Debat

11.06.21

Dengang Cirkeline mødte kapitalens politisoldater

Når noget er for venstreorienteret til at blive bragt af Danmarks Radio i 1970’erne, ved man nok, at det er ekstremt. Preben Prygler ser tilbage på Cirkelines flugt fra et brutalt Amerika, og hvordan børn skulle fodres holdninger med alf og mus.
Hanne og Jannik Hastrup producerede 19 kortfilm med Cirkeline til Danmarks Radio i perioden 1967-1971. 'Flugten fra Amerika' var den sidste.

Nattehimlen oplyses af automatriflernes grelle skær, mens skrigene fra de uskyldige fanget i et kaos af skud og ild lægger en hjerteskærende baggrund af lyd. Vestbredden? Belfast? Næeh, bare Cirkeline og musevenner i Amerika. Serveret som underholdning for de mindste.

Ud af det blå begik Jannik Hastrup i 1971 en art antiamerikansk propagandafilm med titlen Flugten fra Amerika, der fik selv Danmarks Radios programredaktion til at stemple den som for politisk til udsendelse.

Starten er ellers lovende som altid: Cirkeline vækkes i sin tændstikæske af Ib, en bi med et krus honning til hende. Snart kommer Frederik til, og så kører møllen ellers: De finder en bunke tændstikæsker, konstruerer den som en togstamme, tager noget modstræbende Frederiks lillebror med og fantaserer sig til en tur til Amerika.

Og så er det altså, at filmen knækker, i hvert fald for Jannik Hastrup: Fra starten er Amerika et skummelt sted. Man finder godt nok Mickey Mouse, som var en væsentlig grund til at tage af sted for Frederik, men han viser sig kun at være en plastikfigur. Og så stormer tungtbevæbnede plastiksoldater vildt skydende frem, og de må søge tilflugt under en række overfyldte skraldespande. Den får ikke for lidt!

Her møder de en sort mus, hvis sang illustreres med billeder af sorte, der arresteres og chikaneres af hvide politibetjente. En gang imellem bringes billeder af en sort mand, og man forstår, at det er de Sorte Panteres stemme, man hører. Pointen bankes igennem igen og igen, de hvide er onde og de sorte gode. Og de sorte kan ikke klare sig mod de hvides våben. 

Den sorte mus dør også i et shoot-out, og vore stakkels venner må adlyde hans sidste ord: Drag ud på prærien til Amerikas oprindelige befolkning. De er modige og stærke og kan bekæmpe de hvide og befri Frederiks lillebror, der er blevet anholdt af soldaterne. 

Her ville andre filmskabere måske lige klappe hesten – eller i dette tilfælde – Mustangen. Gå en tur, tage en smøg eller noget, og så vende tilbage til projektet og forsøge at gnubbe bare en lille smule virkelighed og troværdighed ind her og der. Men virkeligheden og troværdigheden er ikke rigtig noget for Hastrup, og herfra brister fornuftens sidste tråde: Cirkeline og Frederik finder rent faktisk en indianerstamme lige uden for byen, komplet med heste, bål, tipier og det hele.

Uden så mange dikkedarer beslutter de, at et overfald med tomahawker på svært bevæbnede soldater fra Nationalgarden er alle tiders fede ide. De kaster sig på hestene, rider ind til byen og dræber soldaterne. Cirkeline er ovenikøbet med på en af hestene. Hun jubler begejstret, hver gang en hvid soldat bliver slået ned. Frederiks lillebror bliver befriet. Nu blev filmen så aldrig sendt, heldigvis, så spørgsmålet har kun akademisk interesse. Men alligevel. 

Naturligvis var dette det brune årti, 70`erne, hvor de mest bizarre synspunkter kunne serveres over for børn og unge. Alligevel må man undre sig. Skulle små børn bare acceptere, at deres lille, hyggelige alf pludselig deltog i mord? Hvad havde Hastrup tænkt sig, hvad var motivet bag? I filmen er disse scener naturligvis kun udtryk for Frederiks fantasi, konkret forlader de aldrig tegnerens skrivebord. Men alligevel.

Filmen sluttes af med lidt uskyldige løjer. Man lander på en tropeø, to små hulamus viser sig at være Frederiks søstre, der siger, at han skal komme hjem og spise. Det er næsten, som om Hastrup er blevet bare lidt bange for sit eget projekt. I hvert fald for konsekvenserne, og nu må vi skynde os at finde idyllen frem igen.

Jeg gad vide, hvad de fire- til otteårige, der var primær målgruppe, havde sagt til de brutale scener i midten. Alfred Hitchcock sagde engang om sine gyserfilm, at det uhyggeligste først kom, når man slukkede for fjernsynet. Det har han ret i. Ingen gyserinstruktør kan konkurrere med den menneskelige hjerne. Så tænk på barnehjernen, der ser Flugten fra Amerika en halv time før sengetid? Hyggelig nat, siger jeg bare. 

Artiklen fortsætter under angsten ...

For nylig så jeg et lille interview med Hanne Hastrup. Hun virker meget, meget sød og kvik. Hun gav i interviewet et indtryk af en sprælsk, lidt krøllet karakter. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad hun egentlig har sagt til Flugten fra Amerika. For hun var jo med, hun var simpelthen Cirkelines mor, og de mørke, skudfyldte scener i filmen er meget hendes værk. Har hun slet ikke haft en mening, en stemme i projektet? Har der ikke været noget sted, hvor hun sagde: ”Jannik, tror du ikke lige, vi strammer den her?” 

Det skete bare ikke, og filmen sætter et sært truende punktum for den ellers meget smukke og vellykkede række film. For Cirkeline er idyl, et vidunderligt mikrounivers, tilsat Hans-Henrik Leys maniske fløjtespil og lejlighedsvis Poul Dissings brudte stemme, når udvalgte katte skal fremstilles. 

Og så dette. 

Man får den tanke, at det var dette, Hastrup i virkeligheden gerne ville: et langt skrigende angreb på USA som en hjernedød, morderisk og racistisk klassefjende, som det faktisk var okay at slå ihjel. Han skulle bare lige have etableret sig, opnået en sikker plads i den folkelige bevidsthed, før han gerådede i et rasende hævntogt for Mỹ Lai og Little Big Horn. Er dette, hvad skønne perler som ‘Klodsmus’ og ‘Bim Bam Busse’ i virkeligheden handler om? Camouflage? 

Det lægger godt nok et gustent skær over det hele, men selvfølgelig, han filmatiserede også Trællene

Hele Flugten fra Amerika kan findes på YouTube her.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter