I Radioavisen den 6. januar kunne man høre om markeringen af attentatet på magasinet Charlie Hebdo i Paris for ti år siden. Oplæseren redegjorde for, hvad der var foregået, nøgternt og sagligt. Der var ingen intimiderende prædikater, ikke noget om ”højreorienteret” eller ”islamofobi”. Kun de rene kendsgerninger. Og det i sig selv var en ny oplevelse. En forandring har fundet sted. Men ikke nødvendigvis i Skandinavien.
I alle lande findes der fatwaer. En fatwa er ligesom en bandbulle, hvor nogen eller noget lyses i band. Det står enhver frit at angribe den bandlyste, som er blevet gjort fredløs. Fatwaen baner vejen for volden, men den som udsteder fatwaen, og den som udfører volden, er ikke samme person. De kender måske slet ikke hinanden. Det er ikke nødvendigt.
Forskellen mellem Frankrig og Danmark
For tre år siden blev dette demonstreret på en måde, som ændrede Frankrig. Den franske skolelærer Samuel Paty blev genstand for en kampagne af chikane efter have undervist sine elever i ytringsfrihed og vist de danske Muhammedtegninger, som det franske magasin Charlie Hebdo havde genoptrykt i solidaritet med de danske tegnere. Kort efter blev han myrdet udenfor det gymnasium, han arbejdede på. Der er således en skæbneforbindelse mellem Danmark og Frankrig, to lande i samme båd. Men med hver deres kaptajn. Mens Frankrig idømmer folk 15 år i fængsel for at kalde Paty "islamofob", har Danmark på Saudi-Arabiens initiativ indført en koranlov.
Den franske fatwa bliver således afmonteret, men den danske fatwa lever videre.
Omar i Krudttønden
I 2019 skabte Ole Christian Madsen filmen ”Krudttønden” om angrebet på kulturhuset af samme navn. Målet for angrebet var Lars Vilks og personerne omkring ham, herunder den svenske gadekunstner Dan Park og danske Uwe Max Jensen, som stiftede foreningen sammen med forfatteren Helle Merete Brix.
Det første man bemærker ved filmen, er, at terroristen bliver holdt på lang afstand med usynlige asbest-handsker. Vi ser ham, vi hører navnet, men vi ved intet om ham. Hans familie er til stede i lejligheden, men vi møder dem ikke. Vi hører intet om hans barndom.
Som tusinder andre muslimer bliver han sendt på "genopdragelse", dvs. indoktrinering i hjemlandet. Disse børn lider en krank skæbne. De forsvinder, uden at nogen efterlyser dem, og når de vender tilbage, spørger ingen, hvor de har været, eller hvad der er foregået. Ifølge FN udgør genopdragelse praksis i mange tilfælde tortur. Drengene slår ind på en kriminel løbebane. I fængslet møder de en imam, som lover dem paradis, hvis de dør i sagens navn.
Hensynet til Saudi-Arabien
Dette var også Omar El-Husseins rute. Men Københavns Politi vil ikke oplyse, hvilke moskeer han frekventerede, "af hensyn til institutionernes ry".
Det bestialske angreb i Atlasbjergene, hvor en norsk og en dansk kvinde blev myrdet, blev udtænkt af en spansk konvertit. Han fik sit nom de guerre, sit krigsnavn, i forbindelse med konvertering til islam. Dette foregik i The Grand Mosque i Zürich. Moskeen er drevet af Saudi-Arabien.
Måske er det hensynet til lande, og ikke kun lokale institutioner, som spiller ind i politiets vurdering. Sådan kan man spekulere. Forholdet til saudierne og andre OIC-lande har en høj prioritet i både Norge og Danmark.
Danmark i FN's Sikkerhedsråd
Danmark har netop fået en plads i FN's Sikkerhedsråd. Det kræver et flertal af stemmerne i Generalforsamlingen. Organisationen af 56 islamiske stater sidder på 25 pct. af stemmerne.
Danske rederier sejler gennem OIC-land til og fra Kina. Arla har en betydelig eksport til OIC-markedet. Så meget at mejeriet brugte sin indflydelse på Christiansborg til at støtte det saudiske forslag om en koranlov. Stærke kræfter bakker op om en anden linje end den franske. At stemple nogen som "islamofob" udløser ikke 15 års fængsel i Danmark.
Flere attentater mod Lars Vilks
Angrebet på Krudttønden var ikke første gang, Lars Vilks blev opsøgt af døden. Al-Qaedas irakiske afdeling havde flere år tidligere udlovet en dusør 100.000 dollar til den, der ville lykkes med at slå den svenske kunstner ihjel. Dengang kunne Vilks se langt efter støtte fra de danske naboer. En tidligere udenrigsminister fra Venstre slog hånden af Vilks med ordene: "Han har selv bedt om det. Jeg har ingen sympati med den mand."
Da jeg udstillede Vilks værker i Læsø Kunsthal i 2019, blev udstillingen fordømt af danske medier som ”højreorienteret” med direkte reference til Vilks. Da samme udstilling åbnede i Warszawa, fortalte DR, at "udstillingen beskyldes for at promovere højreekstremisme". Men det var kun DR selv, der fremførte beskyldningen.
Statens Kunstfond trak tilbage et tilskud på baggrund af en artikel fra Redox, som påstod, at gadekunstnerne Dan Park "er nazist". Organisationen UKK, som består af danske kunstnere og kuratorer, publicerede en artikel, hvor de analyserede sig frem til, at arrangørerne "bevidst bruger racisme".
Det er lige præcis denne form for fatwa, som er blevet forbudt i Frankrig. Samuel Patys kollegaer, fagforbund og chefer var de første til at lyse ham i band. Det franske retssystem ser forbindelsen mellem bandbullerne og den dødelige vold.
Det gør Danmark ikke endnu.
