Debat

07.01.23

Premium

DR’s historiefolk rider videre på de sædvanlige kæpheste

Rasmus Hansen, der er gymnasielærer, kritiserer serien ‘Et sted, to verdener’, hvor DR i vanlig stil belærer publikum politisk ved at vinkle hårdt på ulighed og klasseforskel.
Fabrikanten på Brede Værk. Foto leveret af historieselskab, formidlet videre af DR Presse.
Fabrikanten på Brede Værk. Foto leveret af historieselskab, formidlet videre af DR Presse.

Der er grund til at rose DR for at give historien plads i sendefladen. Succesen med Historien om Danmark viste også, at historieproduktionerne faktisk bliver set. Børn og unge, der ikke ser udsendelserne hjemme, vil med stor sandsynlighed se dem i skolen, hvor mange af de unge anser dokumentarerne for seværdige – i hvert fald af undervisningsmateriale at være. Det er indiskutabelt godt, at DR således medvirker til at indpode børn, unge og andre en fornemmelse af, at historien er vigtig, og at samfundet er resultat af en udvikling. 

Til gengæld kan man godt diskutere om den fortælling om Danmarks historie, som DR leverer, altid er godt. Dele af Historien om Danmark kritiseredes for at være grænsende til noget, der kunne være udtænkt af Socialdemokratiets pressetjeneste. Skulle den samme kritik blive rejst mod serien Et sted, to verdener, som startede 21. december 2022, er denne anmelder – primært baseret på første afsnit – desværre ikke uenig. Måske er det tid til, at de gode historiefolk på DR ryster posen – bare lidt.  

I serien Et sted, to verdener er temaet ulighed. Indledningsvis fortæller en voice-over, at vi i årtier har fortalt, at vi lever i et af verdens mest lige samfund, ”… men at der nu er ved at komme sprækker i den fortælling. Har vi glemt, hvor ulige vi var for få generationer siden?” Noget er altså galt. Det viser de omtalte sprækker, må man forstå. Men om den er gal med nutidens eller fortidens samfund eller med vores italesættelse af dem - eller med det hele - står underligt uklart. Det er næppe en fejl. 

Dernæst introduceres vi til stedet, som i afsnit 1 er Brede Klædefabrik, og året, som er 1910. Vi introduceres også til de mennesker, som befolkede Brede – et af seriens seks portrætterede steder med ”meget stærke hierarkier”. Vi møder ”fejedrengen – et af titusinder af børn, hvis arbejdskraft er nødvendig for familien, fabriksarbejderen, der arbejder 10-12 timer i døgnet uden de mest basale rettigheder og fabrikanten, der betragter sig selv som en far, der skal tugte og kontrollere sine børn, de ansatte.” Sidstnævnte ser da også udsendelsen igennem hoven og nedladende ud, hvilket en velklædt herre og en overklassekvinde fra et andet afsnit også gør, mens de får serveret chokolade og champagne af ydmyge tjenestefolk med nedslåede blikke. Så er vi i gang.

For et program, som vælger at fokusere på noget så konkret som økonomisk ulighed og arbejdsforhold på en produktionsvirksomhed, er der få tal i programmet. Og der gøres ikke meget for at forklare seeren den økonomi, som klædefabrikken og dens medarbejdere er en del af. Vi får at vide, at ”... industrialismen har bidt sig fast og i dens kølvand følger krav om mere og mere produktion, mere og mere effektivitet”. 

Hvor disse krav kommer fra, og hvem der mon får gavn af den øgede produktion og effektivitet, står hen i det uvisse. Men at det blandt andet skulle være arbejderne på fabrikken, virker usandsynligt for seeren. Man får nemlig følgende at vide; arbejdet er organiseret, så hver person yder optimalt, arbejdstiden er 60 timer ugentligt, der er ingen rettigheder ved sygdom eller fyring, og industriarbejdet er virkelig hårdt, kedeligt og dikteret af maskinerne. Det lyder ikke rart for den moderne seer - og hvorfor nogen frivilligt har søgt arbejde der, forklares da heller ikke.

