UDVANDRERSAGAEN/NYBYGGERNE er en ganske rædselsfuld serie om en gruppe svenskere, der forlader Sverige og drager til Amerika, som jeg husker det, i slutningen af 1840’erne. Jeg husker tydeligt jammerligheden i dansk tv fra 70’erne, og mærkeligt nok er materialet kommet på Netflix på det seneste. Så nu kan man igen – uendelig langsomt – svælge i det elendige.
En lille pige, der engang har sultet, æder sig ihjel i grød, laden brænder, netop som høsten er bragt ind, skinneben flækkes mod en kampesten, der må være lagt der af Obelix, og hovedpersonen Karl Oskar (Max von Sydow) jager sin stakkels lillebror ud hjemmefra, så han kan få en stilling hos indehaverne af titlen ”Sveriges ondeste mennesker 1844, 45 OG 46!!”. Et lille bitte glimt af humor er, at de åbenbart kommer fra Luder sogn, men det morsomme er bestemt ikke tilsigtet.
Se en serie billeder fra elendigheden her.
Alt i serien foregår i et afsindigt laaaaangsomt tempo, nærmest som at være inde i hovedet på en mogadonpatient. Som baggrundsmusik er en bizar klarinet, der kommer med et lille sprælsk trut i ny og næ på de mest umotiverede steder. Første afsnit tager med vellyst begrebet ”ørepine ved nat” til helt nye højder, mens selve sejlturen til Amerika synes at være optaget i real time, kun afbrudt af at førnævnte ørepinepatient nu får lejlighed til at kvæles i sit eget opkast.
Selv efter rejsen til Amerika bestiller de ikke andet end at knuse deres ben under klippeblokke, få rædselsfulde anfald af ørepine, ufortjente tæsk, blive kvalt i deres eget bræk, dø, blive snittet op af indianere eller drikke giftigt vand i Death Valley. Får de endelig lidt penge, er det dækningsløse sedler. Som jeg husker det, dør Liv Ullmann faktisk ET PAR gange, bare for skæg.
Elendighedsporno
Det ville være nærliggende at slukke for jammeren. Men dengang i 70’erne betød det samtidig at slukke for tv-underholdningen, for vi havde kun to andre kanaler: Sverige 1 viste folkedans, Sverige 2 viste folkedans fra sidste uge. Så hvis jeg ville undgå at se på svenskere, måtte jeg se på svenskere. Et uløseligt dilemma.
I Udvandrersagaen/Nybyggerne er det imidlertid kristendommen, der bærer hele skylden for elendigheden. Igen og igen bankes den pointe igennem, at kirken med Paulus-citatet fra Romerbrevet om at adlyde øvrigheden bakker op om uretfærdigheden og de vilkårlige tæsk, de arme bønderkarle udsættes for. Det siges, at forfatteren, Vilhelm Moberg, ville fortælle den lille mands historie.
Jeg er meget mindre end Vilhelm Moberg, og jeg har aldrig i mit liv drukket giftigt vand. Seriøst fatter jeg ikke, hvorfor vi skulle se en sådan serie. Var det sådan noget 70’er-trælleserie-noget med solidariseren med det arbejdende folk? De fleste arbejdende folk, jeg kendte i 70’erne, faldt i søvn halvvejs gennem hvert afsnit.
Som såkaldt socialrealisme (eller mere præcist: elendighedsporno) virker serien til gengæld glimrende. Man lærer, at tilværelsen er hård og farlig, maden elendig, arbejdsgivere nogle dumme, brutale svin, at livet i al almindelighed er noget lort.
Den attitude kan godt undre. Dette materiale var skrevet, udvalgt og bragt i tv af folk, der gerne ville klassekamp og forandring. Af folk, der ønskede at bevidstgøre arbejderne om dets historiske plads og den frihed og de lyksaligheder, der lå lige om hjørnet, hvis de ville. Ved at påføre dem en depression?
Preben gik romkuglens vej
Alle vi, der så tv i monopolets dage, eller måske var ofre for en eller anden form for uddannelse, ved alt om ensretningen i disse år, og hvordan særligt dansklærere nød at svælge i rædselsfulde beretninger om død, død og atter død. En del læsere vil sikkert med gru huske Bent Hallers Katamaranen om livet i et almennyttigt boligkvarter, der nærmest er skildret som en grim dag i Syrien.
Elendigheden dannede mode, det kunne ikke blive grimt, trist, brutalt eller håbløst nok, fra den rædselsfulde film fra 1975 La’ os være om en gruppe børn på en øde ø, der udvikler et voldeligt anarki, over Christiane F.s Wir Kinder vom Bahnhof Zoo til Ekstra Bladets Vi anklager.
De tog fejl. Man gennemfører ikke forandring med triste, bange, kuede mennesker. Havde dette været tilfældet, var KZ-lejrenes fanger brudt ud og havde dræbt alle SS-vagter på få minutter. Forandringer kommer af overskud, af glæde, ikke elendighed tilsat ulideligt klarinetspil. Og netop glæden synes på en eller anden sær måde at være udnævnt til folkefjende nummer 1 af politiske og pædagogiske meningsdannere.
Mit eget eksempel vil måske kunne genkendes af nogle: Min søster og jeg voksede op på Amager i 70’erne, alene med vores fordrukne, voldelige og håbløse far, der sjældent havde arbejde, men altid en enorm klodsregning på den lokale bodega. Tillige var jeg 8. klassernes foretrukne boksebold og decideret hadet af min klasselærerinde, fordi jeg fra 3. klasse læste bedre end hende.
Satte jeg mig så til at svælge i Christian Christensens, Vita Andersens eller Bent Hallers jammerberetninger? Gu’ gjorde jeg da ej! Jeg samlede flasker, til jeg havde penge nok til et par romkugler og en stak MAD-blade. Man har det meget bedre efter et par romkugler og en stak MAD-blade. Mens det eneste gode, der er kommet ud af Udvandrersagaen og Nybyggerne, er Shu-bi-duas sang om Karl Oskar.
