Debat

28.08.24

Et godt råd til danskerne fra en muslimsk demokrat

Almindelige muslimer i Mellemøsten er langt mindre politisk religiøse end muslimer i Europa. Vi har ladet radikaliseringen ske lige for øjnene af os, naive tåber, som vi har været, og fortsat er. Karen West videregiver et godt råd til danskerne fra muslimsk ven: For 85 år siden tog vi kampen imod nazismen. I dag skal vi vise mod til at tage kampen imod islamismen. Nu.

Forleden talte jeg med en ven. Han er muslim, bachelor i Islamiske sprog og retsvidenskab fra et universitet i Mellemøsten. Og så er han demokrat! Han mener ikke, at hans gud, Allah, bør stå over det frie sekulære demokrati.

Jovist findes de, de gode demokratiske muslimer. Desværre er det sjældent, de tør står frem offentligt, fordi de, sammen med frafaldne, bliver forsøgt karaktermyrdet af deres mere fundamentalistiske trosfæller.

Så hvilke budskaber har min demokratiske muslimske ven til os?

Han fortæller, at når han rejser til hjemlandet og taler med sine landsmænd, undrer de sig over, at vi her i Danmark og i resten af Europa tillader alle disse islamistiske bevægelser, der undergraver vores samfund. Hvorfor kæmper vi ikke mere for vores egen kultur, spørger de. Hvorfor lukker vi ikke alle disse undergravende moskeer og foreninger, der prædiker islamistiske budskaber, spørger de undrende. I deres øjne er vi naive og alt for godtroende.

Under samtalen nævnte jeg Florence Bergeaud Blackler’s bog Broderismen (2024), som min ven også havde læst. Han kunne bekræfte, at den er i overensstemmelse med sandheden. Islamismen hare fået magt over muslimerne i Europa og forsøger nu at infiltrere de sekulære samfund indefra.

Muslimer i Europa og muslimer i Mellemøsten
Det mindede mig om, at Naser Khader just havde stået i B.T.’s podcast Borgerlig Tabloid og sagt, at regeringen burde begynde at lukke moskeer i Danmark, der åbenlyst undergravede det frie sekulære demokrati. Naser sagde også, at han sådan set bedre kunne lide muslimer i Mellemøsten end muslimerne i Danmark.

Min ven kunne bekræfte, at helt almindelige muslimer i Mellemøsten er langt mindre politisk religiøse end muslimer i Europa. Det er skræmmende, intet mindre. Vi har ladet det ske, naive tåber, som vi har været, og fortsat er.

Jeg har selv været både i Jordan og Tunesien, boet hos muslimer under opholdet, og især i Tunesien oplevede jeg frisindede kvinder, der absolut ikke betragtede Allah som værende den mest væsentlige i deres dagligdag.

For 20 år siden indgik jeg et samarbejde med muslimske kvinder for frihed og ligestilling. Jeg var også total “halalhippie” dengang, fordi jeg fuld og fast troede på, at blot vi viste fordelene og alle goderne ved et frit ligestillet demokrati, behøvede vi ikke at tvinge noget som helst ned over hovedet på Danmarks muslimske minoritet.

I dag ved jeg godt, det var ualmindeligt naivt, for det skete ikke. Eller det lykkedes kun for de muslimer, der selv ville, var stærke og havde gode etnisk danske demokratiske forbindelser.

Ganske få muslimer tør i dag stå frem offentligt med deres demokratiske sindelag, og hvor Allah har en plads længere nede på værdilisten.

De fleste muslimer, der gerne vil være demokrater og måske slet ikke tror særlig meget på en gud, lever stille, lever et dobbeltliv, eller måske forsøger sig en gang eller to at råbe op, hvorefter de holder inde, fordi truslerne og udskamningen tvinger dem i knæ.

Fra første til tredje generation
Hvordan er det muligt, at tredjegenerationsmuslimer i Danmark, ja i hele Europa, i dag er mere politisk religiøse end deres bedsteforældre, der kom hertil? Jeg mener, disse børn må jo være blevet indoktrineret af rabiate religiøse forkyndere i barndommen, ellers havde folkeskole, gymnasier og uddannelsesinstitutioner vel gjort dem til demokrater?

Nu ser vi dem hylde Hamas, tage afstand fra det frie sekulære demokrati og være imod vores vestlige værdier. Vi har ladet det ske i det frie demokratis navn og retten til religionsfrihed.

Men med friheden til at dyrke deres religion, dyrkede de også den islamiske politiske ideologi, og i dag står vi med alt for mange unge, der er blevet fjender af det vestlige demokrati.

Kampen begynder nu
Der skal tages et enormt livtag med den farlige udvikling, hvis vi vil bevare vores værdier og bevare et fredeligt, frit Danmark og Europa.

Moskeer, foreninger og muslimske friskoler, der undergraver vestlige værdier, skal lukkes. Al undervisning i moskeer, i muslimske foreninger, i muslimske friskoler, vores egne folkeskoler, gymnasier skal kontrolleres, og er der den mindste tvivl om indoktrinering af religiøse regler, religiøs politik og/eller antivestlige værdier, skal de under kontrol.

Uanset om man er på venstrefløjen, borgerlig eller liberal tror jeg på, at vi demokrater alle er tilhængere af, vores børn og børnebørn kan se frem til et liv med demokrati, i frihed og tryghed.

Et frit demokrati, frihed og tryghed i ens liv er ikke givet, slet ikke med en stadig større politisk og aktivistisk aggressivitet fra islamistiske kræfter. De undergraver den udvikling, de vestlige lande igennem århundrede har gennemgået, og som gjorde vores lande rige, trygge og velfungerende.

For 85 år siden tog vi kampen imod nazismen. I dag skal vi vise mod til at tage kampen imod islamismen. Og den skal tages nu.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter