De skandinaviske lande hører til de mindst korrupte i verden, bliver der slået fast i Transparency Internationals årlige undersøgelser. Korruption er misbrug af betroet magt for egen vindings skyld. Og dette forekommer så at sige ikke i vores lande. Vi har heller ikke alternative former for korruption, hvor man kan mene, at det blot foregår med nogle andre midler.
Til gengæld har vi et helt andet fænomen, som ikke har noget med bestikkelse at gøre, men som i praksis har den samme effekt som korruption: politisk loyalitet.
Hvor korruption er noget hemmeligt og strafbart, er politisk loyalitet noget, man med fordel kan flage med offentligt. For eksempel forlanger Nordisk Råd, at alle kulturprojekter, der modtager støtte, skal underbygge inklusion, diversitet og klimabevidsthed. Lignende regler finder man i Storbritannien og EU.
Den sorte liste
Men der findes også et punkt, som ikke listes op med samme tydelighed. Man vil ikke acceptere aktører, der står til politisk til ”højre”.
Når man bryder den politiske loyalitet, kommer man på en sort liste. Som, det behøver jeg ikke nævne, naturligvis ikke eksisterer fysisk. Men den indebærer, at aktøren godt kan glemme alt om at få succes med en ansøgning.
Kunstnere, der bryder den politiske loyalitet, kaldes ”kontroversielle”. At arbejde med dem, medfører, at betegnelsen rammer arrangøren selv – ligesom et tabu.
»Der er ingen problemer med ytringsfriheden i Danmark«, sagde en kunstner til mig i en samtale om censur. »Og at teste det er bare idioti.«
Dermed udtrykte han en central forståelse i den politiske loyalitet.
Der er områder, kunsten ikke skal komme i berøring med, eftersom de pågældende tematikker ikke udgør problemer i samfundet. At undersøge dette forhold nærmere har derfor ingen legitimitet. Ergo er der ingen rimelig grund til, at en institution skal arbejde med udskældte kunstnere. Ved at gøre det vil institutionen skabe et problem, som ikke var der. Og det er ikke en institutions opgave.
Autokrater og professorer går hånd i hånd
Professor Jakob Wamberg, Aarhus Universitet, udtalte for et par år siden om kontroversielle kunstnere: »Kunst har intet med kriminalitet at gøre.«
Underforstået: Bliver man dømt til at sidde i fængsel, er man ikke kunstner. Man forstår, hvor han vil hen med det: Hvis den dømte ikke er kunstner, fordi han er dømt, så er landet, der dømte ham, heller ikke et land, der fængsler kunstnere.
I realiteten har kunst en hel del med kriminalitet at gøre, eftersom kunst kriminaliseres i en lang række lande. Og det sker hver gang med henvisning til politisk loyalitet. Hvilket vil sige, at selv om der ikke er korruption i et samfund, så kan ytringsfriheden alligevel begrænses, som om der var.
Hvis en aktør i kunstlivet bryder den politiske loyalitet, åbner der sig en mulighed for andre ansøgere til at få projektet aflyst. Dette vil frigive midlerne til dem i stedet. En måde at gøre det på, er ved at advare offentligheden. Projektet er ”højreorienteret” eller ”racistisk”, kan man frit påstå, idet ingen journalist vil faktatjekke en situation, som berører politisk loyalitet.
Hvis man har succes med at få den andens projektet aflyst, har man samtidigt scoret mange moralske points til sig selv. Man har udvist særlig stærk loyalitet. Om det vil belønnes, kan man naturligvis aldrig vide sikkert. Men en formodning i den retning er næppe særlig fantasifuld.
Kunst må forråde politisk loyalitet
Politisk loyalitet fungerer på en indirekte og indforstået måde. »Hvis du er i tvivl, så er du ikke i tvivl«, som et militært ordsprog lyder. Den er kulturen selv.
Hvad er da kunstens rolle? At føje sig efter og indfri de politiske krav – eller at gøre sig fri af dem? Og hvad vil det i så fald sige?
Som det mindste indebærer det nødvendigvis at forråde den politiske loyalitet. Det er først, når kunsten ustraffet kan gøre det, at vi kan være sikre på, at ingen af de to variationer findes hos os.
