Debatten om aktiv dødshjælp er blusset op, efter at DR har sendt dokumentaren om, hvordan smeden Preben får taget sit eget liv, efter at han på grund af en grusom arbejdsulykke er efterladt lam fra halsen og ned i en kørestol – uden udsigt til bedring på nogen måde. Det er baggrunden for den aktive dødshjælp, han modtager i Belgien, efter at han selv har besluttet sig for det.
I programmet ser man, hårdt og brutalt, hvordan Preben rejser derned, og siden først lægges i bedøvelse og derefter aflives med en sprøjte. Man ser også hans lig sidde ubevægeligt og synligt forandret i kørestolen bagefter.
Det uværdige liv
Man kan ikke rigtig tale om aktiv dødshjælp uden også at tale om medlidenhedsdrab. For den aktive dødshjælp forrettes jo altid ud fra en betragtning om, at det er synd for den, der dør. Derfor er det naturligt at folde den bizarre form for ”medfølelse”, som ligger i medlidenhedsdrabet, og dens historie lidt ud.
En af dem, der i nyere tid praktiserede medlidenhedsdrabet for fuld skrue, og altså dermed lod verden se de fulde konsekvenser af den praksis, var den nazistiske diktator Adolf Hitler. I hans vision om Det Tredje Rige indgik først og fremmest sterilisation af mennesker, der levede ”uværdige liv”, som et vigtigt redskab, således at disses elendighed ikke blev mangfoldiggjort.
Man kan læse de hårrejsende detaljer om hans sindssyge overgreb på befolkningen på Dansk Institut for Internationale Studiers underside om folkedrab. Her hedder det blandt andet om Hitlers sterilisationsprogram:
”I januar 1934 blev det besluttet at tvangssterilisere visse tyske borgere. Det drejede sig først og fremmest om mentalt handikappede på institutioner, men personer med arvelige sygdomme, prostituerede og kriminelle var også omfattet. Cirka lige mange mænd og kvinder i den fødedygtige alder blev steriliseret.
De fleste sterilisationer blev udført ved kirurgisk indgreb, men der var også eksempler på massiv røntgenbestråling. Mellem 300.000 og 400.000 blev tvangssteriliseret under det nazistiske styre.
Der blev oprettet ca. 200 retsinstanser, hver bemandet med to læger og en dommer, hvortil de praktiserende læger skulle indberette tilfælde af arvelige sygdomme. Fra 1935 skulle tyskere, inden de giftede sig, overbevise myndighederne om, at kommende børn ikke risikerede at blive født med en arvelig lidelse.”
Fra sterilisationen af de mennesker, som levede ”uværdige” liv, så de ikke reproducerede uværdigheden, var der ikke langt til næste skridt: At aflive dem, der allerede levede et uværdigt liv. Ordet eutanasi kommer af de græske rødder for ”god” og ”død”, og det betyder således bare ”en god død” og har altså som udgangspunkt ikke noget at gøre med medlidenhed.
Ordet kendes i denne mere ligefremme betydning for eksempel på engelsk som euthanasia fra 1640’erne, hvor det betød ”en let og blid død”, men betydningen, hvor man også lægger begrebet nåde eller medlidenhed ind i forståelsen, kendes fra 1869, hvor begrebet legally sanctioned mercy killing optræder på engelsk.
Altså begår man eutanasi af nåde. Man afliver et menneske af medlidenhed, og man mener sig derfor fritaget for den ellers oplagte anklage, at det egentlig bare er et regulært manddrab begået i kittel.
