Wikipedia er ikke længere blot et opslagsværk. Det er internettets nervecenter – en infrastruktur for viden, som forbinder Google, nyhedsmedier, universiteter og nu også de kunstige intelligenser, der skal lære at forstå verden. Men netop derfor, advarer forfatteren og journalisten Ashley Rindsberg i en samtale med Andrew Gold på dennes Heretics-podcast, er det også blevet en af de mest sårbare – og farligste – institutioner i det digitale informationssystem. Det var en samtale, der virkelig fik mig til at spidse ører og åbne gluggerne. 

Du vidste måske godt, at den var gal - men ikke så organiseret, systemisk gal.

En illusion af neutralitet
Wikipedia lever af sit løfte om neutralitet: den åbne, kollektive sandhed, som ingen ejer, men alle kan redigere. Men som Rindsberg beskriver, er neutraliteten i praksis blevet en fiktion. Bag de åbne brugerflader skjuler sig et lille, lukket hierarki af “superredaktører”, der med tusindvis af redigeringer om året kontrollerer, hvilke ord, kilder og synspunkter der slipper igennem.

Disse brugere agerer reelt som portvagter for, hvad offentligheden må se – og endnu vigtigere: hvad den ikke må se.

Mange af disse redaktører er ikke tilfældige idealister, men aktører med klare politiske eller institutionelle tilknytninger. De arbejder ofte i netværk, hvor indsatserne koordineres på lukkede fora og chatkanaler. De ved præcis, hvordan Wikipedia fungerer, og hvordan man bruger dets regelsæt som våben: det er ikke manipulation på trods af systemet – det er manipulation gennem systemet.

Når sandheden ikke passer
Et af de eksempler, Rindsberg trækker frem, er mordet på Iryna Zatutska, en ukrainsk kvinde, der blev brutalt dræbt af en gal, sort mand på en letbane i Charlotte, North Carolina. Historien burde straks have vakt international opmærksomhed – både på grund af forbrydelsens karakter og dens politiske kontekst – men på Wikipedia blev sagen enten helt udeladt eller omtalt i renset, anonymiseret form.

Artiklen om gerningsmandens baggrund blev slettet, og diskussioner om motiv og kulturkonflikt blev lukket ned.

Hvorfor? Fordi sagen udfordrede en politisk ønsket fortælling. Den passede ikke ind i den moralske struktur, hvor sorte amerikanere ikke må fremstilles negativt. Resultatet: mordet på en ung kvinde forsvandt i en informationsmængde, der ellers påstår at rumme alt. Det, der burde være et faktuelt opslagsværk, blev i stedet en selektiv fortælling – et stykke datadrevet censur.

For Rindsberg er Zatutska-sagen ikke en enlig svale, men et symbol. Den viser, hvordan Wikipedias magt ikke ligger i det, der skrives, men i det, der udelades. Når et mord kan slettes ud af den digitale hukommelse, fordi det er “politisk besværligt”, er vi ikke længere i et leksikon – men i en redigeret virkelighed.

De systematiske fortrængninger
Det samme mønster, påpeger Rindsberg, findes i dækningen af de såkaldte grooming rape gangs – de organiserede overgrebssager, der siden 2010’erne har rystet Storbritannien. Tusinder af piger, mange helt ned til 11 år, blev systematisk voldtaget og mishandlet af grupper af mænd, som i overvejende grad havde pakistansk baggrund.

Det tog britiske myndigheder årtier at erkende omfanget, og i dag er der stadig byer, hvor politiet og de sociale myndigheder undgår at nævne gerningsmændenes etnicitet af frygt for at blive beskyldt for racisme.

På Wikipedia bliver den frygt institutionaliseret. Artiklerne om sagerne fra Rotherham, Telford og Oxford nævner sjældent de kulturelle og religiøse mønstre, der indgår i sagen – på trods af, at de fremgår tydeligt af både politirapporter og domsudskrifter.

Diskussioner, hvor brugere forsøger at indsætte disse oplysninger, lukkes ofte hurtigt med henvisning til “upålidelige kilder” eller “fornærmende sprogbrug”. Det, der i virkeligheden censureres, er virkelighedens kompleksitet.

Wikipedias behandling af grooming-sagerne viser, hvordan moralsk frygt for at “stigmatisere” kan blive til intellektuel stigmatisering af selve fakta. Når selv grove forbrydelser ikke kan beskrives, uden at redaktører fjerner centrale oplysninger, bliver platformen ikke et værn mod misinformation – men en garant for fortielse.

Det er denne dobbelthed, Rindsberg kalder “institutionaliseret bias”: et system, hvor idealet om neutralitet skjuler et permanent moralsk og politisk filter.

Når personer bliver narrativer
Wikipedias magt viser sig ikke kun i, hvad der slettes – men også i, hvordan mennesker fremstilles. Et tydeligt eksempel er den myrdede amerikanske kommentator Charlie Kirk, grundlæggeren af den konservative organisation Turning Point USA.

På Wikipedia er Kirk ikke beskrevet som iværksætter eller debattør, men som “højreorienteret aktivist” og “kontroversiel figur”, ledsaget af en lang liste af påståede fejl, citater taget ud af kontekst og kilder hentet næsten udelukkende fra fjendtligt indstillede medier.

Forsøg på at ændre artiklen bliver hurtigt afvist af erfarne redaktører, som påberåber sig “neutralitet”, men konsekvent fastholder et negativt billede. Thomas Uhrskov beskrev sidste år i Kontrast, hvordan Wikipedias opslag vinklede ham som højreorienteret konspirationsteoretiker, og jeg har også selv oplevet problemer, da jeg forsøgte at berigtige noget på Dansk Regnbueråds (hvor jeg er næstformand) Wikipedia-side, som var faktuelt forkert. Det fik jeg ikke lov til. 