I stedet skildres det stærke hierarki mellem de ansatte. Her drages der paralleller til det feudale landbosamfund. Arbejderboligerne ligger som gårde spredt omkring det centrale – fabrikken/herregården. De ufaglærte arbejdere gives rollen som fæstebønder i denne sammenligning, som næppe hjælper seeren til andet end at tænke, at der nok ikke rigtig kom nogen forandring med den industrialisering. Men arbejderen på Brede var jo ikke fæstebonde – og arbejderboligerne ligner da heller ikke det feudale samfunds gårde. Faktisk ser de efter datidens standarder store og lyse og sunde ud – og det gør skolebygningen egentlig også, da man ser den. Nå. 

Men i laget over de ufaglærte arbejdere møder vi mellemlederne, ”de faglærte arbejdere med bedre løn og boliger – men dog stadig med meget lang afstand til toppen”, lyder det. Hvem de er, hvor mange de er i dette forstyrrende mellemlag, og hvor de kommer fra, fortælles ikke. Seeren kan spekulere på, om det mon er nogle af stedets børn, der således er avanceret gennem indsats i skolen og på fabrikken. Men det må blive ved spekulationerne. For vi går hurtigt videre til ”... toppen. Her sidder nu ikke længere herremændene, men fabrikanterne og spekulanterne”. 

Det er her, vi gennem speaken møder fabrikant Daverkosen, der bliver kaldt ”fatter” af alle på fabrikken og ”som adelen under enevælden ser sig som en slags far for de ansatte. En beskytter og forsørger. Men tag ikke fejl … Han skal selvfølgelig også tjene penge og udnytte arbejdskraften optimalt”. At disse hensyn skulle kunne forenes i en model, som ikke kun er til arbejdernes udelte ulykke, præsenteres udsendelsen igennem som en usandsynlighed. Alligevel sidder denne seer lidt med følelsen af, at det måske var det, der skete på Brede. 

For umiddelbart efter vises og forklares det, hvordan Daverkosen ansatte mange af tidens mest sårbare borgere, nemlig de enlige mødre - og at fabrikken sørgede for pasning af disses små børn i arbejdstiden. Det forklares, at dette naturligvis ikke kun skete på grund af ”fatters familiære følelser”, men fordi kvinderne var billig, mødestabil arbejdskraft, som havde små hænder, der passede perfekt til vævearbejdet. De unge kvinder var ”for god arbejdskraft til at bortvise”, så det gjorde fabrikanten ikke. Men han - eller nogen - ville i virkeligheden helst have gjort det, skal man vist forstå. Og det kan man selvfølgelig ikke udelukke. Men det var nu det modsatte, der skete på Brede. 

Vi hører meget om forholdene for børnene på fabrikken. Vi hører om fabrikantens paternalistiske overvågning og hans forsøg på at regulere børnene med trusler, gulerod og pisk, som dog ikke var korporlige. Der citeres i den forbindelse flittigt fra en førstehåndskilde, nemlig en af fejedrengene, som i 1973 udgav en erindringsbog. Det er jo en fin kilde, selvom den ikke just er samtidig og selvom den skrivende fejedreng i 1973 var blevet til ingen ringere end hele Danmarks ”folkekære stalinist”, Carl Madsen. 

Hvilke overvejelser der ligger bag beslutningen om at bruge denne tekst som seerens primære vindue til arbejderbørnenes oplevelser på Brede, vides ikke. Men måske sker det for at hylde en dansk tradition. For når nu vi igennem et par generationer har fået tegnet billedet af fortidens landbobarndom gennem Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren og fortidens skoleliv gennem Hans Scherfigs Det forsømte forår, hvorfor så ikke lade en tredje stor stædig polemisk stalinist tegne vores billede af barndommen i industrisamfundet. Det virker egentlig oplagt. Og det er i hvert fald det, der sker her.  

Udsendelsen fortæller videre om, hvordan fabrikantens otte børn fik en helt anden skolegang end arbejdernes børn. Men det fremgår også, at børnene lejlighedsvis sås og legede med hinanden. Og mon ikke også at deres liv i 1900-tallets Danmark kom til at ligne hinanden, mere end man skulle tro? 