Men hvilken medlidenhed? Det er jo temmelig vigtigt, at vi er enige om, hvad et godt liv er, for at vi kan være enige om, hvornår livet er dårligt, eller med Hitlers ord, uværdigt. Og Hitler? Ja, han var helt enig – med sig selv. For med sig selv som eneste autoritet i det spørgsmål, gik han i krig med at udrydde alle dem, der ”led” i og med, at de levede ”uværdige” liv. Og han lagde endnu et lag ind: Det kunne faktisk være uværdigt for en hel race at være iblandet ”urenhed”. På førnævnte folkedrabsside beskrives tankegangen sådan her:
”Adolf Hitler godkendte i september 1939, at læger dræbte mentalt syge og handikappede, som man mente udgjorde en trussel mod den ”ariske races” fremtid. Drabene foregik i hemmelighed under dæknavnet ”T4 aktion” – en henvisning til administrationen, som lå på Tiergartenstrasse 4 i Berlin.
Under dække af, at der var tale om en statistisk undersøgelse, sendte indenrigsministeriet spørgeskemaer til institutioner og plejehjem. På grundlag af oplysningerne om den enkelte patients helbred og arbejdsevne, foretog et udvalg af læger en vurdering af, om den pågældende skulle leve eller dø. Drabene foregik på seks centre i Tyskland og Østrig. Patienterne blev dræbt med en indsprøjtning.
I 1940 gik man over til at anvende udstødningsgas. Særlige rum blev udstyret med falske brusehoveder og dannede forbillede for de gaskamre, der senere blev bygget i udryddelseslejrene.
Da Hitler stoppede drabene i august 1941, var cirka 70.000 personer blevet ombragt, herunder også såkaldt ”asociale”, det vil sige kriminelle, subsistensløse, prostituerede, alkoholikere og homoseksuelle. Årsagen til ophøret var, at det i længden havde vist sig svært at holde drabene hemmelige for lokalbefolkningen i områderne omkring gerningsstederne.
De ansatte talte over sig, og røgen fra krematorierne kunne ses viden om. Desuden blev pårørende mistænksomme, når dødsårsagen for eksempel blev angivet som blindtarmsbetændelse, selvom den pågældende tidligere havde fået fjernet blindtarmen, eller når asken i en søns urne indeholdt hårnåle. Det førte til protester, ikke alene fra de pårørende, men også fra kirkelige kredse, fra læger og jurister.”
Sådan ser medlidenhedsdrabet ud, når det kører helt af sporet og reelt bare er en masseaflivning af de efter diktatorens mening uønskede mennesker. Men det kan nu også være ret uhyggeligt – og svært at kontrollere – i ental.
Selvhjælpsargumentet
Da Derek Humphry, som i skrivende stund er 92 år gammel og still going strong, i 1991 fik udgivet sine banebrydende bog Final Exit – eller som den faktisk hed – Final Exit: The Practicalities of Self-Deliverance and Assisted Suicide for the Dying – lød der et ramaskrig over den ganske verden. Bogen er nemlig en praktisk håndbog i selvmord, men også i, hvordan man afliver sine nærmeste i et medlidenhedsdrab. Eller, hvorfor ikke, alle mulige andre.
Bogen, som i detaljer beskriver fremgangsmåder til selvmord, mord på kræftsyge ægtefæller og børn med terminale diagnoser – for eksempel hvilke rengøringsmidler, man kan blande med hvilken håndkøbsmedicin for at skabe en giftig virkning – chokerede verden og skabte en levende diskussion om aktiv dødshjælp og om den palliative behandling og den psykologiske rådgivning og pastorale sjælesorg, som i Danmark er den normale indsats over for døende.
Blandt andet indgik det argument i debatten, som man kunne kalde selvhjælpsargumentet: Hvorfor skal mennesker, som jo alligevel forsøger at begå selvmord, egentlig henvises til at gøre det så uværdigt? Deres reb knækker eller de spiser for få Panodiler, og de bliver handicappede og invalide af det. Hvorfor kan det ikke bare være noget, der foregår under ordnede forhold?
Man kender måden at argumentere på fra debatter om prostitution, som pludselig forvandles til ”sexarbejde” – nu med løntariffer og fagforeninger – i debatter om handicappedes ret til på kommunens regning at få leveret en trækkerdreng, så de få tilfredsstillet deres seksuelle behov på en ordentlig og angiveligt etisk måde, i stedet for at skulle ligge og ringe efter escortpiger og -drenge selv. Eller, uha, dyrke sex med ligesindede, eller, endnu mere uha, som så mange andre uattraktive mennesker i samfundet, være henvist til at masturbere eller simpelthen undvære sex.
