Så skete det igen. Den canadiske psykologiprofessor Jordan Peterson gav et interview, og en prominent journalist ved en anset avis forvred fuldstændig materialet. En redaktør godkendte artiklen og har efterfølgende ignoreret hundredevis af indsigelser mod interviewets journalistiske standarder – heriblandt henvendelser fra garvede journalister og fra Peterson selv.
Peterson Derangement Syndrome henviser, sammen med Trump Derangement Syndrome og Brexit Derangement Syndrome, til den observation, at store dele af journalistkorpset ikke kan dække visse fænomener uden at tale usandt, forvrænge eller overdrive. Foruden journalister lader sygdommen også til at ramme venstrefløjens identitetskrigere og universitetsansatte i øvrigt. Almindelige mennesker bliver tilsyneladende ikke berørt.
Peterson Derangement Syndrome blev første gang observeret i 2016, men hærger stadig. Dermed har det vist sig sværere at finde en kur mod Peterson Derangement Syndrome end en vaccine mod corona.
Hvordan kan Peterson Derangement Syndrome forklares? De gamle medier er pressede og fanget i en evigt tilspidsende jagt på klik, jovist. Og Petersons jungiansk-platoniske metafysik kan være svær at begribe for udefrakommende, bevares.
En tredje årsagsvirkning kunne dog være, at mange af de PDS-lidende har købt ind på et forsimplet verdensbillede, hvor fifty-fifty-feminisme, omsorgsværdier og øget overnational integration lå som uudtalte garantier om fremtiden, og derfor er de ude af stand til at kapere den højreorienterede, nationale og konservative opblomstring, Peterson er en del af.
Dette er, som blandt andre den amerikanske forfatter Scott Adams har været inde på, én af forudsætningerne for et akut frembrud af kognitiv dissonans – det intense mentale ubehag, som opleves, når ens verdensbillede ikke længere giver mening.
Kvindehadende antisemit
For at reorientere sig må man enten sadle om (hvilket er svært) eller overdrive, forvride og opfinde egne facts (hvilket tilsyneladende er en hel del lettere). Og således må Peterson være alt-right, kvindehader, antisemit og meget mere. Hans fans må være vrede unge mænd, som er letpåvirkelige og ude af stand til at tænke kritisk (utvivlsomt som følge af de manglende minimumsnormerede pædagoger, som kunne have pylret dem ud af den slags chauvinisme).
Peterson kan i hvert fald ikke have vundet sin prominens på at præsentere mestendels snusfornuftige højrefløjsholdninger til folk, som har været udsultet for et alternativ til den herskende samfundsfortælling. På formaningen om, at værdier som omsorg og lighed ikke kan stå alene, men må ledsages af autoritet, gruppeloyalitet og en fornemmelse for det hellige for at frembringe et levedygtigt samfund. At IQ måler noget virkeligt. Eller at der er forskelle på mænd og kvinder.
Løsrevne citater
At svimmelheden er virkelig, kunne enhver konstatere i det legendariske 2018-interview med Channel 4-journalisten Cathy Newman. Newman forsøgte konsekvent at tillægge Peterson radikale holdninger, han aldrig har givet udtryk for, og fremstod oprigtigt forvirret og overrasket over, at Peterson ønskede succes for de kvinder, han behandler i sin psykoterapeautiske praksis.
Når Newman ikke havde sat sig bedre ind i Petersons holdninger, er det nemt at se for sig, hvordan hans værdiunivers fremkalder så stærkt et ubehag, at det opleves truende at komme det nærmere end løsrevne citater og andres forvanskede udlægninger af, hvad Peterson egentlig mener. Peterson tilbød hende sågar et nyt interview, så de kunne komme ned i substansen i stedet for at slås om det skræmmebillede, hun forsøgte at male af ham – et tilbud, hun aldrig tog imod.
Tre år senere er seneste instans af de etablerede mediers Peterson Derangement Syndrome ligeledes fuldt af forvrængninger og journalistens egne udokumenterede, indskudte bemærkninger om, hvad hun mener, Peterson mener. Man har tilsyneladende opgivet at komme sig over sin PDS.
Der findes legitime kritikker af Peterson. Hans talemønstre kan være idiosynkratiske og svære at følge. Han veksler nonchalant, og ofte uden varsel, mellem sin personlige livsfilosofi og empirisk funderede studier. Han udtaler sig uden blusel om næsten hvad som helst og uden fornemmelse for egne begrænsninger. Hans budskaber går undertiden over i det lommefilosofiske, og han er næppe den verdenshistoriske tænker, han til tider synes tilbøjelig til at fremstille sig selv som.
Så meget desto mere fældende er det derfor, at talrige erfarne journalister på de etablerede medier ikke formår at give en retvisende fremstilling eller kritik af Peterson, Trump eller Brexit.
Heldigvis er vi andre, som gerne giver Kontrast.
