Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har besluttet at afsætte 50 mio. kr. fra kulturbudgettet til indkøb af skulpturer. Foranledningen er en optælling af skulpturer i det offentlige rum i Danmark, som viser, at »kun 31 af 321 forestiller en person der var en kvinde«. Denne skævhed retfærdiggør, lyder argumentet, at midler, der kunne været brugt til mindst 1.000 kunstprojekter, bliver omdirigeret til marmor, bronze og jern.
Ministerens motivation er pudsig. Han omtaler skulpturer som »kvinder« og »mænd«. Ligesom der hvert år er nogle, der får den idé, at en peberkagemand er en »mand«, og derfor omdøber den til »peberkageperson«. Men kagen er, måske til nogens overraskelse, slet ikke kønnet. En peberkagemand vil aldrig rejse sig op fra kurven og gå ud i verden som et medlem af et af de to køn. Hvis man bager flere peberkagekvinder, vil det ikke påvirke kønsbalancen i et samfund. Det samme gælder for skulpturer.
Skulpturer er fra dengang, verden ikke var progressiv
Et andet argument handler om forbilleder. Men skal parker og pladser gøres til platforme for formidling i en tid, hvor de fleste mennesker lever en stor de af livet online og har adgang til al information på brøkdele af sekunder?
Dengang skulpturer blev brugt til dette formål, fandtes de øvrige medier ikke. Verden var ikke progressiv. Skulpturen udtrykker stabilitet og tradition, som vores kultur har det meget svært ved. Den er lavet i et materiale, der skal holde i tusinder år. Er det virkelig en relevant tidsramme i en tid, hvor end ikke de mest intime menneskelige relationer holdes sammen af noget transcendent? Hvor man skal orientere sig imod verden, skifte arbejde hyppigt og gerne flytte mellem byer, lande og familier?
De tre kvinder, der har sat det stærkeste aftryk i den moderne verden, er måske Margaret Thatcher, Marie Curie og Golda Meir. Vil konservatismen, atombomben og Israel regnes som acceptable fortællinger i ligestillingens skulpturprojekt?
Kunst er ikke bare kommunikation
Så snart man begynder at blive konkret, kommer modsætninger til syne. Måske er det derfor, ministeren selv foreslår det mere ydmyge alternativ, konditoren Karen Volf. Kager har aldrig hidset nogen op. Volf var flittig og driftig. Hendes værdier kan være opdragende på kommende generationer.
Det kunstneriske aspekt ved projektet fortoner sig dermed i det fjerne. Men det problem er hurtigt løst. »Kunst er kommunikation«, hævder Michael Thouber, direktør for Charlottenborg kunsthal i København.
Ministeren er tilsyneladende helt enig. Men i så fald er det nærliggende at erindre sig de mange Marx- og Lenin-skulpturer, der gennem tiderne er blevet placeret i byer indenfor Sovjetsfæren. De bliver ikke husket – og slet ikke bevaret – for deres kunstneriske værdi. Det korte svar er, at nej, kunst er ikke kommunikation, eftersom tvetydighed er konstituerende for kunst. Og tvetydig kommunikation kendetegnes ved slet ikke at fungere.
Tager fra de levende kunstnere og giver til de døde
Ministeren lancerer et ambitiøst projekt med svimlende omkostninger, mens produktionshastigheden i Kulturministeriet er blevet ekstremt lav. Selv enkle klagesager har en sagsbehandlingstid på over to år. Faktisk findes der ingen tidsgrænse.
Er det virkelig en rimelig prioritering at tage 50 mio. kr. fra en forvaltning, som tilsyneladende er i knæ og fra talrige kunstnere, der lever fra hånd til mund, for at balancere antallet af figurer i bybilledet? Hvis målet for det projekt er, at der skal være lige så mange skulpturer forstillende konkrete, historiske kvinder som mænd, så skal der bruges måske en kvart milliard kroner i de næste mange år.
Omfanget af det projekt minder om Turkmenistans excentriske forhenværende diktator, Türkmenbaşy, som i 1998 lod opføre en 12 meter høj skulptur af ham selv, dækket med plader af guld, på toppen af en triumfbue.
At hædre historiske personer med statuer handler om mere end blot kommunikation. Værkerne fastholder en erindring med betydning. Det er denne erindring, der er pointen med skulpturen. Ministerens tilgang glemmer, hvad og hvorfor vi skal huske. Vi prioriterer desuden de døde over de levende. Man kan synes, at fortiden var urimelig med hensyn til køn. Men det er i fremtiden, livet kommer til at udspille sig.
At hjælpe nulevende kunstnere ville i en bedre verden få et kulturministeriums prioritet over en redigering af fortiden. Kunstnere har brug for tid og rum. Får de det, producerer de værker.
Der er noget ironisk over ideen om at tage midler fra driftige mennesker for at støbe figurer, der skal inspirere folk til at blive produktive. Og hvem ved, hvad fremtiden vil grave frem om en konkret person? Hvad ville Karen Volf mene om fastmonterede skruelåg på mælkekartoner for at redde klimaet – og muligheden for at identificere sig som en ræv med henvisning til de 72 køn?
Før man har set sig om, vil Københavns Havn kunne prale med en af verdens største forekomster af bronze.
