” 

Der vil måske også være nogle på venstrefløjen, som mener, at nationalkonservatisme signalerer etnisk lukkethed, racisme og den slags.

“Jeg kommer ikke til at ligge under for venstrefløjens idiosynkrasier og misforståelser af historiske begreber. Jeg tror, de har rigeligt at tænke over selv i den henseende.”

Når du ser tilbage, var Dansk Folkeparti blevet for djøffet under Kristian Thulesen Dahl?

“Jeg vil snarere sige, at Dansk Folkeparti var blevet for christiansborgsk. Alting handlede meget om osteklokken herinde. Hvis vi kunne genere Liberal Alliance, var det en sejr i sig selv, i stedet for rent faktisk at lave noget i fællesskab. Kunne vi få nedlagt Radio24syv, var det fedt, i stedet for at tænke over, om det faktisk var en god idé. Det handlede meget om magtdemonstrationen,” siger han og fortsætter.

“Samtidig med, at man blev et meget etableret parti, greb man ikke muligheden for at gå i regering, da den bød sig, og så omfavnede man også socialdemokratiets spin-transformation, hvor de forsøgte at se stramme ud på udlændingepolitikken.”

Nu er der så to partier, i form af Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti, som har særligt fokus på provinsen og indvandringspolitikken. Hvad er forskellen egentlig?

“Lidt polemisk kan man sige, at det har vi stadig til gode at se, for alle forslag, Danmarksdemokraterne hidtil har fremlagt, har været formuleret af Dansk Folkeparti. På den måde er det jo fint. Mere substantielt ved jeg ikke, om Inger Støjberg vil løfte de dagsordener, du nævner. Indtil videre synes hendes udmeldinger - befordringsfradraget måske undtaget - kun at være møntet på at genere Venstre og Jakob Ellemann-Jensen.”

Et forandret socialdemokrati
I forhold til en del andre borgerlige partiledere, så har Morten Messerschmidt været relativt afdæmpet i sin kritik af, at Venstre valgte at deltage i en regering henover midten. Og selvom han ikke er vildt imponeret over regeringens ageren, er der en forklaring på, han ikke har været helt oppe på de høje tangenter.

“Jeg forstår ikke, at man så entydigt kan sige, at det er en dum idé at få en midterregering, når Folketinget er knaldrødt i sit flertal, og man kunne risikere at få en regering, der var på Enhedslistens og Alternativets nåde. Men det er klart, at når man så ser regeringens ageren, især i forhold til det meget kulturradikale islæt, den har valgt at lægge for dagen, som er helt anderledes, end det vi har set Mette Frederiksen udvise tidligere.”

Hvad tænker du på?

“Afskaffelsen af Store Bededag og fjernelsen af helligdagsbegrebet i hele lovgivningen er et udtryk for, at man ønsker en bortsanering af al ånd i statsapparatet, og det er meget bekymrende. Man ser det også i udlændingepolitikken, hvor regeringen lægger op til en række lempelser. Så det var åbenbart kun spin og strategi, da Mette Frederiksen i første regeringsperiode rendte rundt og citerede salmer og førte stram udlændingepolitik. Jeg kan kun se det sådan, at hun er en kold taktiker, som er villig til at indtage et hvilket som helst standpunkt.”

Man kunne også få den tanke, at Venstre og Dansk Folkeparti har bevæget sig længere væk fra hinanden, ikke kun i forhold til bededagen, men også i forhold til wokeness?

“Man må forstå, at der er flere diskurser, som definerer borgerligheden. Én ting er den helt firkantede økonomiske ansvarlighed og betoningen af ansvaret for eget liv samt værdipolitikken i forhold til eksempelvis EU og udlændinge. Men noget, jeg gerne vil skrive, er et bud på det gode liv, som også liberalisterne har været meget optagede af og typisk udlægger som at realisere sig selv. Men Dansk Folkepartis konservative bud på det gode liv handler først og fremmest om at bestræbe sig på at glemme sig selv og være i relation til dem, man er sat i livet for at være sammen med,” siger han og fortsætter:

“Lige nu er der rigtig mange blå partier, som tilhører den liberalistiske skole. Lidt kækt vil jeg hævde, at Dansk Folkeparti er det eneste, som ikke gør det. Det meste, man hører fra Det Konservative Folkeparti, lyder som noget fra Dansk Erhverv. Den forskel skal vi stå ved, og det betyder ikke, at vi ikke kan mødes på mange områder, som vi har gjort tidligere, men vælgerne har nu engang besluttet, at der er seks forskellige blå partier i Folketinget, og så kan man ikke sige, vi skal glemme alt, vi er uenige om, og bare være blå.”

Du siger, at de politikændringer, som regeringen har advokeret for på udlændingeområdet, har vist sig at være spin og spil for galleriet. Men man kunne vel spørge, om der har været andre partier - Venstre og Moderaterne - som har trukket i en anden retning end socialdemokraternes.

“Det kan der sagtens. Jeg noterer mig blot, at det, som Socialdemokratiet har sagt og opbygget en vælgerbase på i sidste valgperiode, ikke er den aktive politik, de fører.”

