Invasionen af Ukraine for ét år siden var et sandhedens øjeblik. Det var den vigtigste politiske begivenhed i årtier. Nogle har kaldt det for europæernes 11. september, andre at det var afslutningen på europæernes badeferie fra historien.
Historikere hører man forudsige, at masker, mink og Mette vil alle være glemt om hundrede år, men ikke Ukrainekrigen. Sikkert er, at der var nogle europæiske illusioner, der endeligt brast – forhåbentlig for bestandigt.
Putin havde vi længe opfattet som alt andet end en præmiedemokrat. Hans jævne strøm af misgerninger havde vi distræt arkiveret i den mentale møgspand for autokrater. Alt det, som vi ikke rigtigt gider at tænke for meget på, fordi det er så ubehageligt, og slet ikke passer med vores fortælling om mennesket som grundlæggende godt. Møgspanden stinker, så låget foretrækker vi på.