Man argumenterer med, at når det nu sker alligevel, kan vi så ikke bare gøre det lovligt – og endda lade staten hjælpe med det. Men man glemmer i samme åndedrag, at al kriminalitet, der omtales i Straffeloven jo faktisk altid finder sted. Ellers stod det der slet ikke til at begynde med. Så noget stærkt argument er det, at der findes tilfælde af en vederstyggelig eller uetisk eller slet og ret ulovlig handling, jo ikke for, at den så straks må lovliggøres. Det simple faktum, at folk kører standervisne rundt i bil, får jo ingen mennesker i hele verden til at foreslå, at så kan vi lige så godt gøre spritbilisme lovligt som sådan.
Da Humphrys bog udkom, var der lige så delte meninger, som der er i dag. Nogle mente på den ene side, at man netop bør tillade ”den gode død”, altså den ordentlige og nænsomme og smertefrie og medlidende død, som eutanasi jo kan oversættes med. På den anden side mente andre, at man bør leve sit liv til den bitre ende – også når den ende vitterlig er bitter. Men så var der også dem, der formåede, så at sige, at flække hele debatten.
En af dem var litteraten Nils Gunder Hansen, som i dag er professor i litteraturvidenskab på Syddansk Universitet, men som i mange år var redaktør på det daværende Berlingske Tidende, som nu bare hedder Berlingske, på avisens såkaldte Eksistens-redaktion. Her redigerede han en sektion om liv og død, om begravelser og misbrug, om netop medlidenhedsdrab og, ikke mindst, tidens store emne i 1990’erne, som var den kunstige befrugtning, der var på vej frem – altså en slags aktiv livshjælp, kunne man næsten fristes til at sige. Nogle år inden han fik det job, var han på Information som litteraturkritiker.
Det var her, at Niels Gunder Hansen, ved udgivelsen af den danske oversættelse af Humphrys bog, skabte et af de mest sigende ord, som også var hans anmeldelses overskrift. Med store bogstaver stod der bare hen over en hel avisside: Selvmedlidenhedsdrab.
For det er jo egentlig det et selvmord er, hvis det er betinget af lidelse og sygdom. Men det fikse ved Hansens nyslåede ord er naturligvis, at det kan deles på forskellige måder. For er det nu et selv-medlidenhedsdrab? Eller er det et selvmedlidenheds-drab? Der er en forskel. Det ene lyder som en nådeshandling udført af én selv. Det andet som en art narcissistisk forstyrrelse, der udmønter sig i et selvmord. Og ved at skrive sådan om det, blev man opmærksom på, at selvmordet som løsning på livets ubærlige lidelser, i hvert fald ikke er entydigt.
Død ved selvoptagethed
På den måde fik Hansen nemlig også udstillet, at der altid – ligesom ved selvmordet – er en komponent af selvoptagethed i selvmedlidenhedsdrabet. Man vil selv. Man kan selv. Man gør det selv. Men først og fremmest: Man ser på sig selv. Man vurderer sig selv. Man diagnosticerer sig selv.
Den form for autonomi og selvkørende initiativ og selv-værdig dømmekraft kender man fra Romerriget, hvor den stoiske filosofi var fremherskende. Og i den forbindelse kan det være gavnligt at opridse selvmordets historie.
Mennesker har formentlig alle dage kastet sig ud fra klipper, hvis de ikke gad at leve. Men fra Romerriget kender vi kilder, som beskriver selvmordet. Og selvmordet var en ærefuld udgang på tilværelsen for godt to tusinde år siden. Det var nemlig det autonome individs ret og privilegium at afslutte sit eget liv, når det ikke længere var værdigt. Og man kunne, hvis man kunne argumentere for, at selvmordet ikke skyldtes forfængelighed, men for eksempel, at man efterhånden anså sig selv for at ligge pårørende til last, faktisk få en slags offentlig støtte til forehavendet. Man kunne nemlig få skarntydesaften betalt af staten, hvis man lettede dens og andres byrder gennem et selvmord.
