Der synes at herske nærmest enstemmighed blandt økonomer om at told (”tarif” på engelsk) er noget fanden har skabt – i hvert fald blandt dem man hører i mainstreampressen.
Told må naturligvis være ekstra ondsindet og djævelsk når nu præsident Trump godt kan lide det. Men told er en form for indtægt for staten ligesom indkomstskat, der som bekendt heller ikke er populær. Her har told, ligesom moms, den fordel at det er beskatning af forbrug og ikke beskatning af arbejde.
Det har tidligere, særligt i Danmark, været fremført som begrundelse for at indføre høj moms, hvilket vi sandelig også har fået.
Forbrug gør os ikke rigere
Hvorfor er skat på forbrug bedre end skat på arbejde? Fordi det er arbejde, der er den egentlige værdiskabende faktor i en økonomi, mens forbrug er en mulighed, der følger af denne værdiskabelse. Man må yde før, man kan nyde og sætte tæring efter næring.
Denne ældgamle visdom er der næppe mange, der vil bestride, når man ser på, hvordan forretningsimperier bygges op. Det er nu engang folk som Mads Skjern og ikke folk som Jørgen Varnæs, der skaber blomstrende virksomheder, vækst og arbejdspladser.
Alligevel synes et mantra at have bidt sig fast efter 30 år med globalisme og konsumerisme, at vi bare skal forbruge uhæmmet, så holder vi hjulene i gang.
Det har i bedste fald nogen rigtighed. Men vi forbedrer ikke hjulene – vi fornyer ikke samfundets maskineri ved simpelt forbrug. Hertil kræves der nytænkning, iværksætteri, mod og risikovillige investeringer.
Opsparing og investering giver velstand
Der kræves kapital, som jo netop er det, man opnår, når man producerer mere, end man forbruger. Kapitalisten udklækkes i det øjeblik, han begynder at lægge til side. Først nu begynder man så småt i Vesten at erkende, hvilken pris hedonismen og konsumerismen har haft:
Varig inflation, nedslidt infrastruktur og forsvar, forsyningskæder der er dybt afhængige af navnlig Kina, stagnerende teknologisk fornyelse og store problemer med netop det politikerne ellers sværger til: den grønne omstilling.
Kort sagt: vigende konkurrenceevne. Som modpol hertil ser vi et Kina der gennem 40-50 år har gjort lige det stik modsatte, nemlig sparet op, bygget moderne infrastruktur, investeret svimlende beløb i fabrikker, miner, teknologi, det nyeste maskinel, grøn omstilling og ikke mindst i dets folks uddannelse og sundhed.
Dette er grunden til Kinas overlegne konkurrencedygtighed i dag. Den kommer ikke fra statsstøtte, for hvis det gav konkurrenceevne, ville Sovjetunionen have oversvømmet Europa med sine attraktive varer. Ligesom Kina gør i dag.
Trump er træt af USA som et taberland
USA’s handelsunderskud med Kina er bare vokset og vokset i årtier. Som svoren forretningsmand og konkurrencemenneske er dette faktum Trumps politiske vækkelse: Han er træt af at se sit land tabe på efterhånden alle områder – på sundhed, på uddannelse, på økonomi og efterhånden også på teknologi (for slet ikke at tale om alle de krige USA har tabt siden Murens fald).
Hvad hjælper det, at amerikanere kan købe alt muligt billigt kinesisk ragelse, når de i så stort omfang har mistet deres job, er overvægtige og på medikamenter, ikke har råd til uddannelse og over 100.000 (navnlig unge) dør årligt af opioid afhængighed? USA har (modsat Danmark) ikke klaret sig godt i globalismens tidsalder, landet lider.
Hvis man ikke tror på det, så prøv at tage en rejse derover og besøg andet end blot New York city eller Californien. Prøv at besøge (resterne af) Detroit eller bare kør 300 km nordpå fra New York city til Albany som er hovedstad i staten New York.
Så ser man en helt anden side af USA, end den man oplever med Hollywood og alle landets ”feelgood” serier og føljetoner. Dette er ”the forgotten american men and women”. Det var dem, i disse byer i traditionelt blå stater, der stemte Trump i Det Hvide Hus.
Andre boller på suppen
Nu får disse borgere i hvert fald andre boller på suppen. Med toldmur, Mexico mur og national samling vil Trump have USA på benene igen og genskabe landet som en industriel supermagt. Hvorfor må det nødvendigvis være utænkeligt at det kunne være en farbar vej?
Det var i årtierne op til 1.verdenskrig at fundamentet blev lagt til USA som verdens førende nation. Dengang havde føderationen langt det meste af sine skatteindtægter fra told – indkomstskatten var nærmest ikke-eksisterende.
Trumps store forbillede er netop USA’s 25.præsident, William McKinley der i slutningen af 1800-tallet bandt dollaren til guldet og indførte store toldstigninger. Til stor succes for amerikansk økonomi og Mckinley vandt stor popularitet.
Så Trumps toldhammer kan være godt for USA. Kan det også være godt for Danmark og Europa? Medmindre man mener at Europa kan frakoble sig USA og lade f.eks. Kina trække os ud af vort dødvande, vil jeg svare ja.
For trods al respekt for Kinas udvikling gennem de sidste 50 år, mener jeg stadig at kun USA kan lede Vesten til ny vitalitet – og vel at mærke kun et stærkt USA. De store europæiske nationer, Frankrig og Tyskland, der i 3-4 årtier efter 2.verdenskrig genvandt fordums storhed, er i dag i en sørgelig politisk forfatning.
Genindustrialisering
Trump ønsker at skabe et stærkt USA ved genopbygning af landets industri. Ideen om ”det postindustrielle samfund” hvor vi i det rige Vesten kunne sidde på cafeen hele dagen og være kreative, mens kineserne gjorde det manuelle arbejde, er en skadelig myte.
Ideen blev vel skabt ud fra en universalistisk tanke, der kørte Adam Smiths princip om specialisering af arbejdet ud på et absurd overdrev.
Trumps genindustrialisering vil bringe miner, infrastruktur, fabrikker, rumfart og navnlig billig energi, til at føde det hele, tilbage på tapetet i USA. Atomkraft skal 4-dobles frem mod 2050, og det skal navnlig ske gennem deregulering.
Der skal uddannes ingeniører, teknikere og håndværkere igen, og navnlig skal USA’s arbejderklasse genrejses og genvinde sin stolthed, og her er told et vigtigt instrument i værktøjskassen.
