Fra borgerligt fornuftshold har der været stor begejstring over forhenværende ligestillingsminister Marie Bjerres udmelding i Jyllands-Posten af, at ”nok er nok”, som man siger. Og at bremsen nu må slås hårdt i over for det transfanatiske wokehysteri, der vil have os alle sammen til at brække tungen på absurde og nonsensagtige promominøvelser.
Ligeledes har der været begejstring over fire fremtrædende kvindelige folketingspolitikeres opslag af et gruppebillede fra et møde på Grønland. Her ses Sólbjørg Jakobsen (LA), Camilla Fabricius (S), Lea Wermelin (S) og Monika Rubin (M), mens de arm i arm hylder transkritikeren over dem alle J.K. Rowling, som de lige har mødt oppe i Arktis.
The woman takes it all
Men er den hellige grav nu også så velforvaret endda? Det vil jeg gerne være spielverderber nok til at sætte et stort spørgsmålstegn ved. For nej, jeg tror absolut ikke på, man skal se dette move fra de fremstående kvinders side som et tilbagetog fra den revolutionære, samfundsomvæltende ideologi, som nu har skamredet vores samfund siden MeToo’s gennembrud i 2017.
Snarere mener jeg, at den skal ses som et ret snu forsøg på fra MeToo-kvindernes side at score hele revolutionslagkagen selv. For de har efterhånden opdaget, at deres nuværende status af enerådende magthavere kun er en mellemstation på vejen mod revolutionens endemål: det køns- og identitetsopløste samfund.
Det er også derfor transligaen, repræsenteret ved bl.a. Susanne Branner fra LGBT+ Danmark, reagerer så voldsomt. Ligefrem med decideret kvalme og opkastningsfornemmelser, som det lød i en tale inde i Ligestillingsministeriet efter Bjerre-kronikken. Nu troede de lige, der var fælles sag og taktfast marcheren!
Der er således stadig morderlig lang vej tilbage til den sunde borgerlige reformånd, som er det, revolutionen i sidste ende har været – og stadig er – et gigantisk anslag imod.
In the end, we will win, som Rowling bedyrede. ”We” skal – natürlich – forstås som ”vi kvinder”. Og strategien – den er at infiltrere alle partier fra venstre til højre med MeToo-kvinder. Og håbe på, at enhver har glemt, at når historien gentager sig, så sker det aldrig på den fuldkomment samme måde.
Gradvise forbedringer vs voldelig revolution
Lad mig forklare nærmere. Som jeg viser i min bog ”Køn og identitet – et spadestik dybere” fra 2021, så er det vigtigste træk ved nyfeminismen – eller woke-feminismen, som den også kaldes – netop, at den er revolutionær. Herved ligner den andre revolutionære bevægelser i den moderne historie – fra Den Franske Revolution, specielt i dens anden blodige fase, til Den Russiske Revolution og Den Kinesiske Kulturrevolution.
Og herved adskiller den sig fra de reformbevægelser, som er lige så fremtrædende i den moderne historie – fra Den Franske Revolution i dens første fase til kvinde- og borgerrettighedsbevægelserne i det det 20. århundrede.
Forskellen på revolutionsbevægelserne og reformbevægelserne er, kort fortalt, at mens reformbevægelserne altid tager udgangspunkt i traditionen og historien og derfra forsøger – fredeligt og demokratisk – at arbejde på gradvise forbedringer i retning af, at alle får del i de grundlæggende menneske- og frihedsrettigheder, da er revolutionsbevægelserne karakteriseret ved den holdning, at det generelt går alt for langsomt med fremskridtet, og at der derfor pr. definition skal krassere midler på bordet.
I denne ånd er de parate til at tilsidesætte demokratiet og folkeflertallet og almindelig humanistisk etik for at gennemtrumfe de gennemgribende forbedringer, de mener er nødvendige. Man kan også sige, at de er drevet af en idealistisk-utopisk vilje til at realisere det perfekte samfund eller paradiset her og nu. Om så det kræver lidt vold og blod at nå frem til målet. Jævnfør Lenins maksime om, at man må smadre æg for at kunne lave æggekage.