Kristendommens indtog i det første århundrede i Romerriget ændrede synet på selvmord markant. Et af de ti bud, det femte, handler om, at man ikke må dræbe et andet menneske intentionelt. Det må simpelthen ikke finde sted, fordi det er mord. Selvmordet blev dermed dét – et banalt mord, nu bare begået imod én selv og af én selv. Og eftersom alt menneskeliv er helligt i kristendommen, så blev det en form for blasfemi, når man tog sit eget liv – fordi man tog det fra Gud. Fordi man overtrådte Loven, som de kristne, og før dem jøderne, var tvunget til at følge.
Kristendommens synspunkt, hvor menneskelivet konsekvent anses for helligt, forplanter sig igennem alt det, vi i dag normalt bare kender som Den vestlige verden. I for eksempel den palliative – altså smertelindrende – sygepleje til sidste instans. I lægers evindelige forsøg på at holde selv hjernedøde mennesker i live. I afvisningen af tortur og henrettelse af kriminelle. Og faktisk også indirekte i sådan noget som organdonation, hvor man trodser det voldsomme og egentlig lidt uhyggelige i at adskille et legeme i sine bestanddele for at sy det sammen med andres legeme, fordi man derved kan forlænge et liv.
At livet er givet af Gud, og at det kun kan tages af Gud igen, ligger helt fast i kristendommen. Eller det gjordet det i hvert fald, indtil hjertemassagen og defibrillatoren blev opfundet. For med ét slag kunne mennesker langt oftere genoplive de døde, og de færreste gør sig i dag begreb om, hvor voldsom debatten var, frem og tilbage, da man i 1980’erne indførte hjertemassage som standard. Langt op i tiden protesterede præster og teologer nemlig. Det blev anset for forfærdeligt, ja, blasfemisk, at man kunne forlænge livet ”unaturligt” med et stød i hjertet eller ved at massere den enestående muskel i brystkassen. For hvad bliver så det næste? At man giver sig til, som en moderne Prometheus, at genoplive stendødt materie? Svar på dét, Viktor Frankenstein!
I 1800-tallet introducerede den franske sociolog Émile Durkheim tanken om selvmordet som noget socialt. Han slog fast, at selvmordet er en handling, der først og fremmest skyldes isolation. Man står alene med sin skæbne. Man er ensom. Man er rådvild og i vildrede. Hvad skal man dog stille op – og hvem skal man tale med? Det er i lyset af Durkheims teori, at man skal se forsøg på at forhindre selvmord i tiltag som Sct. Nicolaitjenesten og Livslinjen. Ved at skabe en i grunden banal menneskelig kontakt, kan man nemlig ofte forhindre et selvmord. For netop den kontakt, ordinær for alle os andre, men usædvanlig for den fortabte, er præcis det, som den selvmordstruede ofte mangler.
Med psykiatriens fremmarch fik man en anden forståelse af selvmordet. Det blev efterhånden betragtet som noget patologisk, noget sygt, når folk forsøgte eller havde held med at tage deres eget liv. Man var ikke rask, hvis man ønskede at begå selvmord, lød devisen. I psykiatrien kan selvmordet være forbundet med misbrugstilstande – alkoholisme og narkomani leder meget ofte til selvmord – ligesom det kan sættes i forbindelse med psykoser, hvor folk ikke selv er klar over, hvad de laver. Men først og fremmest er selvmordet noget, man forbinder med depression, herunder bipolar lidelse.
Shop din død
Mennesker, der ønsker at afslutte deres eget liv, betragtes kun i dag sjældent som ramt af eksistentielle problemstillinger. De har ikke bare ”mistet lysten til at leve” eller savner en dybere mening i deres liv. Nej, de ses snarere som deprimerede.
