Jeg har aldrig følt mig omfattet af Kvindernes Internationale Kampdag. Eller for at bruge en mere moderne terminologi: Jeg føler mig ikke repræsenteret af den kvindekamp, der kendetegner den 8. marts i vores tid.
Lad mig først gøre det klart – hvis kampdagen virkelig handlede om at sætte fokus på den historiske diskrimination af kvindekønnet, sådan som Ditlev Tamm for eksempel påpegede i Berlingske, eller på de områder af verden, hvor kvinder stadig diskrimineres, så ville jeg også begynde at ønske mine medborgere glædelig kampdag. Det er bare ikke dét, kampdagen handler om herhjemme, er det?
Her er en kort opsummering af, hvordan kampdagen forløb i medierne i år. I Jyllands-Posten problematiserede Freja Kirk en oplevelse fra sine teenageår, hvor en flok piger, der havde siddet og drukket øl og åbnet dem med tænderne, pludselig lod som om de ikke kunne åbne øllene, da en gruppe drenge ankom til festen. Kirk anser dette som et udtryk for indskrænkende kassetænkning.
Simone de Beauvoir vendt på vrangen
Politiken satte blandt andet et vigtigt fokus på den »hverdagspolitiske håndarbejdsfeminisme« (noget med at kvinder godt kan hækle og strikke og stadig være feminister) og på problemet i at unge mænd ikke gider at bruge kondom.
Interessant var det at se Debatten, hvor Lawand Namo, arbejdsmarkedskommentator hos Politiken, fik sagt, at det faktisk ikke gør noget, at mænd er ved at blive til det svage køn, eller at mænd sakker længere og længere bagud i skolerne. Ifølge Namo skal mænd nemlig til at redefinere deres egen kønsrolle og maskulinitet, nu hvor kvinder »kan få børn alene«. For hvis ikke af reproduktive årsager, hvad skal kvinder så overhovedet bruge mænd til? Det er Beauvoir vent på vrangen – det er nu manden, der defineres som negativet af kvinden, ikke omvendt. Det er alt sammen meget moderne.
Mænd og rotter
Der var nu også lyspunkter. I Weekendavisen fik Lone Frank punkteret fejlslutningen »Medicin bliver testet på mænd – ergo er verden designet til mænd!« ved at påpege, at sundhedsmyndigheder historisk har undladt at teste på kvinder i frygt for at skade kvindekroppen og eventuelle ikkeopdagede fostre. Herfra vil jeg blot tilføje: Faldt det nogen ind, at vi ellers tester på rotter?
Rotter og mænd, simpelthen. Tænk, hvis det forholdt sig omvendt: Den patriarkalske medicinindustri benytter kvindekroppen som forsøgskanin, så man bagefter trygt kan give medicinen til mænd. Føj! Det er velsagtens en 80 år siden, at videnskabsfilosoffen Karl Popper sagde, at en teori, der forklarer alting, forklarer ingenting. Men er det ikke sådan, den moderne feminisme og kvindekamp fungerer?
Indbyggede skyklapper
Det er et sæt normkritiske briller, man ifører sig, som bekræfter og beviser alle de fordomme og ideer, man er blevet indprentet, og som desværre kommer med et par alvorlige indbyggede skyklapper. Man overser for eksempel gerne den kendsgerning, at mænd nu sakker bagud på en lang række områder – herunder sundhed, uddannelse, kriminalitet og misbrug.
Jeg tror, vi må indse, at vi i vores del af verden er nået så langt, at det ikke længere giver mening at tale om en »kvindekamp«. Vi bliver nødt til at tale om ligestilling som sådan: social, økonomisk, køns- og racemæssig.
Det andet er forældet og, mildes talt, privilegieblindt. Og hvem tør efterhånden fremstå sådan?
