Liberalismen er i krise, siges det. Overalt i Vesten spørger højreorienterede sig selv, hvor det gik galt, og hvordan privat initiativ og ejendomsret, samt ægte individualisme og frihed, kan opretholdes. Alternativer og mulige forklaringsmodeller luftes på månedlig basis. Ingen kender svaret endnu.
Ét perspektiv kunne komme fra den østrigske økonom Joseph Schumpeter (1883-1950). I modsætning til de anglo-amerikanske økonomer, som sejrede med deres idéer om deduktive universelle principper, marginalnytte og markedsekvilibrium, ser Schumpeter økonomien gennem en nietzscheansk og sociologisk linse.
Snarere end den nyttemaksimerende homo oeconomicus, med dens perfekt regimenterede egeninteresse, ser Schumpeter menneskelig agens som drevet af en nietzscheansk vilje: viljen til at erhverve sig et privat kongedømme (i form af sin ejendom og sit virke), viljen til at erobre, viljen til at stræbe og trangen til at bevise sin overlegenhed over for andre.
I bogen Capitalism, Socialism and Democracy (1942) udforsker Schumpeter, hvorvidt kapitalismen kan overleve i et demokrati. Schumpeter forudsiger, at økonomiske stordriftsfordele vil blive ved med at tage til i styrke, til vi til sidst når et punkt, hvor global kapitalisme minder mere om korporatisme, og store aktører ender som kvasi-statslige og kvasi-monopolistiske organisationer. Dermed vil den private iværksætters initiativ, som ifølge Schumpeter er drivkraften i ægte kapitalisme, efterhånden blive erstattet af et overreguleret teknokratvælde.
Snarere end den drevne opfinder, som starter noget nyt, vil fremtidens økonomiske idealtype være bestyreren, som udfylder papirer og sørger for, at samtlige af de eksisterende regler overholdes til punkt og prikke. Iværksætteren, som opfinder en ny måde at gøre tingene på, ødelægger samtidig de etablerede arbejdsganges metier. Han er et farligt, faustisk væsen. Men bestyreren er harmløs. Med Nietzsche kunne man sige, at bestyreren er ude af stand til at skabe, ude af stand til at ødelægge og ude af stand til at stå for noget.
Sandt iværksætteri vil vi derfor se mindre af i takt med bestyrerens opstigen. I stedet vil vi gå mod en fremtid, hvor gammelkendte teknologier forbedres inkrementelt, uden de egentlige kvantespring, vi blev vant til i de 19. og 20. århundreder.
Ifølge Schumpeter kan sand kapitalisme kun forblive levedygtig, hvis den er indlejret i en bredere konservativ og borgerlig orden. Uden konservatismen som korrektiv vil kapitalismen orientere sig mod nu-og-her (snarere end fremtiden), mod nydelse (snarere end ydelse) og mod en tsunamisk omkalfatring af institutioner (såsom kongehuset og operaen), som ikke umiddelbart kan legitimere sig selv på dens præmisser (men som samtidig er med til at opretholde de borgerlige dyder i et samfund).
Det 20. århundredes mest indflydelsesrige økonom, John Maynard Keynes, med teorien om, at staten kan stimulere sig ud af recessioner gennem forbrug, og de kortsigtede vælgere, som ved hvert valg stemmer for højere omfordeling, så Schumpeter som henholdsvis det akademiske og det uvidende udtryk for samme hedonistiske mentalitet. In the long run we’re still here – bare fattigere og yderligere bebyrdet af regler, end vi havde behøvet at være.
En anden kant, de frie samfund trues fra, er ifølge Schumpeter universiteterne, som overproducerer intellektuelt orienterede, men erhvervsmæssigt ubrugelige, arbejdstagere. At disse arbejdstagere oplever sig selv som åndeligt overlegne på den ene side, men samtidig har svært ved at finde, hvad de betragter som meningsfuldt og statusgivende arbejde på den anden, fremprovokerer en fuldt forudsigelig forurettelse i dem. Ofte flasker det sig endda sådan, at disse mennesker er blevet marineret i antikapitalistiske teorier på deres uddannelser og således ikke engang behøver sætte sig ind i noget nyt for at springe ud som kritikere af den bestående orden.
Hvis bestyreren i en nietzscheansk forstand er ikke-mennesket – den anæmiske paragrafrytter, som ikke evner at kigge bag om reglerne – er den antikapitalistiske akademiker anti-mennesket: Den lille mand, som er opfyldt af forurettelse mod alt, hvad der er succesfuldt, stærkt og godt, fordi han i virkeligheden gerne selv vil være stor.
Det er et dystert billede, Schumpeter maler. Hvilke råd ville han mon give borgerlige i dag? Hvor peger hans diagnose på, at man må sætte ind?
Mon ikke hans nedslag ville gå i retning af:
1) Vi kan ikke have, at universiteterne radikaliserer store dele af ungdommen og ansporer dem til et liv i ulykke. At dominere den intellektuelle teoridannelse er i øvrigt ikke kun en slags pynt, men betyder, at man med tiden vil få held til at sprede sine værdier og synsmåder til resten af samfundet (herunder til det politiske system og bestyrerne i de korporatiske kæmpekoncerner, som har vist sig tiltagende ivrige efter at ”go woke” i de senere år). Henrik Dahl, Morten Messerschmidt og Rune Selsing har i nyere tid lanceret et opgør med venstreorienteret aktivisme på universiteterne – et opgør, som i øvrigt har afsløret flere af landets professionelle akademikere som ude af stand til at forholde sig til kritik eller argumentere.
2) Omgør overproduktionen af pseudoeliter. Som Lars Tvede har gjort opmærksom på, tager kun én af fem unge i Danmark en erhvervsuddannelse. Og som Mattias Tesfaye har hentydet til, sås der despekt om erhvervsuddannelserne i Danmark. Erhvervsuddannelsernes prominens og agtelse skal forøges, samtidig med at falske akademikere skal udstilles for, hvad de er.
3) Har du børn eller mulighed for at præge unge mennesker, så lær dem om borgerlige dyder. Har du kapital, så overvej at starte borgerlige modinstitutioner (som eksempelvis Kontrast). Har du ikke kapital, så støt op om andre borgerlige, som forsøger at starte noget nyt.
4) Og måske vigtigst af alt: Selvom modstanden kan synes overvældende og håbet ude, så glem ikke troen på det stærke i mennesket; på den stolthed og selvrespekt, man kan opnå ved at kæmpe for en bedre sag og en mindre indskrænket fremtid.
Eller som en omskrevet Nietzsche måske ville sige: Selvom jorden er blevet lille, og ikke-mennesket, som finder fordums frihed vanvittig og gør alting småt, hopper langs dens overflade, så er der endnu et skabende kaos i jer. Sandelig siger jeg jer: I har endnu skabende kaos i jer.