Udlændingepolitikkens genkomst
I 2020'ernes første år har udlændingepolitikken ikke fyldt meget. Mediernes og vælgernes dagsorden har været domineret af først corona og derefter krig i Ukraine og den deraf udløste økonomiske krise. Men det vil ændre sig, mener Morten Messerschmidt.

“Jeg tror, at udlændingepolitikken bliver et stort tema igen. Mennesket er et tryghedsvæsen, og den udfordring, der er tættest på, bekymrer man sig om først. Så hvis man ikke kan betale sin varmeregning, har man nok større fokus på det end på noget, som truer på et lidt mere fjernt plan, eksempelvis at der kommer flere kriminelle arabere til landet. Derfor er det naturligt, at økonomisk krise og krig i Europa i en periode fylder mere. Men det betyder ikke, at problemerne forsvinder - og de er helt uløste,” siger han og fortsætter.

“Vi har brug for udvandring, ikke indvandring. Alle de - man fristes næsten til at kalde dem bosættere - som er kommet fra Mellemøsten, og som ikke har haft andet end pekuniær interesse i det danske samfund, de skal jo hjem. Hele den dagsorden, tror jeg, vil komme tilbage, når situationen i andre henseender bliver mere stabil.”

Ingen større europæiske lande har haft succes med hjemsendelser i større omfang, og en række lande nægter desuden at modtage egne statsborgere ved udsendelser. Er det ikke en ret urealistisk vision eller drøm?

Altså, man skal jo drømme, hvis man er politiker. Men vi ved godt, hvad der skal til. Hvis man ophævede den europæiske menneskerettighedskonvention, ville langt flere kunne sendes hjem. Vi kunne også vælge, hvis vi fjernede den konvention, at sætte folk i fængsel, indtil de kunne sendes ud eller frivilligt udrejste, hvis de ikke vil modtages af deres hjemland. Men det kræver, at vi marcherer over Rubicon og siger, at vi ikke vil mere af det her tyranni.”

Hvilket af regeringspartierne vurderer du, at Dansk Folkeparti er nærmest udlændingepolitisk?

Med forbehold for, at regeringen som kollegium fører en helt anden udlændingepolitik, end den vi regnede med, må jeg umiddelbart sige, at det er Socialdemokratiet. De to Venstre-partier er ledet af folk, som har markeret sig meget radikalt på udlændingepolitikken: Lars Løkke, der insisterede på at underskrive Marrakech-erklæringen, og Ellemann, som oprindeligt meldte sig ud af Venstre i protest mod samarbejdet med Dansk Folkeparti. Det er bare svært at få øje på, at Mette Frederiksen skulle være en tæt alliancepartner på udlændingepolitikken lige nu, og det er selvsagt trist.”

To markante tidligere medlemmer fra Dansk Folkeparti, Martin Henriksen og Marie Krarup, har kritiseret Vestens og Danmarks bidrag til Ukraine i den nuværende konflikt. Findes den strømning også hos Dansk Folkeparti?

“Det der putinistiske makkerskab, tror jeg, har lidt sin egen karakter. Men det er rigtigt, at der er nogle, som undrer sig over, at Danmark nærmest er det eneste land i Europa, der har en helt ukritisk tilgang til Ukraine og Zelenskyj. Og det er også lidt påfaldende. For altså, vi er alle med på at få Putin ned med nakken og militært bidrage med alt, vi overhovedet kan. Men der er også en tendens til, at Zelenskyj er blevet ophøjet til nærmest demokratiets frelser, og man skal lige huske på, at Ukraine, også under ham, var et af de mest korrupte lande i Europa. Det betyder ikke, at vi ikke skal støtte Ukraine af mange årsager, først og fremmest at Putin ikke ser det som en vej at udfordre territorier. Men vores bistand må aldrig blive af en art, så man ikke kan forsvare Danmark. Så den diskussion har vi da, og jeg synes, det er påfaldende, at den ikke fylder mere i den bredere offentlige debat.” 

Nogle vil måske mene, at siden Søren Krarup og Jesper Langballes tid i Dansk Folkeparti har partiet manglet noget intellektuel tyngde. Hvad tænker du om det?

“Jeg har gjort mit for at holde den fane højt og udgivet bøger, som videreførte deres virke, omend naturligvis i min egen pen, og jeg håber, at andre vil gøre det samme. Alex Ahrendtsen har netop skrevet en anmelderrost Rindal-biografi. Jeg vil gerne have, at Dansk Folkeparti både rummer det folkelige og det intellektuelle, og det har jeg også en forventning om, at vi kommer til.”

Premium

Dette indhold kan kun ses af medlemmer.

Månedlig betaling

99

Afmeld når som helst

Årlig betaling

948

Spar 240 kr. med årsabonnement

Ubegrænset adgang til lukket indhold: artikler, analyser, debatter, videoer, interviews

Få Kontrast Nyhedsbrev i din indbakke flere gange om ugen. Så er du altid opdateret

Adgang til Kontrasts Ekkokammer på Facebook. Del og kommenter indhold med redaktionen

Oplæste artikler: Få alt indhold læst op af redaktionen, så du kan høre det hele på vejen