Ifølge Rindsberg er dette ikke en fejl i systemet, men selve systemets funktion: Wikipedias brugere opdrages til at beskytte et moralsk hierarki, hvor visse typer meninger – konservative, patriotiske eller populistiske – automatisk rubriceres som farlige.

Det gør Wikipedia til et våben i kulturkampen: en platform, hvor omdømmer formes, og hvor en person som Charlie Kirk reduceres til anløben karikatur.

Hans eksistens i det digitale rum bliver defineret ikke af hans faktiske arbejde, men af den måde, Wikipedias redaktører vælger at indramme ham på. I Rindsbergs optik er dette en form for digital karaktermord – den bløde censurs mest effektive form.

Den skjulte økonomi
Samtidig eksisterer en milliardindustri for “betalt Wikipedia-redigering”. Virksomheder, politikere og berømtheder hyrer specialiserede PR-bureauer til at oprette, rense eller forskønne deres profiler. Officielt er det forbudt. I praksis er det et marked med faste priser, aftaler og bagkanaler, hvor anerkendte redaktører tager betaling for “vedligeholdelse” af bestemte sider. Wikipedia er dermed ikke kun ideologisk sårbart – det er også økonomisk korrupt.

Et tydeligt eksempel er det såkaldte “forbud” mod The Daily Mail som kilde. Redaktører besluttede, at avisen var “utroværdig”, og dens artikler blev systematisk fjernet fra hele Wikipedia.

Resultatet var ikke højere kvalitet – men mindre mangfoldighed. Et verdensomspændende nyhedsmedie blev effektivt gjort tavst i det sted, hvor flertallet af verdens brugere søger efter kontekst.

Fra leksikon til propagandamaskine
Rindsberg beskriver Wikipedia som en form for soft power – et redskab, der former offentlig moral og historieopfattelse uden nogensinde at erklære sig politisk. En platform, der ikke bare informerer, men fortolker verden, og dermed giver sine egne redaktører magten til at udskrive legitimitet. Hvem er en troværdig journalist? Hvad var “årsagen” til en krig? Hvilke kilder kan citeres?

Disse afgørelser bliver ikke truffet i åbne demokratier, men i anonyme diskussionsfora.

Konsekvensen er, at Wikipedia i dag fungerer som et digitalt ministerium for sandhed – uden ansvar, uden gennemsigtighed og uden konkurrence. Selv Google er afhængig af dets data. Selv kunstig intelligens lærer af dets forvrængninger. Som Rindsberg bemærker, er vi dermed vidner til en ny type monopol: ikke på varer, men på virkelighed.

Den næste front: Kunstig intelligens
Det mest foruroligende, siger Rindsberg, er dog ikke Wikipedia selv – men hvad det er ved at blive. Når OpenAI, Google og Meta træner deres sprogmodeller, bruger de enorme mængder tekst fra netop Wikipedia som “ground truth” – den grundlæggende sandhed, som algoritmerne skal lære at efterligne.

Hvis den sandhed allerede er filtreret gennem politiske og institutionelle bias, så vil også fremtidens AI gentage og forstærke dem.

Det betyder, at en fejl, en udeladelse eller en ideologisk skævhed på Wikipedia ikke længere blot påvirker, hvad du læser – men hvad maskiner tror er sandt. En fejlciteret artikel bliver til et selvrefererende mønster. En slettet sag bliver til et hul i fremtidens forståelse af virkeligheden. Wikipedia, siger Rindsberg, er blevet den skjulte motor i den globale informationsøkologi – og når motoren er forurenet, bliver hele systemet det.

En advarsel i forklædning
Essensen af Rindsbergs advarsel er imidlertid ikke at opgive Wikipedia, men at se det for, hvad det er blevet: Et magtredskab i forklædning af fællesskab. Når enhver side kan ændres af alle, er det let at tro, at det sikrer balance. I virkeligheden sikrer det, at den mest organiserede, ideologisk motiverede eller økonomisk stærke aktør vinder.

Det er en ubehagelig erkendelse, fordi Wikipedia for mange står som internettets sidste rest af idealisme. Men hvis det, som Rindsberg siger, i dag bruges til at omskrive mord, censurere ubelejlige sandheder og hvidvaske magtfulde aktører – så er det ikke længere et leksikon. Det er et spejl af vores tids informationskrig.

Og det spejl er nu i færd med at blive selve verdens AI-hukommelse.

Et forsøg på modmagt
Netop derfor er det ikke tilfældigt, at Elon Musk i 2024 annoncerede arbejdet på et Wikipedia-alternativ – et platformseksperiment, som ifølge ham selv skal genskabe idéen om “radikal gennemsigtighed”. Projektet, foreløbigt kaldet XWiki, skal bygge på åbne logfiler, hvor enhver ændring, kilde og redaktøraktivitet kan spores offentligt.

Musk beskrev initiativet som et “sandt encyklopædi-projekt for en fri civilisation” og har antydet, at det skal integreres i X-platformens infrastruktur som et open-source, blockchain-baseret referenceværktøj. Pointen er, at ingen enkelt bruger eller organisation skal kunne redigere i skjul eller fjerne oplysninger uden, at det bliver dokumenteret.

Hvorvidt projektet bliver realiseret er uvist. Men alene ideen – at bryde Wikipedias monopol ved at gøre selve redigeringsprocessen synlig – udfordrer den tavse konsensus, som Rindsberg advarer imod.

For første gang siden internettets begyndelse diskuteres det igen, hvem der faktisk ejer sandheden – og om det overhovedet er sundt, at én platform styrer den