Korankrisen har skabt en sensommer fuld af belastende argumenter for at afgive frihed. Jeg behøver heldigvis ikke at gennemgå alle jammerlighederne, for dem har redaktør Mikkel Andersson glimrende tilbagevist i blandt andet dette indlæg.
Men hvis vi har så indlysende ret, og de tager fejl, stiller det et oplagt spørgsmål: Hvorfor vinder vi ikke? Meningsmålingerne viser, at flertallet for ny lovgivning i Folketinget modsvares ude blandt borgerne. Måske er det heldigt nok, at nogle partiers ønske om en folkeafstemning på spørgsmålet næppe bliver til noget. Hvad kunne være gjort bedre? Lad os gå lidt omveje for at finde et svar.
Som jeg skrev tidligere på året, er det svært at flytte folk, når man diskuterer principper. I den forbindelse berørte jeg muligheden af, at en persons holdning til ytringsfriheden var påvirket af hendes stærke foragt for den konkrete person Rasmus Paludan. Jeg tror, at der her er gemt en pointe værd at udfolde yderligere.
Ofte, når vi taler om principper, taler vi om dem som noget, der er på forkant, altså at de går forud for en handling: Nogle er nationalkonservative, derfor stemmer de nej til EU. Andre er klimaaktivister, derfor forsøger de at leve vegansk. Sådan fungerer det somme tider.
Det er samtidig værd at bemærke, at det ligeledes går den anden vej, og folk når frem til deres principper og holdninger på bagkant. En person føler, mener eller tænker nogle bestemte ting, måske krydret med lidt personlige interesser og sym- og antipatier, og så danner han sig en eller anden generel konklusion ud fra det. Nå ja, jeg må være en slags liberal, eller i hvert fald tilstrækkeligt forliget med liberalisme til at stemme på ham der Alex.
Hvis vi skal nærmere ind i det bagkantstema – og relatere det til koranafbrændinger – tror jeg dog, at vi skal have fat i fænomenet, som det udspiller sig et sted, der er lidt mindre politisk og lidt mere generelt end de politiske ideologier. Hvad med danskernes forhold til kristendom?
Ligesom sidst vil jeg dele en lille anekdote med en person, jeg mødte for år tilbage. Vi kan af indslysende grunde kalde hende for Maria.
II.
Maria var det, vi kan kalde kristen på forkant med dertil hørende klar doktrin. Hun havde virkelig mødt Jesus allerede som barn, og han eksisterede meget konkret for hende som en ven og vejleder. Dertil kom selvfølgelig Bibelen, som Maria tog meget bogstaveligt. Hun var i øvrigt både venlig og begavet, skylder jeg at nævne.
En dag stak det imidlertid helt af. Vi sad i en forsamling, hvor en lokal præst fortalte om de ting, han oplevede i sin gerning. Lidt tilfældigt nævnte han, at han i grunden ikke ville have noget imod at velsigne et homoseksuelt par i kirken, hvis de bad om det. Det tog Maria meget ilde op, og straks tog hun ordet.
Hvordan kunne han sige sådan noget, spurgte hun. Havde han ikke læst Bibelen, eller troede han ikke på, hvad der stod? Var han ikke en rigtig præst eller hvad?
Det var ret voldsomt optrin, måske også lettere komisk og i hvert fald uvant for selskabet, der ellers ikke hørte til de mest religiøse. Præsten svarede, at homoseksuelle jo også føler sand kærlighed til hinanden, og at Gud sikkert er okay med at anerkende det. Sympatien kom til at ligge entydigt hos ham. Ligesom enhver tilhænger af hård ateisme (som var meget på mode i de år) fik ammunition til sin påstand om, at religion har det med at gøre folk mærkelige.
Hvad gik der galt for Maria? Lad os her tilsidesætte, hvad vi mener om hendes holdninger, for det handler i grunden ikke om kristendom, men om formidling.
Maria troede, hun leverede et kraftfuldt angreb på præsten. Hun troede, hun havde sat ham i et drabeligt dilemma, hvor hans eneste logiske udveje var enten at erklære sig enig med hende eller afsværge sin religion. Men dilemmaet eksisterede ikke i hverken hans eller publikums opfattelse. De accepterede, at sådan er det med tro og kirke i dag.
Jeg tror, at Maria i sin indignation kortvarigt glemte, hvilket selskab hun befandt sig i. Hendes udbrud ville sikkert have vakt begejstring i hendes egen frimenighed. Men de fleste kristne i Danmark – og en del præster i øvrigt – er kristne på bagkant.
Det vil sige, de er kristne som resultat af en eller anden kombination af faktorer: kultur, opvækst, personlige oplevelser, historisk bevidsthed, værdsættelse af kirken som ramme for vigtige begivenheder, kristne venner og bekendte osv.
Det betyder videre, at deres kristendom mere er en sum af en række faktorer, end det er en meget klart defineret størrelse, som det var for Maria. Det betyder også, at de er mere modtagelige for forskellige justeringer og mindre tilbøjelige til at tro på hele Bibelen ord for ord. Dermed skal der også mere til, før noget bliver for ukristeligt for deres smag. Og derfor endte Marias forsøg på et angreb med at fremstå som et forsvar for noget, de fleste ikke kunne se sig selv i.
III.
Min tanke er, at mange danskere går ind for ytringsfrihed, omtrent på samme måde som de er kristne, nemlig på bagkant. Det giver os andre, der er de mere principielle og doktrinære i spørgsmålet, en interessant problemstilling, Vi kan nu trække på skuldrene og sige: okay, vore landsmænd er for manges vedkommende halvhjertede; de troede kun på idealet, så længe det var en gratis omgang.
Vi kan også være mere optimistiske, hvilket jeg foretrækker. Nogle røgalarmer kræver mere røg end andre, før alarmen går af. Det betyder ikke, at de er ubrugelige som røgalarmer, men simpelthen at der skal mere til. Måske er det også sådan for nogle mennesker og trusler mod friheden.
Nu sidder en eller anden læser måske og tænker, at dette er for galt. Sidder de virkelig inde på Kontrast og mener, at idealistiske forkæmpere for ytringsfriheden er at sidestille med fanatiske religiøse, der tror, at menneskeheden bogstavelig talt begyndte med Adam og Eva?
Nej, kan jeg forsikre, som en mand, der gerne vil tilhøre førstnævnte og ikke sidstnævnte gruppe. Min pointe er ikke, at vi er ligesom Maria, men at vi kan bruge hende til nogle overvejelser om, hvordan man taler fra en mere doktrinær position til en mindre.
Hvis du netop ikke vil være en Maria i frihedsdebatten, er det så meget desto vigtigere at forstå hendes fejl. For – og dette er centralt – meget af strategien på den anden side går netop på at fremstille os som sådan. Det er derfor, “ytringsfrihedsfundamentalist” har været en populær frase siden Muhammed-krisen.
