Debatten om aktiv dødshjælp er blusset op, efter at DR har sendt dokumentaren om, hvordan smeden Preben får taget sit eget liv, efter at han på grund af en grusom arbejdsulykke er efterladt lam fra halsen og ned i en kørestol – uden udsigt til bedring på nogen måde. Det er baggrunden for den aktive dødshjælp, han modtager i Belgien, efter at han selv har besluttet sig for det.
I programmet ser man, hårdt og brutalt, hvordan Preben rejser derned, og siden først lægges i bedøvelse og derefter aflives med en sprøjte. Man ser også hans lig sidde ubevægeligt og synligt forandret i kørestolen bagefter.
Det uværdige liv
Man kan ikke rigtig tale om aktiv dødshjælp uden også at tale om medlidenhedsdrab. For den aktive dødshjælp forrettes jo altid ud fra en betragtning om, at det er synd for den, der dør. Derfor er det naturligt at folde den bizarre form for ”medfølelse”, som ligger i medlidenhedsdrabet, og dens historie lidt ud.
En af dem, der i nyere tid praktiserede medlidenhedsdrabet for fuld skrue, og altså dermed lod verden se de fulde konsekvenser af den praksis, var den nazistiske diktator Adolf Hitler. I hans vision om Det Tredje Rige indgik først og fremmest sterilisation af mennesker, der levede ”uværdige liv”, som et vigtigt redskab, således at disses elendighed ikke blev mangfoldiggjort.
Man kan læse de hårrejsende detaljer om hans sindssyge overgreb på befolkningen på Dansk Institut for Internationale Studiers underside om folkedrab. Her hedder det blandt andet om Hitlers sterilisationsprogram:
”I januar 1934 blev det besluttet at tvangssterilisere visse tyske borgere. Det drejede sig først og fremmest om mentalt handikappede på institutioner, men personer med arvelige sygdomme, prostituerede og kriminelle var også omfattet. Cirka lige mange mænd og kvinder i den fødedygtige alder blev steriliseret.
De fleste sterilisationer blev udført ved kirurgisk indgreb, men der var også eksempler på massiv røntgenbestråling. Mellem 300.000 og 400.000 blev tvangssteriliseret under det nazistiske styre.