Løgne og falske anklager som nyt våben
På den måde er nyfeminismen skruet sammen efter en klassisk revolutionær marxistisk ideologi med rødder i Det Kommunistiske Manifest og Maos Lille Røde samt Frantz Fanons ”Fordømte her på jorden”. Uanset den aktuelle iklædning.
Hvor reformbevægelser som den oprindelige kvindebevægelse og den oprindelige borgerrettighedsbevægelse går målrettet efter de gradvise forbedringer og justeringer, dvs. efter de fredelige kompromisser og ”det muliges kunst”, går de revolutionære bevægelser såsom nyfeminismen – og wokeismen i det hele taget – lige så målrettet efter at gennemføre ”Det store spring fremad”, som det hed i Kina under Kulturrevolutionen. Det gælder om noget i nutiden.
I denne proces er der tre faser, som er direkte kopieret efter Det Kommunistiske Manifest. Med den forskel, at den gamle klassekamp i dag som sagt er skiftet ud med køns- og identitetskamp.
Skemaet ser sådan her ud:
A) Først handler det om at sætte befolkningsgrupperne hårdt op mod hinanden. Dengang arbejdere mod kapitalister, og borgerskab bredere set, i dag kvinder og minoritetsgrupperinger mod ”den hvide heteroseksuelle mand”, der af woke-garden anses for at være hovedskurken i den vestlige historie, som der skal gøres op med. Indledende fase handler kort sagt om at fremprovokere aggressiv konfrontation.
B) I anden fase er befolkningsgrupperne hidset så meget op og gjort så rasende, at de er parate til at gennemføre revolutionen, hinsides enhver human og civilisatorisk etik. Det vil sige: hinsides respekten for det, der i vores del af verden ligger indkodet allerede i De Ti Bud. Nok så meget i det bud, der lyder ”Du må ikke bære falsk vidnesbyrd mod din næste”.
Eftersom der kun i denne samfundsforståelse findes to positioner: du er undertrykt, eller du er undertrykker, handler det ganske enkelt om at få vendt hierarkiet på hovedet, så den/dem, der før var øverst, kommer nederst, og omvendt. Følgelig bør det heller ikke undre nogen, at resultatet af den revolutionære, voldelige omvæltning i dag fører til, at der mange steder nu udelukkende sidder kvinder. Akkurat som på billedet af de fire ligestillingsordførere plus Rowling fra Grønland.
En del undrer sig over dette. Det er ikke kun de klassiske humanister, men nok så meget de klassiske ligestillingsfeminister. For en del af dem har stadig ikke forstået – eller de lader som om, de ikke har forstået – at det overhovedet ikke er ligestilling, det handler om.
Det handler simpelthen om at vende hierarkiet på hovedet, så det, der før var øverst, nu kommer nederst – og vice versa. Hvor man i den kommunistiske revolution fik proletariatets diktatur, får man derfor i den neomarxistiske woke-revolution matriarkatets diktatur, dvs. et diktatur hvor der sidder kvinder overalt og hvor mændene sparkes ud overalt.
Det er som sagt aldeles efter bogen og burde ikke undre nogen.
Men det stopper ikke her.
C) Efter den voldelige omvending af det påståede hierarki, der i dag fører til kvindernes totale magtovertagelse, følger en tredje fase – atter fuldstændig efter bogen. I gamle dage hed denne fase det klasseløse samfund. I dag hedder fase 3 det køns- og identitetsløse samfund.
Det er lige præcis hér den magtfulde LGBT+-bevægelse kommer ind i billedet som kronen på værket. Det er regnbuefolket, som i sidste ende skal få revolutionen kørt helt i hus.
Man overså fase 3
Fase 3 var der rigtig mange, der ikke lige så komme. Eller lod som om. Af samme grund oplever vi i nutiden igen og igen nogle af de mest aktive MeToo-sympatisører og MeToo-akivister pludselig vende rundt på en tallerken og trække i land. Senest tidligere ligestillingsminister Marie Bjerre. For de bliver nu ubehageligt bevidste om, hvad de egentlig har været med til at bryde vejen for. Lidt frækt kunne man også sige, at de har været revolutionens nyttige idioter.
