Skal det offentlige rum kønsbalanceres – eller er vi i gang med at hylde middelmådighed? I århundreder har civilsamfundet rejst statuer for at ære dem, der satte varige aftryk. Borgere, foreninger og fonde har udvalgt deres helte og samlet midler, uden ministerielle komitéer eller kønsstatistikker.
Men sådan er det ikke længere. For statuer støbes ikke blot i bronze, men også i Prince-2. Nu vil staten tage over. Kulturministeriet inviterer danskerne til at nominere historiske kvinder, mens et ekspertudvalg udvælger, hvem der kan “udligne” det skulpturelle kønsunderskud i det offentlige rum.
Velkommen til den ekspanderende velfærdsstat – nu med egen billedhugger.
Sokkelkvoten
At flere mænd end kvinder har en statue er et historisk faktum, ikke en fejl. Kvinder befandt sig sjældent på de arenaer, der affødte monumenter. Ærgerligt – for dem. Men en statue gør dem ikke mere relevante. Danske statuer følger en logik: konger, videnskabsfolk, forfattere.
Statsministre er sjældne undtagelser – Anker Jørgensen står dog ved Sydhavnen. Men hvis kvindelige kandidater nævnes, dukker Bodil Koch, en solid 50’er-politiker, eller Karen Volf, småkagedronningen, op. Fint nok, men de har ikke den tyngde, vi ellers ser i statuelandskabet.
Når hæder gøres til projekter, risikerer statuer at blive børnefodboldpokaler: tildelt for deltagelse, ikke enestående bedrifter. Ministeriet gør monumenter til en administrativ øvelse – en forvaltet konkurrence, hvor storhed må vige for statistik.
Dansktop i granit
Kulturministeriets tilgang ligner et Melodi Grand Prix for monumenter: Alle må stemme på deres favoritter, men et ekspertudvalg sorterer navne, der ikke passer ind i statens kulturkommissariat. Hæder bliver myndighedernes hitliste, hvor ægthed ofres for repræsentation. Resultatet? En dansktop i granit – uden Johnny Reimar eller Kjeld Heick, kun plads til Hilda.
Ikke engang Pia Kjærsgaard slipper igennem, for det handler ikke om folkelig begejstring, men om at overholde en politisk korrekt leveranceplan. Og når staten gør statuer til identitetspolitik i bronze, får vi en proces, hvor private frie initiativer overdøves af bureaukratiets styringsværktøjer.
Civilsamfundets sokler
Monumenter er historisk set civilsamfundets værk. Borgere, foreninger og fonde har rejst statuer som udtryk for beundring – ikke som resultat af en projektplan. Statuen af Lise Nørgaard i Roskilde er initieret af lokale kræfter. Brorsons buste i Tønder blev til takket være Ny Carlsbergfondet, som i årtier har været hovedsponsor af dansk skulptur.
Selv statuen af Anker er finansieret af indsamlede midler. Men nu har staten besluttet, at den bedre kan styre, hvem vi skal beundre. Skattekroner bruges til at rette op på skævhederne i statuelandskabet. Hæderen mister sin sjæl, og det offentlige rum bliver en planøkonomisk udstilling: kvoteret, konsensussøgende og med staten som korrektiv til private dispositioner.
Når embedsværket overtager civilsamfundets rolle, mister vi ikke bare initiativ – vi mister også den folkelige forankring. Og en demokratisk modvægt til staten.
Planøkonomi i granit
Hvor Kulturministeren nu gør monumenter til output i en styringsøkonomi, rejste man førhen statuer for at løfte det ekstraordinære, ikke for at rette op på statistiske skævheder. Men nu forvandles det offentlige rum til en ønskebrønd, med statslig styring. Noget man i øvrigt perfektionerede i østblokkens kulturpolitik. For mens tillid er godt, er kontrol altid bedre. Resultatet af myndighedsprojekteret kunst ser vi allerede: Christiansborgs nye gruppeportræt af kvindelige politikere: en plakat reverse-engineered fra Mao-Kinas kulturrevolution – korrekt, klinisk og blottet for nerve. Made in China.
Her er hæder reduceret til en forventet og forvaltet ydelse – ja, nærmest en rettighed.
Hæder som ret
Nogle provinspolitikere klager over manglende Michelin-stjerner til den lokale restaurant. Som om de uddeles administrativt fra en statslig pulje. Kulturministeriets projekt bygger på samme logik: Mangler vi kvinder i skulpturlandskabet? Så uddeler vi flere statuer, hvis statistikken kræver det.
Dermed bliver hæder en offentlig service som dagrenovation: fordelt retfærdigt, men uden glans.
Fra marmor til målstyring
Thorvaldsen skabte monumenter for at ære det ekstraordinære – ikke for at balancere. Hans værker løftede fællesskabet, fordi de pegede opad. Djøf’erne i Kulturministeriet ser anderledes på den sag. For dem er kunst nemlig et leverancepunkt, en målopfyldelse, et output i et styringsværktøj.
Statuer skal ikke inspirere – de skal udligne. Og de skal fylde hullerne i historien med regnbuefigurer fra Slotsholmens vitrineskabe. Hvor embedsværket ser leverancer, ser civilsamfundet idealer. Derfor kunne borgere, foreninger og fonde rejse monumenter, der bar en fælles længsel. Nedefra.
Engang var statuer en hyldest til frihed, fremsyn og mod. Nu er de reduceret til et projekt. Men hæder kan ikke planlægges som vejbelægning. Den skal vokse op af jorden – eller også får vi granit, der hverken løfter eller varer.
En tilståelse
Lad mig tilstå: Jeg har selv smidt et navn i Kulturministeriets ønskebrønd – Birte Tove, stjernen fra 70’ernes film, kendt for sin dristige charme. Hun satte i hvert fald aftryk i mine ungdomsår, med en Thorvaldsen’sk hang til nøgenhed, men næppe den slags storhed, der kræver en sokkel.
Alligevel fristede det at nominere hende som en stille protest mod projektets dyrkelse af det almindelige. For når staten reducerer monumenter til kvoter, degraderer vi kunst til memorabilia. Og jeg håber ikke, Birte ender med at dele sokkel – i nogen forstand – med kagedamen.
