Israels krig med Hamas har mobiliseret kunstlivet i de nordiske lande i en grad, så det ligner mere end blot et humanistisk engagement. For det er ikke fred for fredens skyld, man efterstræber. Ingen forlanger f.eks., at Hamas overgiver sig og udleverer gidslerne. Det ville bringe krigen til ophør på et øjeblik. Det er våbenhvile, altså en pause, aktivisterne forlanger. Krigen skal standse, men Hamas skal beholde magten.
Når kunstnere engagerer sig i en sag, kan man forvente, at deres bidrag vil være kunstneriske af natur. Men ud over et enkelt digt, udført af hele 45 forfattere, har man foretrukket den lidt kedsommelige og banale, men altid medievenlige boykot-strategi.
Det mest typiske ved den strategi er, at den udstiller folks konformitet. Uanset hvilken krig USA går ind i, vil den kreative klasse i Europa aldrig boykotte Disney eller Hollywood. I tilfældet Israel er problemet, at den kulturelle udveksling er marginal i udgangspunktet.
Skandinaviske lande er i princippet meget selvcentrerede, når det kommer til kunst. Der er ikke rigtig noget udbredt kendskab til kunst fra Israel. Faktisk er udvekslingen mellem landene så beskeden, at hele boykot-kampagnen er reduceret til det meget lidt højkulturelle Melodi Grand Prix. Det vender jeg tilbage til.
Når kunstnere går ind i en konflikt og ikke vil bruge kunstneriske udtryksformer, ender de med at trække på deres egen moralske integritet. Kunstnere nyder generelt anerkendelse som særdeles ubestikkelige personer, fordi de er i stand til at leve for ingenting i meget lang tid. Spørgsmålet er, om integriteten kan holde, hvad den lover i dette tilfælde.
Bagatellisering og fonetiske rim
Deres udspil bygger som det første på en bagatellisering af Hamas’ krigsforbrydelser, som f.eks. militsens brug af hospitaler som militærbaser. Dette følges op af en dæmonisering af verdens eneste jødiske stat. Hvis IDF kæmper mod Hamas inde på et hospital, hvor militsen ulovligt opholder sig, hedder det, at Israel angriber hospitalet. I rapporteringen søger man at spejlvende skyldspørgsmålet, så det altid rammer Israel.
På kvindernes kampdag den 8. marts blev 50 jødiske kvinder ekskluderet fra demonstrationstoget i Oslo, fordi de rettede opmærksomhed mod de kvinder, der stadig holdes som gidsler af Hamas. Det er velkendt, at de kvindelige gidsler oplever mishandling og undertrykkelse af værste skuffe. Ikke desto mindre afviste kvindesagsforkæmperne dem på kampdagen.
I stedet blev de jødiske kvinder hånet med råb som »Ingen zionister i vores gader!« Hvilket naturligvis er en pervers omformulering af »Ingen nazister i vores gader«, hvor man med fonetiske rim og bogstav-associationer blender Israel ind i den historiske nazisme.
Den moralske integritet korrumperes yderligere af, at dette sproglige greb allerede bliver brugt af Rusland til at legitimere invasionen af Ukraine. Kunstnerne fremfører i praksis Putins retorik, men bemærker det ikke, siden de bliver omfavnet af biskopper, fagforeninger og kulturpersonligheder.
Aktivisterne er på tynd is
At forvandle Melodi Grand Prix til en ideologisk kampplads er underligt fantasiforladt. I februar krævede 300 norske og 400 danske artister, at Israel skulle udelukkes fra konkurrencen om den mest populære popsang. Formålet er naturligvis ædelt: Man antager, at chikanen vil overbevise Israel om at indstille sin jagt på gidslerne. Det vil være godt, mener aktivisterne. Blot ikke for gidslerne, kan man i sit stille sind føje til.
En fremtid under Hamas’ ledelse vil heller ikke være rosenrød for palæstinenserne, hvilket Gazas destruktion vidner om med al ønskelig tydelighed. Aktivisterne er på tynd is, og de ved det. Derfor legitimerer de brugen af MGP ved at påpege, at den pågældende sang handler om 7/10 . Det er ”politisk” at tale om den dag.
Ligesom det er blevet ”politisk” at tale om Holocaust. Sjovt nok er alt, der styrker Israels sag ”politisk”, og dermed noget, man må undgå.
Den bedste fremgangsmåde i en rigtig charmeoffensiv ville være at skrive en sang, hvor Hamas blev tildelt offerrollen og fik sympati. Ligesom aktivisterne allerede gør i den daglige politiske retorik. Men af en eller anden grund er der ingen sangskrivere, der takker ja til den invitation. End ikke den mest dedikerede aktivist kan mønstre gejst til at komponere og fremføre sådan en melodi. Hvilket vel, dybest set, taler til deres fordel. Når det kommer til stykket, ejer de faktisk skam.
Bob Dylan snarere end Leonard Cohen
Hvilket man ellers hurtigt kan komme til at glemme, når man følger behandlingen af deres israelske kollegaer. Efter pression fra MGPs ledelse gik israelerne med til at skrive sangen om. Nu kunne man forvente, at de europæiske musikere omsider ville være tilfredse. Men sådan spiller deres instrumenter ikke. Indrømmelsen har tværtimod givet aktivisterne blod på tanden. Så nu fremsættes kravet om at fjerne Israel fra MGP endnu en gang, og antallet af musikere er svulmet fra 700 til 4.000.
I militær terminologi svarer det til en hel brigade. De mange krigere følger bestemt ikke Leonard Cohen, for han synger: »And though I wear a uniform / I was not born to fight.« De foretrækker Bob Dylan i stedet. Med ham kan de sige:
»I pay in blood. But not my own.«