På samme måde burde det ejheller give anledning til undren, at wokebevægelsen, eller wokefeminismen mere præcist, til en start går meget op i at booste identiteten som kvinde eller som farvet eller andet – sådan som vi f.eks. har set i MeToo og Black Lives Matter – for det næste øjeblik at hævde, at både kønsidentiteten og alle andre former for identitet er i vejen og skal opløses.
Det er jo præcis sådan, den revolutionære logik er skruet sammen. Tanken er – ligesom i den klassiske marxistiske revolutionsånd – at når magthierarkiet er vendt på hovedet ved at enhver individuel, subjektiv identitet er udvisket til fordel for en bombastisk, primitiv gruppeidentitet, da vil det i sig selv åbne for en spritny samfundsform, hvor alle forskelle er udslettet og den totale lighed er indført. Vi skal bare lige igennem nogle lidt blodige og voldelige faser først, så bliver alt godt, kunne man også sige.
Revolution er og bliver revolution
Så altså: Man forstår kun, mener jeg, nyfeminismen, hvis man ser den som en voldelig revolutionsbevægelse på linje med andre voldelige revolutionsbevægelser i historien, nu blot fokuseret omkring køn og identitet, og med brug af nogle mere sofistikerede våben i form af løgn, manipulation og falske anklager.
I den forstand står nyfeminismen i et og alt i kontrast til den klassiske humanistiske ligestillingskamp, hvad enten den angår kvinder eller minoriteter. For disse bevægelser er der nemlig en rød etisk linje, kaldet subjektet, som aldrig nogensinde må overskrides for at nå målet. Med andre ord: Ingen nok så stor æggekage/sag kan legitimere knusning af ét eneste æg. Det være sig mandeæg eller kvindeæg. (Uden dermed sagt, at der ikke kan opstå situationer, hvor netop den verdensanskuelse må forsvares kompromisløst).
Først når vi virkelig formår at få ridset denne forskel op og får delt anskuelserne mellem dem, der er på revolutionsholdet, og dem, der er på reformholdet, vil vi for alvor kunne gøre noget ved det her problem. For lige nu er naiviteten og uvidenheden om, hvad der egentlig foregår den allerstørste fjende mod det, de fleste af os gerne vil forsvare: den vestlige civilisation og dens humanistisk-civilisatoriske grundprincipper. Principper, som blev udmøntet allerede i kristendommen og antikken. Og som blev sat på formel i 1700-tallets oplysningstid og de klassiske menneskerettighedserklæringer. Inden der gik revolution i skidtet.
Vil ikke give stafetten videre
Derfor kære borgerlige fornuftsmennesker: Marie Bjerre og andre feministkvinders skarpe afstandtagen i disse dage fra transideologien har intet at gøre med, at de pludselig er vågnet op fra wokeslummeren og er kommet til deres fulde fem.
Det har, lyder min påstand, udelukkende noget at gøre med, at det for alvor er gået op for dem, at vi nu er nået til det punkt, hvor de skal til at give magtstafetten videre til nogle andre. Det vil de ikke. Og alene derfor slår de hælene i og forsøger at ”fryse” oprøret på stadie 2, så de vedblivende kan fastholde matriarkatets diktatur.
Den dag disse snedronninger også er parate til at opgive matriarkatets diktatur og rulle tingene tilbage til den samfundstilstand, hvor vi ikke kun, uanset hvilket køn vi tilhører, tænker egoistisk og i at score alt selv på det andet køns bekostning, vil jeg kippe med flaget.
Indtil da tillader jeg mig at se med største skepsis også på dette nyeste stunt fra MeToo-kvindernes side. Og i øvrigt betragte indstillingen af Dan Jørgensen som kommissær til Europa-Parlamentet som den undtagelse, der bekræfter Ursula von der Leyen-reglen om, at der ligeledes på alle EU’s topposter helst og så vidt muligt kun bør sidde kvinder.
