For et par uger siden, da jeg skulle med toget fra København og hjem til mine forældre i Kerteminde, så jeg pludselig byen i et nyt lys. Det var en fredag eftermiddag og perronen vrimlede med unge mennesker, som alle havde det samme målrettede, let stressede blik i øjnene. Havde man ikke bestilt pladsbillet, kunne man se frem til en lang og varm tur i midtergangen; en af den slags, hvor man virkelig kommer hinanden ved og får en ganske ufrivillig førstehåndsfornemmelse af, hvem der har været i bad, og hvem der ikke har.
Mens toget kørte ud af byen, udspillede der sig et lignende scenarie på Ingerslevsgade ved de mange Flix-busser: et komplet virvar af unge mennesker med fyldte tasker og poser, som formentlig også skulle hjem til forældre i det ganske land.
Det var her, jeg pludselig fik stærke associationer til lejrskoler og efterskolebørn, der skal hjem og have vasket tøj i weekenden. Men i dette tilfælde altså de studerende i midt- og sluttyverne på vej hjem for at blive bespist og slappe af. Måske er byen lidt som en slags sfo for universitetsstuderende? En tidslomme og legeplads med dating, byliv og evig ungdom?
Hvilket fik mig til at tænke: Er det, fordi vi bor i byen, at vi venter så længe med at forpligte os? Blive voksne? Få børn?
Du kan blive lige, hvad du vil
Det er i hvert fald alment kendt, at 30'erne efterhånden er blevet de nye 20'ere, og det er måske ikke så underligt for en generation, som gennem det meste af livet er blevet fortalt: Du kan blive lige, hvad du vil.
Det er en besnærende tanke, som dog for de fleste mennesker er både forkert og uoverskuelig. Hvis man kunne blive alting, så ville det at foretage ét enkelt valg, jo være et fravalg af et uendeligt antal andre muligheder. Hvordan skulle man så kunne finde ud af at vælge noget? Det bliver hurtigt svært.
Og det bliver måske også hurtigt relevant, når man ser på statistikkerne: Vi har aldrig været flere singler, og vi har aldrig fået færre børn. Mig bekendt kræver det stadig en mand og en kvinde at få et barn, så mon ikke de to ting hænger sammen? Ja, måske skyldes den rekordlave fødselsrate faktisk kulturen, selvom vi hellere vil spekulere i kriser som forklaringsramme: finanskrise, klimakrise, fertilitetskrise.
Virtuel dating er næppe svaret
Forskning fra Rockwoolfonden viser, hvordan datingmarkedet ser markant anderledes ud i dag, end det gjorde for bare 30 år siden. Kvinderne er flyttet til byen og er blevet mere og mere veluddannede, mens udbuddet af de mandlige singler, som kvinderne vil have, ikke længere kan følge med efterspørgslen. Omvendt ser mændene ud til at efterspørge de samme kvinder, som de gjorde før, men eftersom kvinderne er flyttet til byen, og har ændret krav, er der opstået en stor skævhed på markedet.
Paradoksalt er det også, som de tre skønne kvinder i podcasten Damerne først, forleden bemærkede, at der kan være så mange singler, når mulighederne for at date og møde hinanden – på papiret – skulle være blevet så meget bedre med diverse dating apps. Jamen! Kunne det tænkes at det faktisk er bedre at møde hinanden i den fysiske verden?
Læg dertil, at unge mennesker i dag er vokset op i en tid, hvor der er så stort fokus på individet og det gode liv, en tid hvor mange iscenesætter sig selv på sociale medier og stræber efter det perfekte. Vores ideer og krav er blevet enormt høje, og det gør det altså svært at finde en livspartner.
Kønnenes forskel bliver større, ikke mindre
Spørgsmålet er, om der er sket et skred? Eller endda to? Dels er ungdomslivet blevet forlænget, og dels er afstanden mellem de to køn måske blevet for stor. Sidstnævnte ganske ironisk for en tid, hvor kønslige forskelle for enhver pris søges annulleret eller glemt. Men midt i al den progressive opløsning af køn og kønsroller, har kvinderne overhalet mændene, og det har sat sit præg på datingmarkedet.
Alle disse omstændigheder er værd at være opmærksom på, når man begynder at tale om politiske løsninger på fødselstallet. Man må spørge sig selv, om det overhovedet er noget, vi kan gøre noget ved? Selvfølgelig skal vi skabe bedst mulige vilkår for børnefamilier i Danmark, men hvad hjælper det alt sammen på det dalende fødselstal, hvis det simpelthen bare skyldes, at de unge ikke finder sammen?
Måske vi i stedet skal overveje det store velfærdsstatsdilemma: Jo mere vi arbejder, jo mere har vi brug for velfærdsstatens institutioner til at varetage den del af livet, der engang var privat, og jo mere vi får brug for institutionerne, jo mere er vi nødt til at arbejde. Ryk tilbage til start og gentag.
Det er ringen uden ende, og i så fald er Mette Frederiksens analyse helt forkert – måske skal flere faktisk til at gå hjem fra samlebåndet lidt tidligere. Hvem ved… Det kan være at romantikken ville genopstå.