At det blev sådan, og at det trods alt ikke er værre i dag, end ”at middellevetiden blandt de 25% rigeste i dag er 10 år højere end blandt de 25% fattigste” forklares i de sidste 7 minutter af dokumentaren. 

Forklaringen er enkel. Det skyldes reformer fremkaldt af arbejdskampe og demokrati, arbejderne, der organiserer sig, etableringen af en arbejderbevidsthed, septemberforliget (som betegnes som starten på det danske velfærdssamfund – så er den diskussion også afklaret) og socialreformen af 1933.

Men alt dette fattede ”fatter”-fabrikant ude på Brede ikke. Dette paternalistiske fortidslevn kæmper imod udviklingen ved at holde avisen Socialdemokraten og fagforeningerne ude - indtil han holder op med det. 

Måske havde han lettere kunnet forstå, at hans tankegang var passé, hvis han som os seere havde kunnet høre, at musikken i dokumentaren nu er skiftet til noget mere opløftende. Det beskrives også, hvordan ”man nu identificerer sig med den klasse, man tilhører”. Fabrikanten tvinges til et kompromis efter en længere strejke i 1905, hvorefter han fornærmet aflyser fastelavnsfesten (for sådan en plejede han åbenbart at holde). Fabrikantens golde gerrighed og paternalistiske konservatisme må vige pladsen og dele magten med socialismen og fagforeningerne, fremskridtet og humanismen. Det lyder som en meget enkel dikotomi for en historiedokumentar – og det er det også. 

Det hele bliver faktisk så enkelt, at når det nævnes, at arbejderboligerne havde navne som Nazaret, ja så forklares husnavnene som ”fjerne byer”. Jeg ved ikke hvor meget kristendommen fyldte for fabrikant Daverkosen eller i Brede – men helt sikkert mere end i DR’s dokumentar om stedet. For det er 0. Det fortælles dog, at Daverkosen betalte for arbejdernes gravpladser på kirkegården. Men så skal man også forstå, at det jo er nogle betragteligt mindre prangende grave end den, han selv fik. På samme måde får vi at vide, at arbejderboligerne nok får indlagt, kloak, elektricitet, rindende vand og træk og slip, men at det jo først sker, efter at fabrikantfamilien har fået det.  

Et gennemgående træk i dokumentaren er sammenligningen af forholdene i Brede omkring år 1900 med det feudale landbosamfund og forholdene under enevælden. Dette sker ikke kun, når det gælder arbejdsforhold, men også i omtalen af omgangsformer, normer, køn og ægteskab. Det virker lidt forceret. For der sker jo voldsomt meget på alle disse områder i anden halvdel af 1800-tallet, hvilket udviklingen på Brede jo netop viser. Så hvorfor tales dynamikken og ”det progressive” konstant ned? Der melder sig en uværdig og konspirationslignende mistanke. Men det gør der jo, når ting er mærkelige. Mistanken går på, at jo mindre forandringerne i 1800-tallets sidste og 1900-tallets første årtier italesættes som betydelige og ”progressive”, jo mere epokegørende kommer de senere forandringer, som kan tilskrives det socialdemokratiske velfærdsprojekt, til at fremstå. 

Og er det så et kæmpe problem? Nej, det er det vel ikke. Der er meget godt at sige om fagbevægelsens og Socialdemokratiets betydning for det moderne Danmark. Men i en dokumentar om Brede Klædefabrik kunne man altså have gjort meget andet. 

Man kunne for eksempel have set på produktionen og dens udvikling. Man kunne have vist, hvordan forandringer i arbejdsgange og teknologi kunne opstå i lavpraktisk samarbejde på tværs af hierarkier. Man kunne også se på produktivitetsudviklingen. På den måde kunne man forstå, hvorfra den øgede velstand kom – den. der gjorde, at arbejdernes lønninger og forhold forbedredes, samtidig med at fabrikanten blev endnu rigere. Man kunne nok i det hele taget bedre forstå fabrikantens og arbejdernes bevæggrunde for at gøre, som de gjorde, under de vilkår, de levede. Endelig kunne man sikre sig mod, at seeren kunne sidde tilbage med det indtryk, at det faktum, at almindelige mennesker i dag har en højere levestandard end en direktør for 100 år siden, skyldes omfordeling i et økonomisk nulsumsspil. 