Og det er af samme grund en oplagt og nærmest fast indvending i forbindelse med ønsker om aktiv dødshjælp, som i den sammenhæng betragtes som en slags selvmordsønske. Måske er patienten simpelthen bare deprimeret? Når der er andre i samme situation – som for eksempel også er lænket til en kørestol og ramt af fuld paralyse – der priser sig lykkelige over at kunne høre klassisk musik eller at kunne se en western på Netflix, så kunne noget jo tyde på det. Patienten skal sådan set bare i antidepressiv behandling.
Interessant er det, at vi her i det 21. århundrede nu så småt ser tendenser til, at døden igen bliver betragtet mere og mere som noget stoisk, i snæver filosofisk forstand. Vi ser mere og mere døden og måden, man dør på, som et personligt valg. Vi ser den mere og mere, som noget, man har ret til at opnå – altså retten til at miste livet – snarere end som vi hidtil har gjort: Retten til at blive reddet fra døden. Vi ser mere og mere døden, som en form for frihed. Med TV2’s ord, så bliver man i døden som kvinden, der er ”fri, fri for alting”. Og spørgsmålet er, om det er en god løsning? Er døden bare endnu en ting, man kan shoppe – og rive ned fra hylden og få, hvis og når det passer én?
Hvis selvmordet ses som en blasfemisk synd eller en forbrydelse – som det var i Storbritannien og Irland, indtil England og Wales afkriminaliserede selvmord med en lov af 1961 og Irland i 1993 gjorde det samme – eller som minimum som noget sindssygt socialt sørgeligt og moralsk virkelig ærgerligt, som en menneskelig falliterklæring simpelthen, så er det vel noget, man skal undgå for enhver pris? Næ. For det bestemmer man da selv. Og det gør man. For det har man altid gjort. Det nye er debatten om, hvorvidt man skal have det offentliges hjælp til at begå den handling, som afslutter livet?
Det er for mange faktisk det store dyr i åbenbaringen. For man skal afveje tingene. Det er lidt som med al anden medicinsk videnskab. Midlet eller behandlingen kan have bivirkninger, men hvis den primære virkning overstiger bivirkningerne, så kan man godt forsvare at bruge metoden. Det kender vi fra kemoterapien, som jo slår patienten halvt ihjel – i håb om, at den først slår kræften endnu mere ihjel, så patienten i sidste ende overlever. Kan man så ikke sige det samme om et assisteret selvmord? At hvis lidelsen er så ubærlig, at den overstiger livsglæden, så er facit måske bare et stort, fedt nul – nemlig døden?
Det hele skal ses i lidelsens perspektiv. Jeg glemmer aldrig dengang jeg læste en særudgave af et tysk magasin, som var fuld af interviews med, og meget smukke fotografiske portrætter af, mennesker, som agtede at rejse til Schweiz for at dø ved en læges mellemkomst. Det var hårrejsende læsning.
En mandlig patient havde haft kræft fire gange og ville ikke byde sin ægtemand at skulle passe ham én gang mere. En kvindelig patient var så dement, men samtidig sommetider klar, at hun igen og igen blev fuldt bevidst om, hvor nedbrudt hun var mentalt og kognitivt. Hun omfavnede fremmede i kirken som sine klassekammerater, mens hun ignorerede sine egne børn, som hun ikke længere kendte, når de gik forbi hende på gaden. En patient beskrev et liv i smerter, ubærlige smerter, døgnet rundt, dag ud og dag ind, hele tiden, også når hun sov.
En mand beskrev sit liv i vulgært sprog og som en absurd liste af ulækre gøremål og pligter. Han lagde ud med at skide blod klokken fire om morgenen, derefter spiste han morgenmad, som han straks kastede op, inden han fik de første skud totalt sløvende medicin, som i praksis slog ham ned – og derfra gik det så ellers ned ad bakke. Jeg var fuldkommen rystet. Og beretningerne gav mig en dyb respekt for, hvor syg man egentlig kan blive – noget, jeg også ser som sognepræst, hvor jeg møder stor menneskelig lidelse. På sidste side stod det så: Alle de portrætterede mennesker var allerede døde. De havde alle givet samtykke til interviews og portrætfotos med den klausul, at de skulle være døde, alle sammen, inden det blev offentligjort.
