Danmarks Radio leverede i 1992 et tv-mæssigt flop, der bringer dets første bud på Rejseholdet i levende erindring. Baseret på Carit Etlars roman følger Gøngehøvdingen skytten Svend Poulsen (Søren Pilmark) og hans kamp mod de svenske invasionstropper 1658-60. En fed historie, stort budget, stjernespækket besætning, heste og masser af snekanoner. Succesen burde være i hus fra første kårdestød. Hvorfor ikke? Hvad gik galt?
Danmarks Radios foregående satsning i start-90’erne havde været en rystende ringe dansk tv-serie om det hæsblæsende liv på en dansk provinsavis. Skidtet døbtes Ugeavisen og var nogenlunde lige så flad og ligegyldig som de virkelige ugeaviser, de fleste af os fik i postkassen hver uge. Det er betegnende for Gøngehøvdingen, at den i brede kredse omdøbtes til Ugeavisen til Hest.
Kirsten Lehfeldt leverede ellers en flot præstation som Kulsoen, og Jens Okking og Bent Mejding lagde sig i sadlen som et par rigtig dumme svin, de svenske officerer kaptajn Manheimer og oberst Sparre. Typer, der snerrende sparkede til blomster og råbte ad ældre damer for hele tiden at vise, hvor onde de var. Og Henning Jensen var et rigtig godt valg som Frederik 3.
Så altså, hvad gik galt?
For det første lænede serien sig alt, alt for tungt op ad 1961-filmen af samme navn. Den havde Jens Østerholm som Svend Gønge, og han kunne minde lidt om Errol Flynn fra visse vinkler og i den rette belysning. Men den havde også Dirch Passer som Ib, hvilket fra starten hev filmen i retning af en folkekomedie. Og at smide stakkels Per “yes, my boys!!” Pallesen ind i rollen i 1992 fik fra starten hele projektet til at gakke noget ud. Man kunne ikke bestemme sig for, hvad man egentlig ville, og satte sig mellem flere heste.
Søren Pilmark skulle være Svend Gønge, men virker ikke rigtig som den oplagte helt. Alt for ofte er han nølende og usikker, når han skal være sej og pågående. Pilmark er en fortrinlig skuespiller og har mange talenter i mange genrer, men actionhelt er ikke blandt dem, og action er der masser af: Hver gang man fra instruktørens side ikke ved, hvad der nu skal ske, eller hvilken retning serien nu skal tage (eller simpelthen bare har fem minutter ekstra), finder han på en voldsom kamp.
Og da det åbenbart sker tit, vælter helten lysestager, flækker bordplader, man næsten ikke kan se var flækkede på forhånd, eller foretager sig noget andet dramatisk, rigtig, rigtig ofte. Bare der er noget støj, er det godt. Og det gør altså Gøngehøvdingen til en form for dansk 1600-talsversion af Black Hawk Down eller Flammen og Citronen: Tyndt plot, halvdelen er ikke historisk korrekt, men der er masser af skud! Skrig! Kampe! Og det er ikke indlysende hvorfor!
Serien gik i 13 afsnit, men allerede i fjerde-femte afsnit blev det svært at skelne afsnittene fra hinanden og holde rede på handlingen. Da Per Pallesen ganske umotiveret rejser sig op i en hestetrukken kærre og synger en munter vise, vistnok modelleret over Dirch Passers 1961-version, og med en tabt bukseknap som tema, sank hele produktionen ned i det dybeste, irreparable flop.
Når danskerne bli'r frie,
så får du mig til sidst
Så gi'r jeg dig mit hjerte
og en tur på gyngehest.
Nu var det virkelig blevet Ugeavisen til Hest, flimrende, støjende og inderligt, inderligt ligegyldigt. Pallesens bukseknapsang sker i afsnit 9 med den drabelige titel ‘Død eller Levende’. Det er løst modelleret over Carit Etlars plot om de mange penge, der skal smugles ind i København. En masse forvirret renden rundt i sne og en ganske umotiveret kamp på et kornloft mellem Svend Gønge og en svensk officer. Virkelighedens Svend Poulsen var veteran fra de skånske snaphaners kamp mod svenske invasionsstyrker gennem flere år. Det skinner ikke særligt igennem i Søren Pilmarks kamp, der er nærmest parodisk i sin klunten rundt.
Apropos musikken var valget af Sebastian som komponist ikke det heldigste. Temaet er et flot nummer, men det fanger altså ikke - som i overhovedet ikke - fortællingens ånd og grundtone. Lars Lilholt ville have været bedre. Det, man valgte, var ikke en ørehænger, ikke en melodistump, man går og nynner, mens man glæder sig til næste afsnit, hvad man heller ikke gør.
Man genudsendte grundet en arbejdskonflikt i DR serien i 2002, og seertallene var høje, mens kritikken igen haglede ned over serien. Mens jeg tænkte på, og ærgrede mig over, hvad man dog kunne have opnået med den serie og ikke opnåede. Nemlig en serie, der kunne have givet et virkelighedsnært billede af Danmark i 1600-tallet og fået danmarkshistorien til at træde tydeligt frem. Det sidste har dog sjældent været en kernekompetence i Danmark. Man kan med gysen huske på 1864 og Flammen og Citronen for ikke at glemme Edderkoppen. To lysende undtagelser - stadig med fejl, men alligevel - er En kongelig affære og den herlige Tordenskjold og Kold.
Men ellers har det meste været Ugeavisen til Hest. I Gøngehøvdingens tilfælde helt til hest.