Det ville selvfølgelig alt sammen mudre klassekampsnarrativet lidt. Det ville også mudre billedet af Danmark før arbejderbevægelsens og Socialdemokratiets hegemoni som et menneskefjendsk og udbyttende Mordor en smule. Måske ville det endda give plads til tanker om, at et menneske som fabrikant Daverkosen og den kapitalistiske konkurrenceøkonomi, som hans virksomhed indgik i, også kunne bidrage til velstand, velfærd og medmenneskelig adfærd. 

I de følgende afsnit rides kæphestene lidt mindre hårdt. Her får andre tematikker lejlighedsvis lov at komme til overfladen – om end alle afsnit stadig forsynes med en afsluttende stavepladeagtig perspektivering til nutiden. Her pointeres det uden undtagelser, at selvom meget har ændret sig, så er der stadig store uligheder mellem borgerne i samfundet, hvilket seeren så må bekymres over. For eksempel påpeges det i afsnittet om søfarten, at meget har ændret sig i det erhverv siden 1956. Men selvom en sømand i dag kaldes en skibsassistent, er det også i dag oftest en mand - "den ulighed har ikke ændret sig endnu".

Afsnit 3 om de Kellerske Anstalter er godt og interessant. Men også her ligger de mest interessante pointer altså under for seriens larmende præmis. Der tales om tvangssteriliseringer og racehygiejne – og der drages paralleller til samtidens nazistiske Tyskland. Men der gøres ikke meget ud af, at racehygiejnen såvel syd som nord for grænsen blev legitimeret som en beklagelig, men nødvendig forudsætning for etableringen af en fremtidig velfærdsstat, der kunne give alle en værdig alderdom og sørge for lighed i sundhed og uddannelse for nationens ungdom. 

I stedet antydes det, at de Kellerske Anstalter i et betydeligt omfang fungerede som et middel til undertrykkelse af underklassen. Det sker gennem påvisningen af, hvordan anstalterne også husede individer fra underklassen, som næppe var mentalt retarderede, men alligevel endte der pga. sociale omstændigheder og en adfærd, der udfordrede de herskende normer. Det er bestemt ikke forkert. Men det var jo ikke normen – og det var slet ikke hensigten.  

Er det da slet ikke vigtigt, at DR gennem denne velproducerede dokumentarserie dekonstruerer fortællingen om, at Danmark i dag ligesom for godt 100 år siden er et samfund blottet for social ulighed og klasseskel? Jo da, især hvis der faktisk findes folk derude, der abonnerer på det billede af fortid og nutid. Og jo, det ville også være spændende, hvis vi ikke havde fået præsenteret danmarkshistorien set gennem den prisme tidligere. 

Men, helt ærligt; det har vi jo, DR. Mange gange. På DR. Hvis man er under 50, skal man nærmest have anstrengt sig for at have mødt andre narrativer. Så der er faktisk ikke noget nyt, spændende eller provokerende ved at se på danmarkshistorien som historien om ulighed og klassekamp – nok nærmest det modsatte. Det betyder selvfølgelig ikke, at det er et irrelevant narrativ. Men nu må I altså godt tillade jer at se jer om efter alternative vinkler på historien – også på den historie, der handler om, hvordan almindelige menneskers almindelige liv er blevet som de er. 

Premium

Dette indhold kan kun ses af medlemmer.

Månedlig betaling

49

Normalpris 99 kr./md.
Afmeld når som helst

Årlig betaling

79

Spar 20% med årsabonnement
KUN 948 kr./år

Ubegrænset adgang til lukket indhold: artikler, analyser, debatter, videoer, interviews

Få Kontrast Nyhedsbrev i din indbakke flere gange om ugen. Så er du altid opdateret

Adgang til Kontrasts Ekkokammer på Facebook. Del og kommenter indhold med redaktionen

Støt Kontrasts arbejde med at styrke den borgerlige debatkultur og dagsorden