Det giver sig selv, at selvmordet er et frit valg. Fanger begår selvmord i fængsler med snørebånd eller bælter. Ægtefæller skærer sig i armene eller halsen på badeværelset. Mænd, mest dem, skyder hjernen ud på sig selv. Kvinder tager piller. Og det er jo lovligt – ikke mindst, fordi gerningsmanden jo samtidig bliver henrettet, og vedkommende dermed så at sige får straf nok.
Derimod er vi, som omgivende samfund, ikke forpligtet til at hjælpe nogen med at begå selvmord. Og vi er ikke forpligtet til at skaffe de remedierne eller give den håndsrækning, der skal til. Tværtimod, så er hjælp til selvmord eller bare tilskyndelse til det faktisk ulovligt i Danmark. Og der er faldet domme, når eksempelvis en person, sikkert i frustration, har fortalt et evigt suicidalt menneske, hvor vedkommende kunne finde en ladt revolver, så vedkommende kunne få det overstået. Men det må man ikke. For man risikerer jo, at personen lytter.
Den hykleriske tilgangs fordel
Men problemet ligger egentlig ikke dér. Problemet er ikke, om man kan få hjælp til at dø i hospitalsvæsenet. For det kan man allerede. Alle der arbejder med palliativ behandling, og altså lindrer patienters smerter, kender til det, man kalder ”den dobbelte effekt”. Det går i al sin enkelhed ud på, at man kan hjælpe en person så meget, at vedkommende dør af det.
Sagen er nemlig den, at hvis man giver stadig mere morfin for at dække smerterne, mens smerterne bliver stadigt stærkere, så kommer der et tidspunkt, hvor behandlingen – den stadigt større dosis morfin – har den bivirkning, at man dør af morfinen, fordi vejrtrækningen standser, når hjernen påvirkes tilstrækkeligt af det virkningsfulde stof, patienten modtager. Så effekten bliver ”dobbelt”.
Man hjælper, javel, men så meget, at man altså i samme ombæring forgiver patienten. Det eneste krav for, at det kan gennemføres, er, at patienten skal samtykke og kende til ”risikoen” ved behandlingen. Patienten skal også være uden udsigt til helbredelse. Når en læge har konstateret det, så skruer sygeplejersken dosis op. Og så er det det. Man må stadig ikke assistere til et selvmord. Men døden kan jo være en bivirkning, en risiko, ved en kærlig handling som for eksempel smertelindring.
En af grundene til, at hele denne hykleriske tilgang faktisk kan være at foretrække, er, at al forskning peger på, at jo mere man taler om selvmord, jo mere udbredt bliver det. Man kender det som Werther-effekten, fordi der flød en bølge af selvmord over Europa, da Goethe skrev romanen Den unge Werthers lidelser, som slutter med, at hovedpersonen skyder sig ved en sø, fordi han har kærestesorger. Mon ikke det samme gælder for assisteret selvmord?
I hvert fald er der i dag i Canada, hvor aktiv dødshjælp er lovligt og har været det en tid, nu faktisk flere, som dør af at blive slået ihjel, eller myrdet, eller selvmyrdet af andre, på et sygehus, end der er folk, som dør af diabetesrelaterede sygdomme i det hele taget. Og spektret for den aktive dødshjælp udvides konstant og ganske voldsomt. Fra marts næste år kan børn således få aktiv dødshjælp i Canada. Og visse kræfter kæmper for, at det skal kunne ske uden forældrenes samtykke. Mange taler om, at man skal kunne bede om aktiv dødshjælp, hvis man er psykisk syg. Hjemløse rapporterer, ifølge Kristeligt Dagblad, at de nu faktisk har lettere ved at få adgang til aktiv dødshjælp end til at få en anvisning til en lejlighed.
