Debatten om, hvem der er dansk, er ikke ny. Men den er blevet mere uklar. Ikke fordi spørgsmålet er blevet sværere – men fordi vi i stigende grad undgår at definere det præcist. Resultatet er en begrebslig udvanding, hvor ordet “dansk” mister sin betydning og reduceres til en løs, subjektiv selvangivelse.
Senest er diskussionen blusset op i forbindelse med uenighed mellem politikere om, hvorvidt man kan kaldes dansk alene på baggrund af statsborgerskab. Jeg forstår godt, at det vækker følelser. Men netop derfor er det afgørende, at vi insisterer på en principiel og analytisk tilgang til spørgsmålet.
For hvad er danskhed egentlig?
