Der er noget paradoksalt over valgkampen. På den ene side er det et historisk valg, og på den anden side er det den tammeste valgkamp nogensinde. Vi har aldrig haft så mange partier, og det kan meget vel blive det valg, hvor flest medlemmer af Folketinget bliver skiftet ud. Alligevel er der næsten ingen originale politiske udspil eller partier, der præsenterer andet, end de har gjort i flere år.
Oppositionen gentager sin kritik af Mette Frederiksen, som de har gjort i flere år. Mette Frederiksen gentager sine tryghedsbudskaber, som hun har gjort i flere år. Og nu er Søren Pape Poulsen begyndt at snakke om bandekriminalitet og straf igen, som befandt vi os i foråret 2017. Valgkampen buldrer derudad, men den politiske diskussion står stille.
