I gamle dage har mennesker ved indgangen til et nyt år spurgt, om det vil bringe fred eller krig, velstand eller armod, sundhed eller pest. Var man troende, bad man Gud om hjælp til at fremme fred, velstand og sundhed og afværge krig, armod og pest.
Nu har folk i de vestlige lande vænnet sig til i mange år ikke længere at stille spørgsmålene så skarpt. Hvis man overhovedet tænkte på dem, mente man, at krig, armod og pest hørte fortiden til, og at de takket være demokrati, markedsøkonomi og medicin ikke ville vende tilbage. De fleste, herunder til en vis grad jeg selv, var optimister og mente, at historien kun havde en retning.
Denne optimisme var ikke en forfejlet holdning. Problemet var bare, at dens forudsætninger nok holdt i og blandt vestlige lande plus enkelte andre, men ikke globalt.
Historien kan slå bak
Et voksende antal også i Vesten har siden angrebene 11/9 2001 fået en stedse stærkere fornemmelse af, at historien sagtens kan slå bak. Terror og væbnede konflikter, inflation og den deraf følgende forarmelse af flertallet, samt corona og klimapanik synes i disse år at vise, at pilen godt kan pege mod krig, armod og pest snarere end fred, velstand og sundhed.
Spørgsmålet om, hvad det nye år bringer, har derfor fået noget af den alvor tilbage, det havde for tidligere slægtled. Der er endvidere nogle særlige og indbyrdes beslægtede grunde til at mene, at 2024 kan blive, hvad vore forfædre ville have kaldt et skæbneår. Lad os se på et par af dem her. Andre følger senere.
Beredskabet er forfaldet
Den første er krigen i Gaza, som ikke ville være i gang, hvis Israel den 7/10 havde været så kampklart, som det var før i tiden. Da ville man ikke have tilladt kibbutzer så tæt på grænsen til et fjendtligt Gaza uden en ganske anderledes effektiv beskyttelse i form af vagttårne, søgelys, elektriske hegn, hunde og vågne soldater.
De ansvarlige i Israel var gået i en fælde af overdreven tillid til teknologi og til it-drevne analyser af mulige trusler. I kraft af den tillid lod man det fysiske beredskab forfalde, dog ikke i nær så høj grad, som USA og NATO har ladet deres beredskab forfalde.
Prisen i antal døde og lemlæstede på begge sider kan vi ikke endnu opgøre, men den bliver høj, og ansvaret ligger hos den israelske militære ledelse. Man kan dog ikke bebrejde Hamas, at de benyttede sig af den lejlighed, det forfaldne israelske beredskab gav dem. De har altid villet myrde alle jøder i Israel. At de handler efter den overbevisning, når de kan, burde ikke overraske, endsige chokere nogen, der har været vågen de sidste 50 år.
Hamas er måske kun lokkemaden
Vil det lykkes Israel trods det dårlige beredskab at fordrive Hamas fra Gaza? Man kan vel snarere frygte, at ved at fokusere på Gaza risikerer Israel at blotte nordflanken mod Hezbollah, der er meget stærkere end Hamas. Og bag Hezbollah står Iran, der snart bliver atommagt og hvis ledere for nylig igen har forkyndt, at Israels dage er talte.
Hamas er måske kun lokkemad, der skal opsuge Israels styrker i Gaza, mens Hezbollah udfører det egentlige storangreb nordfra. Vi får se i 2024.
Den anden er krigen i Ukraine. Ligesom krigen i Gaza kunne den være undgået, hvis USA og NATO havde handlet mere fornuftigt over for såvel Rusland som Ukraine i årene siden 1990.
Ukrainekrigen kunne være undgået
I stedet for en moderat politik, der tog hensyn til de forskellige nationale interesser, og som sigtede på varig forståelse med det ikke-kommunistiske Rusland, satsede de ansvarlige på en mærkværdig provokationspolitik. Den var mærkværdig, fordi den var baseret hverken på en realistisk vurdering af situationen eller på egne magtmidler.
Den var baseret på en ganske urealistisk overvurdering af, hvad USA kan tillade sig i en tid, hvor den amerikanske globale almagt for længst er en saga blot. Havde man fra amerikansk og NATO-side tydeligt meldt ud, at NATO hverken kan eller vil inddrage Ukraine, og hvis man ydermere havde givet garantier for den russisksindede befolkning i det østlige Ukraine, var der med al sandsynlighed ingen krig kommet. Vladimir Putin er ikke Josef Stalin og Rusland er ikke Sovjetunionen.
Nu har vi så krigen, men eftersom USA’s og NATO’s i forvejen slunkne arsenaler af udstyr og ammunition er ved at være tomme, mens russerne producerer begge dele i stigende tempo, og eftersom USA og NATO også er ved at løbe tør for ukrainere at sende i kødhakkeren, må vi nok forvente, at den slutter eller går ned på lavt blus i 2024 efter flere hundrede tusinde faldne på begge sider.
Vestens urealistiske selvovervurdering
Fælles for disse to eksempler er, at de for en stor del skyldes de vestlige ansvarliges overvurdering af egne evner og fornuft. Den største grund til at frygte, at 2024 bliver værre end 2023 er da, at de vestlige lande er styret af folk, der enten er uvidende eller arrogante eller begge dele.
De vestlige eliter har ikke deres egne folks tarv for øje. Det er ikke nyt, men det er ved at blive farligt.
Det mest skræmmende symptom på det sidste er, hvad der sker i USA, hvor vi i 2024 kan se frem til et præsidentvalg, hvis resultat med al sandsynlighed vil blive endnu mere tvivlsomt og omstridt end det i 2020.
At kalde USA i dag for et demokrati er at gøre grin med ordet. Om Danmark også kun er et skindemokrati, er et andet spørgsmål, der vil optræde her i klummen.
