Internt i politiske partier bliver ideologi gerne fremstillet som noget godt og vigtigt, faktisk livsnødvendigt. Man er nødt til at ”have en ideologi” for at kommunikere effektivt med vælgerne. Men faktisk vil enhver ideologi, hvis den ikke balanceres med solid modstand, smadre ethvert samfund.
En ideologi er en koncentration af vilje, som, når al modstand med vold er ryddet af vejen, skaber magt. Men det er en magt, der kommer til en meget høj pris. Ikke kun tabet af legitim repræsentation, altså demokratiet, men også tabet af virkeligheden. Ideologi er en forsegling, en hird, overfor verden. Den skaber sit eget univers, som kun sektens medlemmer kan tro på.
Ord som "jihad" og "Mein kampf" (synonymer, i øvrigt) hører til det ideologiske univers. Man vil påtvinge verden sin vilje. Det koster noget. “Man må knuse æg for at lave omelet”, sagde Lenin. “Grusomt men nødvendigt”, sagde Breivik.
Folk som tror, ideologi er godt, glemmer, at ideologi består af én del appel til moralsk snusfornuft, og én del hæmningsløs vold. Ideologi opnår aldrig politisk magt i ordets rette forstand. Der er ingen frivillighed i en ideologi. Det er: Enten er du med os, eller så er du imod os.
I Skandinavien støder vi på dette fænomen i retoriske figurer som nazi-kort, diagnoser og falske anklager om racisme. Den slags ting har altid en ideologisk afsender. Borgerlige anvender helt enkelt ikke den type retorik.
Fordi det særlige ved ideologisk kommunikation er, at den søger at udslette opponenten.
Ideologier er grundlæggende antidemokratiske
De politiske partier har ikke udviklet et kvalificeret svar imod ideologierne. Man forsøger at gå med dem hellere end imod dem. Måske er tiden kommet til overveje, om det er en god strategi. “Woke” og “cancel culture” er ideologiske fænomener. Rå magt uden repræsentativ kraft. Har det tilført demokratierne en fordel?
Den grønne har mange træk, der minder om ideologi, måske især perfektionismen og tabet af proportionalitet. Forestillingen om, at det gør en forskel for verden, om plastindpakkede madvarer bæres hjem i en pose af papir, som går i opløsning når det regner. Tusinder rejser med privatfly til kongresser om klimaet, som kunne været afholdt via Skype, hvis man mente noget med det.
Den slags voldsomme sammenstød mellem ord og handling er klassiske træk ved ideologi - og udgør ideologiernes største svaghed. Det er forbindelsen mellem ord og handling, der har sikret demokratierne sejr over ideologierne end så længe. Enhver, der har læst lidt historie, ved, at de kampe sagtens kunne have fejlet.
De politiske partier har to ting, som alle ideologier mangler: værdier og en forbindelse til virkeligheden.
Ideologier kommunikerer som om, de har værdier, men deres appeller til moralske følelser er ikke andet end udnyttelse af et svagt punkt hos mange mennesker.
Moralske følelser kan nemt tilsidesætte kritisk refleksion. Ikke mindst fordi det indebærer social fremmedgørelse at gå kritisk til en, der har klædt sig ud som en stor humanist. Det er ikke desto mindre nødvendigt. Hverken Stalin eller Hamas har nogensinde reelt ønsket fred på jorden, for eksempel.
Ideologi er en uparlamentarisk vilje til magt. Ingen partier kan derfor reelt ønske sig en ideologi. Tværtimod bør de ønske sig et stærkest muligt værn imod det fænomen. I stedet for at ville kopiere ideologier bør partierne begynde at angribe dem. For de ideologiske aktører der er operative i Danmark, som Hizb-ut-Tahrir, Iran og talrige andre, angriber partierne, demokratiet, ytringsfriheden, trosfriheden og sikkerheden i alt, hvad de foretager sig døgnet rundt.
Faktisk er vi mange år bagud i den rivalisering.
Hver gang titusinder råber “Fra floden til havet!” i Københavns gader, bliver vi mindet om det.