Død smitter
Det korte af det lange er, at aktiv dødshjælp globalt set bliver mere og mere udbredt. Mere og mere populært. Og det gør det, fordi det – med en positiv indstilling over for dødshjælp og dermed en positiv fremstilling af det – overhovedet kommer ind på lystavlen som en mulighed.
Det er velkendt i selvmordsforskningen, at selvmord ”smitter socialt”, det vil sige, at alene kendskabet til selvmordet som en mulighed øger risikoen for, at man begår et. Det samme gælder formentlig for aktiv dødshjælp. Hvis man slet ikke har aktiv dødshjælp på menuen, så vælger man den kun meget sjældent som dessert.
Hvis det er suspekt, skønt det er ret udbredt – som for eksempel også hashrygning er – så skal man så at sige langt ud over moralens eller normalitetens grænser, rent bevidsthedsmæssigt, før man føler sig i sin gode ret til at kværke sig selv i et tørklæde, springe ud fra et vindue, tage en gigantisk bunke sovemedicin – eller bede om at andre giver én bedøvelse, og derefter en fatal dosis nervegift, sådan som man rutinemæssigt gør i for eksempel Belgien. Og sådan som man ser det – endda live – i DR-dokumentaren om Preben.
Så måske ligger svaret på det moralske dilemma lige dér? At det simpelthen slet ikke skal adresseres? Det kan jo lyde som klinisk berøringsangst, men meget tyder faktisk på det.
Der blev engang lavet en undersøgelse, der handlede om, hvornår i forløbet omkring et dødsfald, de pårørende helst ville konfronteres med spørgsmålet om, hvorvidt de samtykkede, hvis afdøde havde overladt det til dem selv at bestemme, hvorvidt der skulle doneres organer fra den døde til mennesker, hvis liv afhang af donationen. Svaret var – langt overvejende – ”aldrig”. De efterladte ville simpelthen slet ikke konfronteres med det spørgsmål. Overhovedet. De ville gerne have lov at sørge i fred.
Og det er faktisk problematisk, når man igen og igen i medier møder spørgsmålet: Skal vi have aktiv dødshjælp? Skal vi ikke? Ej, skal vi ikke? Please? Fordi det bliver et spørgsmål til én selv. Hvor går din grænse? Hvornår får du nok af smerter eller livslede? Hvis du blev lam? Eller døv? Eller blind? Eller hjerneskadet? Man bliver nærmest plaget med spørgsmålet. Og syge og handicappede rapporterer om, at de føler sig krænkede og sårede over det.
For det bliver, ligesom spørgsmålet om organdonationen, et uudtalt ønske om, at man selvfølgelig skal sige ja tak. På papiret kan man godt sige nej. Men det bliver ligesom, når en muslim siger nej til at give hånd, eller når en klimaaktivist igen og igen italesætter alternativer til kød: Man er på en måde lidt uhøflig, hvis man vælger ”det andet”. Og selve spørgsmålet er faktisk på den måde allerede et krav.
På en måde kan man sige, at diskussionen om aktiv dødshjælp – for dem, som bare ønsker, at loven, som den er i dag, hvor den jo faktisk er fin, bare skal overholdes – føles lidt, som når man møder facere på Strøget i København.
Problemet er ikke, om jeg ønsker kvinders ret til abort afskaffet eller ej. Problemet er, at du midt i myldretiden pludselig rejser et spørgsmål, jeg slet ikke ønsker at tænke på, eller overhovedet vil have ind i mit liv, og samtidig afkræver du mig insisterende et svar. Det vil jeg ikke have. For jeg vil slet ikke have, at du – overhovedet – antaster mig. Der er intet tidspunkt på min vej ned ad Strøget, som jeg vil antastes på. For jeg vil gerne bare have lov at leve mit i fred. Også hvis det, på den ene eller den anden måde, er et lorteliv.
