Jeg havde ellers lovet mig selv, at der skulle gå længere tid, inden jeg igen skulle kæmpe mod vrøvlet om, at det er en journalistisk dyd at arbejde for identitetspolitiske mærkesager. Men det nyeste indslag af denne type er desværre blåstemplet af Dansk Journalistforbund og skal derfor ikke siddes overhørig.
Det drejer sig om forbundets nye guide til journalistisk dækning af #MeToo og sexisme og dens dækning i fagbladet Journalisten, der har interviewet en af forfatterne, Lotte Rosdahl. Den erklærede målsætning er at sikre en “nuanceret” og “kvalificeret” debat. “Vi skal informere,” lyder det noble budskab om guiden. Sådan en guide kan ingen være imod, vel?
(“Den er ikke tænkt som en facitliste, men …”)
Som så ofte, når ingen kan være uenig i de fluffy officielle formål, lurer en kerne af identitetspolitik lige under overfladen. En “nuanceret” og “kvalificeret” debat betyder naturligvis en debat, hvor modparter af tidens kønsaktivisme ikke bliver profileret. Vil de ikke holde kæft, kan man i det mindste holde dem ude af spalterne. Fagbladets journalist har forstået budskabet, som hun demonstrerer i rubrikken: “Stop sensationsvinkler med Brian Mørk”.
Det havde været prisværdigt ærligt, hvis Rosdahl var lige så direkte, men det går indlysende ikke. I rapporter og den slags må den slags pakkes ind i påstået faglighed. Der skal sukker på skeen for at få den identitetspolitiske medicin til at glide ned. Hvordan gør man det?
”Det handler om at gå ned ad konflikttrappen ved at give mindre plads til ekstremerne, der ikke kan forsones,” siger Lotte Rosdahl til Journalisten og foreslår, at “man kan lade være med at tage debattører på hver sin fløj”.
Nu lyder det mere tilforladeligt, at vi skal lukke for folk som ham Mørk. For ekstreme, må vi forstå. Lad os for diskussionens skyld antage, at det er sandt. Hvem er i givet fald hans modstykke på den anden fløj, som journalisterne ligeledes skal undgå ifølge rapportskribenten?
Det kan næppe være Everyday Sexism Project, Kvinfo eller Dansk Kvindesamfund, for disse kilder har Rosdahl selv citeret i den omtalte rapport. Jamen hvem pokker er så kønsaktivisterne, hvor medierne skal “tænke over, hvor meget plads de får”? Det får vi ikke at vide, for fagbladet spørger naturligvis ikke. I de kredse er de farlige ekstremer, der skal begrænses, kun interessante, når de agerer på politisk ukorrekt side.
I samme stil slipper Rosdahl let fra at konstatere, at vi er nødt til at anerkende, at der er et problem med sexisme, og at “diskussionen om, hvorvidt der findes sexisme eller ej, må være død nu”.
Jeg har aldrig registreret, at den diskussion levede til at begynde med. Jeg har aldrig, hverken i medierne eller privat, bemærket den påstand, at sexisme ikke findes. Brian Mørks upopulære budskab om, at vi skal se på at undgå overgreb, går netop på den præmis, at nogle mænd vitterlig er svin over for kvinder, hvilket aldrig kan kaldes at benægte sexisme.
Så nej, det hænger ikke rigtig sammen, men ja, også stråmænd af en anden verden går an i journalisternes magasin, så længe de retoriske tricks tjener den idealistiske sag. Har man mod til at læse rapporten, er der mere af samme skuffe. Her er et klip fra spørgsmål, som Dansk Journalistforbunds guide i ramme alvor forventer, vi stiller os selv ude på redaktionerne:
Mit modspørgsmål til forbundet: Kan I venligst bestemme jer til, om I vil have et karikeret feministisk kampskrift eller en faglig vejledning? Lige nu har vi tydeligvis det første under dække af det sidste.
Som sagt: Det forløjede er ikke, at nogen mener noget politisk. Det forløjede er, at selve journalistfaget skal tages til indtægt for en bestemt politisk idé. Selv hvis du er journalist og feminist, må du erkende, at modsætningsforhold kan opstå mellem de to. Det kan vi understrege med et andet eksempel fra rapporten:
Budskabet er begribeligt set fra et feministisk perspektiv. Som det fremgår, er pointen, at ingen skal tro, at letpåklædte, berusede kvinder er medansvarlige for at blive antastet. Jeg er enig i, at ansvaret for en forbrydelse ligger fuldt og fast hos gerningsmanden. Jeg kan ikke understrege dette nok.
Samtidig er jeg uenig i, at det kan affejes som irrelevant i en journalistisk sammenhæng, hvad der foregik i en situation, hvor en krænkelse angivelig fandt sted. Hvis det er relevant at høre om krænkelsen, er det tilsvarende relevant at høre nærmere detaljer som de nævnte. Det var indlysende ikke journalistisk irrelevant, da vi hørte historier om krænkelser fra Naser Khaders side, hvilken forudgående relation han havde til de kvinder.
Såfremt ideologi vejer tungest for journalisterne, kan de vælge at handle efter deres politiske samvittighed. Men de skal ikke komme og fortælle mig, det er en faglig dyd at skrive ud fra feministisk diktat. Nøjagtig som jeg ikke skal fortælle dem, at mine højreorienterede politiske holdninger bør integreres som faglige idealer (hvad jeg heller aldrig kunne finde på).
Alligevel udkommer dette, så ophavsmanden kan udlægge teksten i fagbladet, at når vi andre interviewer folk som Brian Mørk, er det et journalistfagligt problem. Budskabet er, at vi ville være bedre journalister, hvis ikke vi lod en mand, der er ramt på sit levebrød, komme til orde. Ja, det ville faktisk give en mere nuanceret, kvalificeret debat at skære ham af. Det er, hvad der står, og man tror, at det er løgn. Fordi det er løgn.
For god ordens skyld skal ingen bebrejde den konkrete journalist, der skriver den konkrete artikel i Journalisten. Hun stiller faktisk et kritisk spørgsmål, og under alle omstændigheder er den redaktionelle linje redaktørens ansvar. At Christian Lindhardt med stolthed har bekendt sin wokeness, bliver jeg aldrig træt af at understrege.
Tilsyneladende hører det til denne redaktionelle linje, at det journalistiske hoforgan kan vinkle en artikel på budskabet, at Brian Mørk skal ned med nakken i dansk presse, uden at forelægge denne udmelding for manden selv. Det havde ellers været en sand journalistfaglig dyd, som man måtte forvente, at fagbladet var bekendt med. Men det hensyn måtte vige for andre hensyn, man selv kan gætte på.
Hvis man gætter som jeg, bør man også se noget positivt midt i denne faglige ynk. Det er positivt, at forbundet og især dets fagblad sørger for at understrege den vigtige pointe, at der findes en væsentlig venstreorienteret, identitetspolitisk skævvridning i dansk presse. Det er givetvis imod deres hensigt. Men det er yderst nyttigt, at tendensen efterhånden lader sig konstatere af stadig flere, som vælger at være vågne frem for at være woke.
