Den 13. december 2021 blev forhenværende minister Inger Støjberg idømt 60 dages ubetinget fængsel af Rigsretten for hendes håndtering af barnebrude-sagen. Det var Mette Frederiksen og hendes regering, der nedsatte den såkaldte Instrukskommission på foranledning af hendes hævngerrige støttepartier, som nærmest stillede det som et ultimativt krav at få undersøgt Støjbergs ageren i sagen.
Selvom mange juraprofessorer, heriblandt dr.jur. Ditlev Tamm, anså sagen som værende en bagatel, førte kommissionens rapport til en advokatvurdering, der konkluderede, at der var en "rimelig sandsynlighed" for domfældelse. Dette blev senere bekræftet i Rigsretten, hvor Støjberg blev idømt en fængselsstraf.
Selve Rigsretten fungerer egentlig fint – den består primært af højesteretsdommere og politisk udpegede lægdommere, der som tommelfingerregel følger højesteretsdommernes vurderinger. I Støjbergs sag var det eksempelvis 25 ud af 26 dommere, der var enige om at dømme hende skyldig.
Problemet er ikke Rigsretten, men de politiske studehandler
For mig at se ligger problemet ikke i Rigsretten som institution, men i processen op til. Det er her, det politiske spil kommer ind, og hvor kvalmende studehandler træder frem, i stedet for at lade sagen blive afgjort af iskold jura.
Dette blev tydeligt igen i november 2020, da Mette Frederiksen uden lovhjemmel lukkede hele minkbranchen på baggrund af en overdreven frygt for virusmutationer. Også her blev der nedsat en kommission for at granske beslutningsprocessen op til det ulovlige indgreb.
Rapporten, der udkom i juni 2022, viste, at der muligvis var sket brud på loven. Kommissionen vurderede dog ikke chancen for domfældelse. Alligevel valgte Enhedslisten, få timer efter den 4.759 sider lange rapport blev udgivet, at frede Frederiksen mod en advokatvurdering med den begrundelse, at hun ikke handlede forsætligt – altså, at hun ikke vidste, at der ikke var lovhjemmel til beslutningen.
Alle burde være lige for loven - uanset politisk flertal
Dette står dog i kontrast til ministeransvarlighedslovens §5, stk. 1, der tilsiger, at en minister kan dømmes for grov uagtsomhed – altså når en minister burde have vidst, at en handling var ulovlig, eller i det mindste brude have undersøgt det. Kommissionen tog ikke stilling til dette, og derfor var der brug for en advokatvurdering for at afgøre, om Mette Frederiksen kunne dømmes for grov uagtsomhed.
Jeg mener, at denne form for politisk manøvrering, hvor ministre undgår ansvar på grund af politiske alliancer, underminerer retsstatsprincipperne. Alle burde være lige for loven, men i dag er det det politiske flertal – ikke juraen – der afgør, om en minister stilles for en Rigsret.
For at sikre retfærdighed bør vi have et uafhængigt og upolitisk forfatningsråd, bestående af landets bedste jurister, som skal kunne nedsætte undersøgelseskommissioner, vurdere chancen for domfældelse og i sidste ende kunne anbefale en rigsretstiltale, overfor Folketinget i en given sag.
Et forfatningsråd hævet over politik
Forfatningsrådet skal formelt ligge under Justitsministeriet, men skal ligesom anklagemyndigheden funktionelt være uafhængigt af Justitsministeriet, af hensyn til princippet om, at man fra det politiske niveau ikke blander sig i konkrete straffesager og granskninger.
Forfatningsrådet vil løbende iagttage aktuelle sager og vurdere om der er grundlag for en kommissionsundersøgelse. Et simpelt flertal i rådet vil kunne nedsætte en undersøgelseskommission, som vi kender den. Derefter vil arbejdet gå i gang efter de gældende forskrifter, som vi har set det i eksempelvis Instrukskommissionen og Minkkommissionen.
Til sidst vil der foreligge en kommissionsrapport, som derefter skal vurderes af Forfatningsrådets jurister. Her skal Forfatningsrådets vigtigste opgave udføres. Normalt er det nemlig Folketinget, der bestiller en sådan vurdering, der også kaldes en advokatvurdering, og som helt nøgternt vurderer sandsynligheden for domfældelse i sagen.
I dag er der præcedens for at bruge advokatvurderingen som det endelige grundlag, når Folketinget træffer en beslutning, og det er derfor vigtigt at få lavet en juridisk vurdering af en kommissionsrapport. Rød blok undlod f.eks. at bestille en vurdering af Minkkommissionens rapport, hvilket derfor fritog Mette Frederiksen for ansvar – og fortsat gør det.
Bør ske uden grundlovsændring
Ideelt set skulle Forfatningsrådet uafhængigt kunne rejse sager ved Rigsretten, men grundet Grundlovens §16, er det entydigt kun Folketinget og kongen – i praksis regeringen – der kan rejse sager ved Rigsretten, i henhold til loven. Hvis man skulle ændre dette, ville man skulle ændre Grundloven, hvilket i praksis er tæt på umuligt.
Det ville kræve en folkeafstemning og tunge flertal på begge sider af et nyvalg. Personligt ønsker jeg ikke at åbne Grundloven, da der er en overhængende fare for, at en eventuel ændring vil falde i forkerte hænder.
I 2024 foreslog SF, Enhedslisten, Alternativet og Det Radikale Venstre eksempelvis at skrive såkaldte grønne rettigheder ind i Grundloven. Dette er et klassisk eksempel på, hvordan venstrefløjen forsøger at gennemtvinge mærkesager og populistiske paroler ind i forfatningen.
Derfor vil løsningen i forhold til Grundlovens § 16 være, at Folketinget i lighed med immunitetssager, altså når et medlem af Folketinget får ophævet sin parlamentariske immunitet, blot anser en rigsrets anbefaling fra Forfatningsrådet som en formalitet, der skal vedtages uden større diskussion.
I teorien indebærer dette en risiko for, at ministre går fri, men i praksis vil det være næsten umuligt for Folketingets partier ikke at stemme for en rigsretssag, hvis et forfatningsråd med landets bedste jurister har lavet en grundig og faglig vurdering, der stærkt taler for en rigsretstiltale.
Jeg mener, at dette er den klart bedste og mest effektive konstellation, da man slipper for en besværlig og næsten umulig grundlovsændring. Man øger markant sandsynligheden for, at ministre holdes ansvarlige for ulovlige handlinger, uanset deres position, popularitet eller det aktuelle politiske flertal, i disse helt særlige sager.
