I skolegården har vi alle oplevet, at nogen provokerer, indtil de møder en kraftig reaktion for derefter at løbe hen til en gårdvagt eller lærer og spiller offer. Det er den taktik, moderne feminister bruger hver eneste dag. Hvis ikke deres ubehagelige taktik adfærdsreguleres kan den udvikle sig til sadisme, fordi provokatøren begynder at nyde andres nederlag.

Hvis jeg spiller poker med en gruppe kammerater og kan ændre reglerne efter forgodtbefindende, vil jeg være fristet til at gøre det. Verdenshistorien er fyldt med eksempler på den slags – og det gælder alle samfundets luftlag. Når spillereglerne defineres af provokatøren, vil det altid være denne, der har en overhånd.

For at tage et grelt eksempel, var der flere tyske læger, der med stor skadefryd overtog jøders konfiskerede ejendele og praksisser, da nazisterne kom til magten. Spillets regler var unfair, men hvem bryder sig om det, når man selv er vinderen. Vinderen tager det hele.

I dag faciliterer staten provokatøren i stedet for at adfærdsregulere hendes magtmisbrug. Det skaber en situation, hvor mænd polariseres, så de står svagere, og kvinderne kollektiviserer magten.

Hvem har egentlig magten?
Mange feminister vil selvfølgelig benægte det. Det en del af strategien: benægt, benægt, benægt. De har læst deres Saul Alinsky – eller måske mere sandsynligt set “Klovn – the Movie”. I praksis kan en kvinde i dag vælte en mand af pinden i politiske partier på et splitsekund med en påstand om sexchikane. Det er utænkeligt den anden vej rundt. Hvem har magten?

Magt findes ikke kun, når den manifesterer sig. Tværtimod. Den stærkeste magt er ofte den, der lurer latent under overfladen. Vi kender alle visheden for, at “kunne få en røvfuld”, hvis vi opførte os uartigt, som børn. Derfor lod vi – for det meste – være.

På de fleste parametre klarer unge kvinder sig bedre end deres jævnaldrende mænd. Men det er ikke nok. At man fik det, man kom efter, er for kedeligt. For når først man har fået færten af, at man hyldes for at opføre sig slet, så bliver tendensen, at man gør det igen.

Om så 100 pct. af alle studerende på universiteterne var kvinder, ville feminister påstå, at der skulle være 101 pct. for at være reel ligestilling. De ville formentlig henvise til noget fra fortiden; arvesynden er tilsyneladende et meget væsentlig omdrejningspunkt i den feministiske religion.

Jeg mindes den kvindelige tænker Camille Paglia, der fortalte om, hvordan 68’er-feministerne krævede “Give us the freedom to risk rape”. Dette mundheld havde sin oprindelse i det faktum, at kvinder på universitetet (og som boede på campus, red.) skulle være tilbage kl. 20. Mændene kunne derimod blive ude til meget senere på aftenen. Det såkaldte ønske om ligestilling gjaldt her meget konkret; vi kvinder vil have de samme vilkår som mænd – men også den samme risiko. En sådan rimelighed gælder ikke i dag.

Kvindekvoter har fanden skabt
Jeg er selv medejer af en virksomhed. Det er meget hårdt arbejde at bygge en virksomhed op til at være rentabel, og det kræver stor risikovillighed. Det mest ydmygende jeg kunne forestille mig ville være, at nogen skulle indsættes i vores bestyrelse på baggrund af deres køn.

Med kvindekvoter er den uregulerede provokatør på spil. Det er ikke nok, at jeg har muligheden for at starte min egen virksomhed (faktisk tyder noget på, at det er nemmere for kvinder at skaffe finansiering), nej, jeg vil have del i noget, jeg ikke selv har skabt. Jeg vil med andre ord have en del af gevinsten, men jeg vil ikke have risikoen. Det fordrer en meget usund narcissisme og følelsen af at være berettiget til noget, man ikke er berettiget til.

For at vende tilbage til eksemplet med sengetiderne, ville det svare til, at ikke alene kan mænd og kvinder være ude lige længe om aftenen, men, at nu er det mændenes tur til at skulle være tilbage kl. 20. I stedet for at søge syntesen søger man anti-tesen. Her titter skadefryden frem igen.

Sexister og luksusfantasier
De unge mænd, jeg møder, er ikke sexister. Mange af dem drømmer om en god og tæt relation med en kvinde. Men der er ganske mange af dem, som slår op i banen og ikke har store forhåbninger om at lykkes. Det er hverken godt for mænd eller kvinder.

I militæret mangler 20 pct. af bemandingen, så vidt jeg ved. Man kan spå om flere årsager, men jeg har da talt med unge mænd, der ikke ser nogen grund til at forsvare landet, når de oplever, at deres indsats og deres køn ringeagtes i dele af den brede kultur, ikke mindst blandt samfundets kulturelle spidsborgere. Hvem skal beskytte kvinderne i tilfælde af krig om 20 eller 30 år?

Vores kultur drives i dag primært af folk med luxury beliefs for at låne et begreb af Rob Henderson. Der er tale om luksusfantasier, når den person, der ventilerer dem, ikke selv rammes af deres konsekvenser. Når feministerne for eksempel vil have kønskvoter, rammer det ikke dem selv. De får kun fordelene, ikke ulemperne.

Luksusfantasier skaber mismod blandt dem, der forfordeles. Mismod er en meget farlig drivkraft, hvis den får de forkerte ben at gå på. I værste fald kan mismod føre til vold og ødelæggelse. Tænk bare på skoleskydere i USA, der næsten alle har haft en voldsom følelse af ikke at slå til. Denne følelse viser sig i stigende grad i statistikkerne herhjemme, når det gælder mænd.

Byggemænd Bob redder røven på mange kvinder
Det er i kvinders egen interesse, at den giftige kurs rettes op. Mænd bygger og vedligeholder infrastrukturen i samfundet. Så vidt jeg ved, findes der ikke en kvindelig kloakmester, men kvinder skider – i hvert fald ifølge rygterne – ligeså meget som mænd. Forestil jer, hvis den lokale kloakmester ikke ville reparere kloakken i bygningen, hvor man kan studere “kønsstudier” på Københavns Universitet. Der ville ikke gå længe, før det vil være et træls sted at opholde sig.

Man kan med andre ord godt skide på mænd, men på et tidspunkt får det alvorlige konsekvenser for hele samfundets skrøbelige struktur. Mænd og kvinder er ikke ens og det bliver det aldrig. Det er en fordel, ikke en ulempe; det er forskellen mellem mænd og kvinder, der indløser den eksistentielle kvalitet ved samarbejdet mellem de to køn. Det nytter ikke, hvis ét køn bliver vinderen, der tager det hele. For den sejr bliver meget kortfristet.

Når strømmen går eller kloakken er stoppet, så er man hurtigt færdig med sine luksusfantasier.