Da nyheden om Hamas´ angreb på Israel nåede mig, tænkte jeg uvilkårligt, at der aldrig bliver fred i området, for det kan blive ganske vanskeligt at finde hinanden efter den brutalitet, de hellige krigere udviste under angrebet. Og det er vel netop den triste essens af denne seneste krig, Israel udkæmper med sine nærmeste naboer – hurtigt meldte andre aktører sig jo på banen: Hvordan skal der nogensinde komme fred i et land, som to befolkningsgrupper mener at have både historisk og religiøst krav på, og hvis naboer bruger den ene gruppe, palæstinenserne, som middel til at gøre en ende på den anden, israelerne?
Jeg har hørt Gaza omtalt som et friluftsfængsel, hvilket forekommer mig at være et dækkende udtryk, et fængsel fyldt med mennesker, som hverken Ægypten eller Israel vil have noget med at gøre, og som derfor ikke har andet at tage sig til end at vente på nødhjælp, dyrke hadet og blive flere. På Vestbredden knytter palæstinenserne sig i disse år også til Hamas, fordi korruption gennemsyrer Fatahs ledelse af området, og fordi de – også efter israelsk lov - ulovlige jødiske bosættelser fortsætter. Mit ærinde er ikke at forsøge at nuancere konflikten, for den er: ubehagelig og uløselig. Man skal ikke have læst længe i det gamle testamente for at vide, at der intet nyt under solen er i de etniske konflikter og den brutalitet, der præger dem, ej heller skal man have læst længe i koranen for at forstå hvilken drivkraft, den udgør for hadet mod jøderne. Mit ærinde er et ganske andet, nemlig at forholde mig til de konsekvenser, konflikten har herhjemme, hvortil den er importeret for længe siden, og hvor den vokser i samme omfang som de palæstinensiske og arabiske parallelsamfund, for det lader ikke til, at alvoren af dette er gået helt op for politikerne.
I Socialdemokratiet har man ganske vist fundet ud af, at det er helt forfærdeligt, at danske jøder lever livet farligt. Unge Frederik Vad er gået i brechen for dem, den lidt ældre Mette Frederiksen udtaler sig sammenbidt til fordel for Israel, og det kolporteres alt sammen videre af pressen, som om vi nu står i en helt afgørende situation. »Historisk« kaldes den i vore dage. Det er den nu ikke. Den er snarere en nærmest buddhistisk oplevelse af dårlig karma, som stedse efterlader en inderst inde i navet på livshjulet hos grisen, der bl.a. symboliserer uvidenheden. Mette, Frederik og alle de andre burde simpelthen vide bedre. For det er i år 38 år siden, at det palæstinensiske had til Israel første gang kom til udtryk i Danmark, da Northwest Orient Airlines, synagogen og det tilknyttede plejehjem, Meyers Minde, blev udsat for bombeterror. En tredje bombe var tiltænkt det israelske luftfartsselskab El Al og det israelske turistbureau på Vesterbrogade, men den aktion blev heldigvis forpurret. Sporene efter gerningsmændene førte dengang til Sverige, hvilket man kan tænke sit om, men siden har det jødiske samfund i Danmark været udsat, og særligt, når konflikten i Israel blussede op.
Alligevel var Socialdemokratiet syv år efter dette første terrorangreb med til at vedtage en særlov, der lod en gruppe demonstrerende palæstinensere bosætte sig i Danmark. Socialdemokraterne støtter endvidere statsløsekonventionen, der sikrer, at selv ret kriminelle palæstinensere kan få indfødsret, ligesom de har stemt for samtlige indfødsretslove, der er fyldt med mellemøstligt klingende navne. Og hver gang den muslimske terror har ramt et sted i verden eller os selv, har de og politikere fra andre magtpartier, hvis eneste raison d´être er at administrere EU-regionen Danmark, været forfærdede over jubelscenerne fra de hjemlige muslimer, de har gået i fakkeltog, sunget fællessang, bedyret deres kærlighed til de danske jøder og opfordret os alle til at fortsætte vor frie livsstil, inden de atter søgte ly bag de terrorsikrede mure på Christiansborg.
Mette Frederiksens polemik og politik er en smule anderledes, for hun ønsker ikke – som forgængerne – at vi fortsat skal leve frit. Om det gælder corona, fremmedkrigere eller koranafbrændere, vil hun »passe på danskerne«, dog ikke mere, end at konventionerne altid får det sidste ord. Derfor kommer der den ene lov efter den anden, der skyder med spredehagl og indskrænker friheden for alle, senest ytringsfriheden. Læg dertil lidt hård retorik om dynejakker, guldkæder og den slags: rungende malm og klingende bjælde er, hvad det er og viser, at politik i dag er kommunikation.
Og så turde sagen endda være ganske enkel: Langt herfra, i Mellemøsten, er der en konflikt, som Danmark ikke kan gøre noget som helst ved. Men i Danmark har vi en jødisk minoritet, som intet ansvar har for konflikten, og som ved sin ælde og troskab mod landet har vundet hævd på at være en del af folket. Som sådan har danske jøder krav på at leve lige så frit og ubekymret som vi andre. Siden 1985 har ingen kunnet undgå at vide, at herboende palæstinensere og andre indvandrede sympatisører vil gøre alt for, at danske jøder lige netop ikke skal kunne netop dét. Så må løsningen vel være, at den angribende part ikke kan bo her.
Efter mange, mange års deltagelse i udlændingedebatten ved jeg selvfølgelig godt, at det – med salmistens ord - er »mit hovedes spind« at tænke sådan. Det er overordentlig dumt at tro, at det nogensinde kan blive anderledes, når ingen i virkeligheden ønsker det. Når jeg alligevel ikke bare trækker på skuldrene og fortsætter min daglige dont, er det fordi jeg er træt af at blive gjort til grin af forfængelige politikere, der lever fedt på at udtale, at de »vil gøre en forskel«. I den grad de gør en forskel, er det stort set altid til det værre, mens de bestemt ikke har tænkt sig at gøre en forskel i forhold til de virkelige problemer, som f.eks. et stadigt voksende mindretal af jødehadere fra Mellemøsten. Og hvis man ikke har tænkt sig at gøre noget ved problemet andet end billedligt talt at stille sig op ved grædemuren og synge sange fra de varme lande, bør man som det mindste tie.
