Behøver vi egentlig en offentlig kirke? I den progressive kultur er spørgsmålet mildest talt presserende. Kirken repræsenterer noget gammelt, og progressiv ideologi består af kampen mod alt nedarvet og traditionelt. Ideologien har fået et så stort fodfæste i vores del af verden, at selv mange borgerlige har glemt, hvad pointen med kirken er. Altså, princippet om en grænse for staten.
Dette princip, som stadig er nyt, og hele tiden må forsvares, blev formuleret af Kristus. ”Giv Kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er”. Det lyder enkelt, men konsekvenserne den lille sætning er af bibelske proportioner.
Den grænseløse stat
En grænse for statens magt er ingen lille ting, og i alle andre styreformer end demokratiet anerkender man ikke sådan noget. Alle diktaturer er totalitære på den måde, at staten ikke har nogen begrænsning overfor individet. Demonstranter lynches med hejsekran, dissidenter opløses i syre. I OIC-landene er kvindernes retsstilling speciel. Kvinden tæller det halve af en mand, hvilket betyder, at hun altid er afhængig af et vidne. Uden et vidne er alle hendes anklager blot chikane.
Så når en kvinde anmelder en voldtægt i Saudi-Arabien, og ingen vidner melder sig på hendes side, bliver hun halshugget. Tildækning af kvinder hører med til den grænseløse stat.
Grænsen for staten er forudsætningen for individet og demokratiet. Retsstat, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, osv. Uden det princip eksisterer de ting ikke. Derfor er ingen institution så vigtig for demokratiet som kirken. Man kan diskutere, om kirken selv er klar over denne rolle. Det kan være, den går stille med det for ikke at tirre de progressive. Men måske skulle den til at gøre netop dét.
Lighedens nihilisme
Den progressive ideologi er i bund og grund nihilistisk. Den søger lighed, men i en overfladisk forstand, som en appel til moralske følelser. Det skyldes at ideologier lever i en verden af sociologiske abstraktioner. Der er en konkret grænse for ligheden, og den overlapper med statens grænse overfor individet. De progressive vil gerne nedbryde den grænse i lighedens navn, sammen med alle andre former for skel, men de er ikke opmærksomme på den selvmodsigelse, dette indebærer.
Hvis projektet lykkes, og alle former for hierarki og forskelle forsvinder, gør individet det også. Hvis målet er større individuel frihed, så ligger kampen mod kirken i den modsatte retning af hvad man siger. Det er ikke kirken, men klanen, sekten og den totalitære politik, som truer individets eksistens.
Gode relationer til totalitære magter
De skandinaviske lande har en negativ opmærksomhed på kirken i disse år. Men relationerne til OIC-stater fejler som oftest ingenting. Forholdet til Kina er også godt. Totalitære magter har udmærkede relationer til Vesten.
I Danmark har vi indført en ”koranlov” på forespørgsel fra Saudi-Arabien. For saudierne er der ingen grænse for staten, hverken hjemme eller ude i verden. Så derfor må danskere ikke gøre grin med deres symboler.
Kristus står alene
Der findes en vilje i demokratierne til at komme de totalitære i møde. Men den vilje er ikke gensidig. Autokraterne har en vished om, at Kristus dybest set står alene. Han formulerer et princip som ikke eksisterede i millioner år før ham. Hvorfor skulle det blive stående for bestandig?
Det er ikke hugget i sten, at Jesu princip vil bestå.
Og hvis Vesten selv glemmer princippet, og hvad det indebærer i menneskers liv, vil det kræve en episk indsats at vinde det tilbage.
Tilhængere af en grænse for staten bør korrigere deres negative holdning til kirken, så den i stedet harmonerer med den glæde, de oplever ved at kunne færdes i verden som et frit individ.
